Funktion følger form i Mercedes GLE Coupé, der er for de få, som for alvor vil skille sig ud – koste hvad det vil. GLE Coupé er hverken praktisk eller god valuta for pengene, men til gengæld er den fed.

Er du fuldstændig ligeglad med sund fornuft og vil du bare gerne vise omverdenen, at det går dig fantastisk godt – så skal du måske overveje Mercedes GLE Coupé, som er det tyske mærkes mest opulente model på denne side af en AMG.

Vi kører Europas bedste bil - Volvo XC40

Teknisk har Mercedes skåret metallet på den almindelige GLE til, så den i stedet for det typiske SUV-design, der giver god plads på bagsædet og i bagagerummet, har en skrånende taglinje, der visuelt giver et lettere og mere sporty design. Det sporty design understreges af testbilens 21 tommer fælge, og uanset hvor du ruller hen, så bliver du bemærket. Jeg forestiller mig, at bedstemødrene dømmer mig som narkosmugler, mens teenagedrengene måbende tror, jeg må være en succesfuld rap-producer i min kæmpe bling bil. Jeg er ingen af delene, men GLE Coupé gør helt sikkert nogen ved andre folks opfattelse af dig.

Gedigen Mercedes
Mercedes er synonym med gedigen byggekvalitet, og GLE Coupé, som første gang blev lanceret i 2015, er ingen undtagelse. Kabinen, der er identisk med den almindelige GLE, virker ikke hypermoderne, men kvaliteten er høj, og man sidder fortrinligt i sportssæderne. Til gengæld gør den lave coupé-linje, at kabinen føles meget lille, og giver en fornemmelse af, at jeg er ved at støde hovedet mod loftet. Generelt er det svært at overskue den store bil på de 2.250 kilo egenvægt, og eksempelvis bagruden er næsten mikroskopisk.

Porsche Panamera Sport Turismo Turbo - fra 0 til Ikea på 3,6 sekunder 

Den skrånende taglinje giver også en udfordring på bagsædet. Her er der ikke plads til hovedet, hvis du er over 180 cm, til gengæld er der rigeligt med benplads, og man sidder godt i sæderne. Historien er den samme i bagagerummet. Officielt rummer det 690 liter, som er gigantisk, men i virkeligheden er der mange ting, som ikke passer, fordi bagruden skråner kraftigt.

Elefantens dansetime
Det sportslige design snyder, for bag rattet kører GLE Coupé som en klassisk SUV. Den vugger og krænger i sving, men takket være Airmatic-luftaffjedringen bliver alle ujævnheder håndteret, som svævede du afsted på et flyvende tæppe, når undervognen er indstillet til Comfort. Det bliver dog for meget af det gode, hvis du skal køre langt hurtigt, eller gennem en svingkombination i højt tempo – her minder GLE Coupé med sin store egenvægt og høje tyngdepunkt mest om elefant i ballettrikot.

Land Rover Discovery - verdens bedste familiebil?

På en 200 kilometer lang motorvejstur endte jeg med at indstille undervognen til Sport, fordi det giver langt bedre kontrol over chassiset, når farten er på 130 km/t. Her bliver bilen faktisk mere afslappet at køre, fordi den er mere direkte og retningsstabil, men bagsiden er så en dårligere komfort, fordi affjedringen bliver mærkbart hårdere. Det kan man leve med, men man skal så til gengæld også hjælpe den ellers fremragende 9-trins automatgearkasse, fordi den vælger lavere gear af hensyn til performance og ikke brændstoføkonomi. 

V6-bølgen
Drivlinjen er måske noget af det bedste ved testbilen. Automatgearkassen med hele ni trin er som en dygtig butler, nærmest usynlig, men klar nærmest inden du har tænkt din tanke færdig. Skiftende er hurtige, men bløde, og komplimenterer dieselmotoren. Det er en 3,0-liters V6’er, der yder 258 hk og fuldfede 620 Nm ved kun 1.600 o/min. Lyden er behageligt tilbageholdt, men når du presser pedalen ned, kommer der en let V6-snerren fra motorrummet, og du bliver båret frem, som sad du på toppen af tsunami. Den store egenvægt til trods, runder GLE Coupé 100 km/t på syv sekunder.

Alfa Romeo Stelvio - endelig en Alfa med plads til hunden

Mercedes skal have respekt for at lave en bil, der taler til følelserne, for det er efterhånden en sjældenhed i dag, og enten kan man lide coupé-designet til en SUV, eller også kan man ikke. Personligt ville jeg vælge den praktiske og 30.000 kroner billigere GLE, som besidder alle de samme kvaliteter som GLE Coupé, og som har rigeligt med bling til mig.