Renault 5 er ikke uden fejl, men den samlede pakke er overordentligt tiltalende. Både design, køreegenskaber og ikke mindst prisen spiller Marseillaisen for fulde gardiner. Vi kører den fremtidige danskerdarling.
GUL BIL!!!! Du kan godt begynde at hærde skulderen, for kongeriget vil snart blive oversået af små, gule elbiler fra Renault. Det står klart efter et par timer i den nye Renault 5. Den er nemlig flot, velkørende og billig. Og hvad kan man egentlig ønske sig mere – et par ting, viser det sig, men det ændrer altså ikke ved det overordnede billede.
Den franske hidsigprop – Renault 5 Turbo 2
For først og fremmest er Renault sluppet rigtig godt fra at have skabt en bil, der ser både charmerende og sej ud, og som nyfortolker designet fra den originale 5, uden at der bliver slået plat på forgængeren. Mange af linjerne er hentet fra den mere potente Renault 5 Turbo, det samme er inspirationen til forsæderne. De ser fede ud, specielt i topmodellen Iconic, hvor de er grå og gule. Du sidder godt her, og generelt er kabinen frisk og indbydende, om end dørsiderne, hvor du skal hvile armen, er noget hårde i det.
Svensk sommer i fransk favorit – Renault Scenic E-Tech
Fra midterste udstyrstrin Techno får du et 10-tommers førerdisplay og Chat GPT-stemmebetjening på dansk og Google Maps. Du får også trådløs opladning af telefonen. Merprisen er 20.000 kroner fra basisversionen Evolution, som starter ved lave 184.990 kroner. Her er varmepumpe, klimaanlæg og nøglefri adgang allerede standard.
Store børn nej tak
Har du store børn, så skal du nok lige overveje 5 en ekstra gang. Bagsædet er nærmest ikke større end i originalen. Jeg er måske en anatomisk anormalitet, men det er ikke muligt for mig at sidde på bagsædet bag mig selv. Der er simpelthen ikke benplads nok, og jeg støder hovedet mod loftet, der dog er beklædt med et funky rombeformet stof. Det går straks bedre i bagagerummet, hvor du har 326 liter. Det er kun 25 liter mindre end VW Polo og bestemt godkendt. Og så må den lille bil for øvrigt trække en trailer på 500 kilo.
Kvikke køreegenskaber og sløv ladetid
Basisversionen fås med 120 hestekræfter og et 40 kWh stort batteri, og fra Techno-varianten kan du tilkøbe et 52 kWh batteri og en motor med 150 hestekræfter for 15.000 kroner ekstra. Det er umiddelbart rigeligt til den kørerglade forhjulstrækker på en nordsjællandsk sognevej. Renault 5 er blottet for krængning og opleves derfor meget neutral. Den lille bil, som for en elbil er relativt let med en egenvægt på 1.469 kilo, suger sig fast til asfalten, og der er ikke skyggen af brok fra forhjulene, når de sender alle kræfter ud samtidig. Det er ret overbevisende, og 5 har helt klart en undervogn, der er sat op til sjov og dynamisk kørsel. Det koster dog lidt på affjedringskomforten, for undervognen er mere end bare fast, nok nærmere på grænsen til hård. Og så er der styretøjet, som føles syntetisk med et dødpunkt omkring midterstillingen. Når du drejer på rattet, opstår der en modstand i rattet, som hverken er lineær eller føles naturlig. Det trækker lidt af fornøjelsen ud af oplevelsen.
På vores korte testtur, som gik over stok og sten, men dog ikke motorvej, så vi et blandet forbrug på 15,8 kWh/100 km, som ville give en rækkevidde på knap 330 kilometer. Det er vist godkendt for hvad, der reelt er en bybil. Til gengæld er ladeeffekten kun 100 kW for det store batteri og 80 kW for det lille. Det betyder, du skal bruge omkring 30 minutter fra 15 procent til 80 procent. Det er ikke imponerende, men mere kan man nok ikke tillade sig at forvente af så charmerende en bil, der stiller med en frapris på under 200.000 kroner.
Fabriqué en France
Som en ekstra bonus i disse tider med international tågesnak, vil det varme enhver europæer, at Renault 5 er udviklet, bygget og ejet af franskmænd. Selv batteriet er bygget på Renaults egen fabrik. Jeg siger ikke, du skal købe Renault 5 af den grund, men det gør ikke den franske charmetrold mindre tiltalende.