Med Volvos Ocean Race Edition får du mere opmærksomhed og håndtegn end et numsebillede af Kim Kardashian. Vi tog specialmodellen af Volvos V90 Cross Country tværs over landet til ræs ved vandet, og levede livet som den mest populære pige i klassen.
En lillebitte bremsefejl gør, at vognen kommer ud af sporet og dækkene ryger ud i noget grus, og så bryder helvede løs. Alt greb til hjulene er væk, farten er sindssyg, bremsen er i bund, rattet drejes, men vognen fortsætter bare ligeud med uændret fart og hamrer direkte mod en mur med et brag, og hele forenden smadres fuldstændigt.
Biltorvet er på tur i Volvo V90 Cross Country i en såkaldt Volvo Ocean Race Edition, navngivet efter kapsejladsen af samme navn.
I parentes bemærket kommer Volvo Ocean Race for første gang nogensinde til Danmark den 22. juni, hvor bådende lige vender i Aarhus Havn. Men på testdagen er der ikke noget sejlskibsræs at køre til, så vi har valgt det tætteste, vi kan komme på – nemlig Classic Race Aarhus, hvor der køres i klassiske biler langs vandet i Aarhus ved den smukke Mindeparken og Marselisborg Slot.
Racerløb nær kvalt i varme og egen succes
Turen starter i København, og går tværs over landet via motorvej, landevej, skovveje, bittesmå veje og lidt grusvej.
Kulfiber i kabinen
Lad os starte med starten, hvor alt er godt. Den glasfiberbådshvide lak med navnet Christal White er i tre lag og klæder Volvoen voldsomt. Bortset fra det, har Volvo forsøgt at træde ud, hvor de ikke kan bunde med Volvo Ocean Race Edition. Det betyder, at den har skrigorange seler, som ligner de bånd, lastbilchauffører bruger til at spænde gods fast med, og kulfiberindlæg i kabinen. Ja, du læste korrekt: En Volvo med kulfiber i kabinen.
Europas bedste bil er en høj Volvo
De orange detaljer går igen udenpå med en orange underlæbe foran og på skørtet bagtil. Alligevel flyder vognen totalt ovenpå, for de vilde detaljer hænger smukt sammen med den forhøjede undervogn med de diskrete lysegrå plastikskørter og designet som helhed, som findes på Cross Country-versionen som er hævet 68 mm i forhold til den normale V90. Det er en meget smuk vogn. Smuk som et svensk melodigrandprix.
Det er samtidigt også en supercool bil – alene det, at det er en Volvo, men her i en forhøjet udgave som en SUV, hvad kan være mere trendy?
Må jeg sidde i den?
Hver gang vi stiger ud, råber folk af os, som var det selveste ABBA, der lige væltede ud. ”Fed bil,” Nøøj, hvor er den altså bare flot,” og ”Må jeg ikke nok prøve at sidde i den,” bliver hverdagskost. Vi oplevede store, råbende mænd, blive helt stille og få våde øjne, mens de hvisker ord, man ikke kan eller skal høre.
Det koster dog lidt med alt det coolness. Cross Country starter ved 748.980 kroner, men det er for en basisversion – Ocean Race-udgaven, som jo er det, der lige løfter vandspejlet fra cool til übercool, koster 994.980 kroner. Testbilen ender på 1,2 mio. kroner med blandt andet aktiv luftundervogn, et glimrende headup display i farver og et panoramasoltag, som vi aldrig blev gode venner med, fordi den enlige knap til at styre det, ter sig dumt.
Duver hårdt
Og lad os lige tage lidt flere genvordigheder: Luftundervognen er ikke fremragende ved motorvejshastighed. Når du laver din egen lille elgtest – altså først drejer til den ene side, og derefter med det samme til den anden - så sejler den rundt og føles mere som båd end bil. Selv om den på den måde svarer til sit navn, er det nok ikke meningen. Fælgene er på 20 tommer og ser lækre ud, men de gør ikke noget godt for komforten, hvor skarpe ujævnheder slår igennem. Så man har altså en bil, som duver let men alligevel er hård, i begge discipliner præcis der, hvor man ikke vil have det.
En tysk hule af lykke - langturs-BMW med masser af plads
Motoren vi tester er en T5, en firecylindret benziner på 2,0 liter, og den er faktisk overraskende bovlam. Eller det er den egentligt ikke, den har trods alt 250 hk og 350 Nm, men den føles ikke overskudsagtigt til den 1.837 kilo tunge herregårdsvogn. Vi vil anbefale diesel-versionen D5, der godt nok kun har 235 hk, men med langt tykkere sømandsoverarme, nemlig 480 Nm, og så er den også 18.000 kroner billigere.
Proppet til dørken
Og har du det dårligt med at køre diesel, så husk på, at Volvo donerer 100 euro fra de første 3000 solgte Ocean Race-Volvoer – i alt 300.000 euro, som blandt andet går til at betale instrumenter på bådende i Volvo Ocean Race, så de kan måle niveauet af mikroplast i havet. Og nu vi taler om plast, så er gulvmåtterne i Volvoen i øvrigt lavet af genbrugsplast fra aflagte fiskenet.
På snoede landeveje liver den firehjulstrækkende landekrydser gevaldigt op, og de lækre sæder støtter fint i svingene. Du flyver hen over ujævnheder, som sad du i en rallyvogn, men hopper du for meget over bakkerne, aktiveres selestrammeren og giver dig et kram. Det er på de små landeveje, hvor hastigheden er lavere, at Cross Country føles allerbedst køremæssigt. Man behøver heller ikke være bange for at kommer for langt ud i rabatten, for om det er grus, mark eller asfalt den har fat i, er næsten lige meget, den drøner bare derudad.
En stor, dejlig og unødvendig Mercedes
Selv om Volvoen er noget af et stilikon er den også proppet til dørken med praktiske løsninger. I kahytten er der 220 volt stik og du har overtræk til sæderne, så de ikke bliver snavsede. Der følger en vandtæt pose med til fx din beskidte sydvest og gummistøvler.
Dækket er af træ
Bagagerummet virker kolossalt med 560 liter plads og er med en bund af en speciel træ-komposit, der ser tæskelækkert ud som et trædæk til et skib. Der følger to tykke bagagerumsgummimåtter med, den ene i halv størrelse, som enten kan dække bagsæderne, når de er nede, eller til at lægge over læssekanten. Der er indbygget hundenet, som kan rulles ud og som kan flyttes med, når bagsæderne er nede. Og man får sågar en LED-lommelygte med og surrerigger nok til at få Skoleskibet Danmark til at skamme sig.
Villa, vovse og den nye Volvo V60
Alt i alt er Volvo V90 Cross Country en bil, du virkelig gerne vil eje – og det vil alle andre også. Du får vildt meget respekt. Har du været en ensom nørd hele dit liv, så giv dig selv denne Volvo, og oplev, hvordan det er at være den mest populære pige i klassen.
Og så slutter vi ved slutningen, hvor alt stadig er godt. Vi ankommer nemlig veludhvilede og begejstrede til ræs i smilets by og kunne opleve den unge racerkører Max Klinkby-Silver miste sin DTC-ræser i Heat 1, hvor det tog mekanikerne en hel nat at fixe vognen, efter hans bremsefejl og mødet med betonmuren.
Vil du læse mere om dette ræs og se billeder, så klik her.
Læs anmeldelser af Volvo V90 her og V90 Cross Contry her.