Den er hurtig, den er lydløs, luksuriøs og kan køre langt – sådan næsten. I 100D-udgaven af Tesla Model S holder argumenterne mod elbilen ikke længere, men der er stadig skår i glæden.
8.400 biler solgte Tesla sidste år i Norge. I alt udgjorde elbiler over 20 procent af elbilsalget. Det er ganske enkelt helt utroligt, og står i skarp kontrast til Danmark, hvor Tesla sidste år solgt 98 biler. Herhjemme har vi stadig travlt med at diskutere, om de der elbiler nu kan noget, eller de bare er en døgnflue, men efter at have kørt 100D-udgaven af Tesla Model S, så er jeg overbevist.
Lad os starte med den største tekniske ændring på Model S, som faktisk har været på markedet siden 2013 – batteripakken. Den er nu vokset til 100 kWh, som svarer til en tiendedel af den strøm en dansk gennemsnitsfamilie bruger på et år. Det er altså et ganske stort batteri, men det er også derfor, at rækkevidden er opgivet til at være 632 km efter NEDC-testen. I løbet af testugen, som havde flere dage med temperaturer lige under frysepunktet, kørte vi 240 km uden at tømme batteriet. Skal man tro bilens egen vurdering, ville vi have kørt 336 km. Det er faktisk hæderligt, når man tager i betragtning, at bilen har 422 hk, og accelererer fra 0 til 100 km/t på 4,3 sekunder. En tilsvarende BMW eller Mercedes har for vane at være ganske tørstige, og havde vejret været varmere, ville vi formentlig have set en markant bedre rækkevidde.
Selvkørt er velkørt
Kabinen i Model S er stadig domineret af en kæmpe Ipad-lignende 17 tommer skærm, der styrer alt i kabinen fra radio og navigation til sædevarme, antispind og om du vil have automatisk nedblænding aktiveret. Men trafiksikkerheden halter, eksempelvis når du vil skrue op eller ned for klimaanlægget. Knappen gemmer sig i nede i hjørnet af skærmen, så det kræver meget fokus, der samtidig fjernes fra vejen. Med seneste opdatering af softwaren, som for øvrigt bare downloades, som når smartphonen skal opdateres, er der et endnu bedre stemmestyringssystem. Måske endnu vigtigere er det, at Teslas berømte/berygtede Autopilot er bedre end nogensinde. Otte kameraer, 12 sensorer, én radar og 40 gange mere processorkraft end den gamle udgave holder vagt, og kan reelt køre dig rundt, uden at du har hænderne på rattet – i hvert fald for en kort periode – og det virker. Tesla er stadig i færd med at validere Autopilot, så man er sikker på, at der ikke opstår situationer, hvor systemet kunne finde på at fejle, og derfor er det endnu ikke lovligt, at lade bilen selv passe kørslen, men mulighederne er der.
Masser af plads og haltende kvalitet
Takket være designet med en motor i hver ende helt nede ved hjulene og en batteripakke, som er skubbet ned i bunden af bilen, har Model S et såkaldt Frunk– en sammentrækning af front og trunk – som betegner den ekstra bagageplads i fronten. Til sammen er der 894 liter bagagerumsplads, som gør Model S ganske rummelig. For passagerne er det dog lidt anderledes, for på forsædet føler man sig en smule klemt, fordi der ikke er meget plads fra hovedet og til loftet. Bagsædet er heller ikke det bedste i klassen, når man tager Models ganske generøse ydre mål i betragtning. Det er ikke selve pladsen der halter, men det faktum at sædehynden er meget stejl, hvilket placerer underbenet i en meget stejl vinkel, som hurtigt bliver ukomfortabel.
Selve materialerne virker lækre, men samlekvaliteten kan ikke matche de benzindrevne konkurrenter. Ugen efter Model S, havde jeg fornøjelsen af at køre Kia’s nye topmodel Stinger GT, og her var fornemmelsen af, at interiøret kunne holde meget mere fremtrædende.
Elegant kæmpe
Bag rattet er det først og fremmest den voldsomme acceleration, der imponerer. De to elmotorer moser dig tilbage i sædet, og det eneste der hurtigere på vejene på denne tid af året er en anden Tesla. På plussiden tæller også, at bilen er ekstremt tyst fra den manglende forbrændingsmotor. Først over 110 km/t begynder der at opstå vindstøj fra A-stolperne, men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig støjer, for alt andet er så tyst.
På trods af det kæmpe fartpotentiale er Model S ikke nogen sportsvogn. Til at starte med vejer den 2.275 kilo, og når du skubber den ind i en kurve, så krænger affjedringen, og du får ikke megen information fra rattet, for styretøjet føles syntetisk og er ikke specielt direkte. Den sidste pind i ligkisten er, at affjedringen ikke virker særligt grundigt afstemt. Skarpe huller og fremtrædende ujævnheder banker igennem i undervognen, men bilen falder heldigvis til ro på motorvejen.
Selvom der er mange fejl ved Model S, og den objektivt halter efter de etablerede mærker på flere områder, så er det alligevel en fed bil. Den er elegant, anderledes, og den lydløse, men lynhurtige fremfærd afhængighedsskabende. Og så er der selvfølgelig det med strømmen, som jo gør, at man kan pudse glorien, mens man holder i den evindelige kø på Motorring 3. Men den grønne samvittighed plejede at komme med en pris – og typisk skjolder under armene, fordi det ikke var sikkert, at batteriet havde rækkevidde nok til at komme helt frem. Sådan er det ikke Model S100D – her er rækkeviddeangsten afløst af elektrisk overskud.