Volvos nye lille crossover genbruger både plast fra verdenshave og har indbygget skraldespand – kort sagt så er den Sveriges nye eksportsucces.

Lad os starte helt oppe i skyerne. Volvos nye, mindste crossover, XC40, har formentlig udsigt til at blive Sveriges største eksportsucces til dato. Den nye model bygger videre på de traditioner, som Volvo introducerede allerede i 2002 med den første generation af XC90. Den store SUV var ikke bare stor og sikker – den var også en gigantisk succes for Volvo, og var i flere år Sveriges mest indbringende eksportvare, som indbragte over 40 milliarder svenske kroner årligt i de gode år. Næsten generation XC90 lancerede både et nyt designsprog, højere kvalitet og sikkerhed, og disse egenskaber er dryppet ned i først XC60, og nu i XC40.

XC40 adskiller sig dog alligevel på flere måder fra sine storesøskende. Først og fremmest er den billigere, men ikke billig. T3, som er mærkets første trecylindrede motor, har 156 hk, forhjulstræk og manuelt gear, men koster alligevel fra 411.000 kr. Det er rundt regnet 30.000 krone mere end Jaguars nye E-Pace, der bliver en af de store konkurrenter.

Foretrækker du engelsk fremfor svensk - vi kører Jaguar E-pace

Skrald fra verdenshavene
XC40 adskiller sig også ved at være endnu mere intuitiv i sin opbygning. De skandinaviske designtraditioner skinner igennem, så hele tankeværket bag bilen er, at den skal være simpel, elegant og til for brugeren. Tag for eksempel armlænet mellem forsæderne. Her har man designet en skraldespand, hvor du bare skifter posen, når den er fyldt med pap-kaffekrus, skyrbøtter eller tomme neglelak-flasker. Det er indlysende simpelt, men mig bekendt findes der ikke andre biler på markedet i dag, der har indbygget skraldespand. At Volvo har tænkt specifikt på kvinder, skinner igennem flere steder. Ved handskerummet findes en krog, der enten kan holde take-away-maden, uden at den vælter, eller en dametaske, så den ikke flyder rundt. Fra dørsiderne har man fjernet de normale højtalere, og i stedet har man rykket en subwoofer op under forruden til gavn for lyden. Formålet med øvelsen er at frigøre plads i dørsiderne, så der nu er plads til en computer, eller hvad du ellers kunne finde på at rode med. Og netop beklædningen på dørsiderne er lavet af plast, der er samlet op fra verdens have. Det er vældigt betænksomt af Volvo, og viser, at XC40 sigter efter moderne bevidste forbrugere.

Ikea
XC40 er Volvos første model, der er baseret på den mindre CMA-platform. Det er en forkortelse for Compact Modular Architectur, og det er sådan set lige meget, for største ændring i forhold til SPA-modulet de store Volvoer er skruet sammen på, er, at forhjulsophænget er et MacPherson i stedet for dobbelte triangler, som er mere avancerede og dyrere at fremstille. Selv om både navnet på platformen og XC40’s overordnede design antyder en kompakt bil, så er den ikke ligefrem lille. 442,5 cm måler den i længden, og akselafstanden er på 270 cm, som er det samme som en Toyota Avensis.

Crossover på tysk. Vi kører VW T-Roc

På bagsædet er der fin plads ved benene, og det kantede design giver også masser af plads i hovedhøjden, og så er der dejligt lyst på bagsædet – det vil børn sætte pris på. Sædehynden er dog kort, så vinklen på underbenet bliver meget lodret, og du føler lidt, du skal holde igen for ikke at falde ud af sædet. Det er anstrengende at sidde sådan længe for høje personer. Bagagerummet er af en fornuftig størrelse med 460 liter, og smarte løsninger viser at Volvo-ingeniørerne er landsbrødre med Ikea-designere. Først og fremmest har man fundet plads til hattehylden under det normale gulv i bagagerummet. Ganske praktisk hvis man eksempelvis skal have hunden med fra tid til anden. Den anden detalje er næsten endnu smartere, og simpel som en flyttekasse. Bagagerumsbunden kan vippes op, så den står lodret og danner en mur, så du kan have mindre ting med, uden at de bliver kastet rundt i hele bagagerummet. Det er tydeligt, at der er tænkt over tingene.

Skandinavisk blæst
Kabinen ligner resten af Volvo-programmet, og det er en god ting, for materialerne er lækre, og designet er skandinavisk cool. Største forskel er, at bilen startes fra en tænd/sluk-knap, hvorimod de større modeller har en særlig knap ved siden af gearstangen, der skal vrides.

X1 er BMW's bud på en lille, men lækker SUV

Vi kører topmodellen T5 med 247 hk og 350 Nm, så fartressourcerne fejler ikke noget. 100 km/t rundes på 6,5 sekunder, som burde være godt nok til de fleste. Køreegenskaberne er overraskende meget som en større SUV, så bilen vugger og svajer på grund af de høje fjedre. Det er ikke ubehageligt, og virkede heller ikke problematisk på den korte testtur, tværtimod giver det bare indtrykket af en stor bil. Bilens største umiddelbare ulempe er, at der er rigtig meget vindstøj i kabinen ved motorvejshastigheder. Måske skyldes det de store ruder, men blæsten er i hvert fald mere gennemtrængende, end man forventer fra så dyr en bil.

Sikkert hit
Sikkerhed er Volvos mærkesag, og derfor har mærket, som det eneste, deres egen havarikommission, der siden 1970 har indsamlet data fra i alt 48.000 ulykker i Sverige. Sikkerheden er også i top i XC40, og Intellisafe Pro-pakken, der inkluderer adaptiv fartpilot og Blind Spot Detection, kan tilkøbes for 31.990 kr.

Når man ligger alle delene sammen, så er det svært at forestille sig, at XC40 ikke skal blive en kæmpe succes. SUV-designet er vanvittigt populært for tiden, og Volvo har formået at designe en bil, der tager hensyn til almindelige menneskers hverdagsproblemer. Den skal nok blive et hit.