Anholdelsen af Audis øverste chef får mærket til at udsætte den egentlige præsentation af elbilen e-tron – i stedet har de inviteret verdenspressen bag scenen for at vise bilens avancerede interiør og de unikke video-sidespejle.
Vi bliver ledt væk fra forsiden af Skuespilhuset i København, hvor hundredvis af turister myldre forbi i julivarmen, og om på siden gennem en stor port og ind i mørket. Vi går ind på hovedscenen i mørke, før de dramatisk-anlagte tyskere tænder for en overordentlig stor pære, der hænger lige over en kamuflageklædt Audi e-tron. Vi har efterhånden set mange billeder af bilen i sin karakteristiske digitale sort/hvide stafferinger, og heller ikke i dag får vi lov at se den in the flesh. Det er der en god grund til. Rubert Stadler, Audis øverste chef, er blevet smidt i kachotten for sin indblanding i Dieselgate-affæren. Det må naturligvis have sent chokbølger gennem et mærke, som normalt bryster sig af sloganet Vorsprung durch Technik.
Varm luft fra Audi – e-tron får kameraer i stedet for sidespejle
Bilen skulle være lanceret den 30. august, men lanceringsdatoen er nu udskudt til september, og i stedet står vi så her på hovedscenen i Skuespilhuset, hvor Audis folk er ivrige efter at vise os bilens interiør, som de mener er banebrydende. Det første, der falder mig ind, er dog, hvor stor bilen egentlig er. På billeder har den i min optik lignet en Audi Q5, men med en akselafstand på næsten tre meter, placerer den sig i stedet mellem Q5 og den større Q7. Jeg hopper ind på bagsædet, og så snart en kollega kører forsædet frem, er det tydeligt, at der er rigeligt med plads heromme, både til knæene og i hovedhøjde.
Nordmændene har allerede bestil 3.700 – her er Audi e-tron
Interiørdesigneren Thomas Pinel forklarer, at elbilens opbygning giver nogle helt unikke muligheder for at skabe et anderledes interiør. Tag midterkonsollen som eksempel. Fordi elbilen ikke har nogen kardantunnel, er der i princippet masser af plads at tage af. Audi-designeren vil ikke nævne Tesla, som har en stor bakke mellem forsæderne, hvor telefoner, nøgler og andet habengut kan rutsje rundt, men siger, at man i stedet for sådan en løsning, har lavet et dybt rum, men med åbne sider, som kan holde på dine pakkenelliker, når du fyrer de 360 el-hestekræfter af, som kortvarigt kan boostes til 408 hk.
Fem skærme
Der hvor e-tron adskiller sig mest er ved brugen af videokameraer som sidespejle. Ifølge Audi selv er det første gang, at en masseproduceret bil vil anvende denne teknik, men Thomas Pinel forklarer, at det ikke har så meget med vindmodstanden at gøre, som det er har noget med vindstøjen at gøre. Normalt skaber sidespejle en stor del af vindstøjen, men den er altså næsten elimineret her, og man har samtidig haft stor fokus på at støjdæmpe bilen med særlig støjdæmpning.
Elektrisk favorit - ny Nissan Leaf
Vi får dog lov at lege med sidespejlene, som hver har deres egen syv tommer skærm i dørsiden. Selve skærmen er trykfølsom, så du har mulighed for at zoome, som man er vant til på en smartphone, og der er tre forskellige indstillinger til motorvej, til at dreje eller til at bakke. Som udgangspunkt virker det ret overbevisende.
Resten af kabinen er også domineret af skærme, og tæller man sidespejlene med, så er der faktisk fem. Én stor skærm i instrumenthuset, mens midterkonsollen er domineret af to skærme. Den øverste styrer multimediesystemet, som blandt tæller et Bang & Olufsen anlæg med 16 højtalere og 705 watts effekt. Den nederste skærm står for bilens funktioner, som aircondition og sæder. En ekstra finesse, som Thomas Pinel er tydeligt stolt af, er gearvælgeren, som er en simpel skubbe-knap på enden af en forhøjning, der er placeret, så man har noget at støtte hånden på, når man skal betjene skærmene. Selvom den elektriske bil ikke har behov for en traditionel gearstang, så fandt Pinel og hans team ud af, at den ville mangle, når man skulle betjene skærmene og derfor har de i stedet designet denne læderbetrukne knold med gearvælger.
Tesla Model S100D – elektrisk elegance
e-tron får et batteri på 95 kWh, som kan matche både Jaguars elbil I-Pace, der har et 90 kWh batteri og næsten følge med Tesla Model X, som kan udrustes med op til 100 kWh batteri. Takket være en meget lav vindmodstand skulle e-tron være i stand til at køre omkring 400 kilometer efter den mere realistiske WLTP-norm. I 0 til 100-disciplinen kan Audi ikke helt matche Tesla, for e-tron bruger omkring seks sekunder på turen.