Igennem rigtig mange år har Volvo været med helt fremme, når det drejer sig om off-road versioner af eksisterende modeller. Her tænker jeg selvfølgelig på deres Cross Country modeller, hvor XC70 tidligere var flagskibet, der kæmpede hårde kampe med Audi allroad om at være førende i sit felt. Hele konceptet med at tage en stor stationcar og øge frihøjden, montere ekstra store stødabsorberende skærme og i de mere moderne versioner elektroniske programmer, der opsætter bilen efter terræntype osv., er blevet ufattelig populær igennem de seneste år. Vi ser derfor også, at bl.a. Mercedes-Benz har sendt en AllTerrain version af deres E-class på markedet. Og det er præcis de tre biler, jeg lige nævner her, der skal kæmpe kampen i den specielle men yderst attraktive klasse. Denne gang kigger vi nærmere på Volvos V90 Cross Country Pro.
V90 Cross Country fås med et ganske omfattende motorprogram, præcis som vi kender det fra V90. Vi tester D5, en 4-cylindret turbodiesel med 235 hk og et imponerende drejningsmoment på hele 480 Nm ved blot 1.750 o/min. Motoren er parret med en 8-trins Geartronic automatgearkasse, der i den grad imponerer. Ja det gør hele den tekniske kombination faktisk. Men, jeg vil så samtidig sige, at den mindre D4 motor med 190 hk gør det absolut fremragende. Så hvis du hellere vil smide forskellen på 90.000,- efter noget udstyr, så er D4 altså tilsvarende glimrende, om end ydelsen er noget mindre.
På trods af den høje ydelse, så formår Volvo V90 Cross Country at køre hele 18,9 km/l i gennemsnit, hvilket må siges at være godkendt – og tallet er så absolut opnåeligt, da vi opnåede 17,2 km/l på literen under testkørsel.
Vi har tidligere testet den almindelig V90 og vi er virkelig glade for den bil. Kvaliteten er imponerende og designet nok det smukkeste i klassen overhovedet. Disse ting kan vi sagtens føre over på Cross Country, for Volvo har virkelig oppet sig og leverer en bil i verdensklasse rent kvalitetsmæssigt. Og selvom du sidder svøbt i læder og har alverdens højteknologiske hjælpemidler til din rådighed, så har du stadig følelsen af, at det ikke gør det fjerneste, hvis du lige smider bilen forbi den nærmeste grusgrav eller storskov og pløjer igennem sand, mudder og vådt underlag. Og det sjove er, at det gør faktisk ikke noget. Vi testede bilen i skov og på sandet underlag og den trak velvilligt igennem det hele. Eneste minus vil selvfølgelig være, når terrænet bliver så groft, at frihøjden spiller ind – så står V90 Cross Country af. Men på den anden side, så er det nok ikke den bil du skal have, hvis du har disse lyster.
Sammenligner vi direkte med Audi allroad og E-Class AllTerrain, så er V90 CC nok den jeg helst vil have med i terrænet. De to andre kan nøjagtig det samme, men jeg synes personligt, at de er mere forfinede og at man næsten ikke har lyst til at tage dem med off road. Den følelse havde jeg ikke med V90. Når det så er sagt, så er alle biler jo skabt til folk med en aktiv livsstil og ikke folk der kører i terræn. Har du brug for lidt ekstra til skiferien, sommerhuset e. lign., så er bilerne perfekte. Og så skader det jo ikke, at en bil som V90 Cross Country ser tæske godt ud og virker enorm, når den holder parkeret ved siden af en Mondeo i lyskrydset.
Prismæssigt fås V90 Cross Country fra godt 700.000,-. Vores testbil med D5 motor og 8-trins automatgear har en basispris på godt 900.000,-. Dertil kommer så ekstraudstyr for knap 300.000,-, så prisen for hele herligheden ender på 1.291.516,-. Ekstraudstyret omfatter flere forskellige teknikpakker, en eminent luftaffjedring med niveauregulering, læderpakke og så det dybt imponerende Bowers & Wilkins Premium Sound System til hele 80.000,-. Anlægget fortjener så mange roser – for det er næsten umuligt at beskrive med ord, hvor godt det spiller.
V90 Cross Country Pro er en skøn bil. Kvaliteten er på et ekstremt højt niveau, designet sidder lige i skabet og motor og gearkasse kombinationen er en fryd. Det var et virkelig godt bekendtskab, der varmt kan anbefales, hvis du har intentioner i den retning.