Volvos mindste SUV har vist sig som en populær, praktisk og smart kammerat i daglige gøremål. Men mister den sin stjerne, når den skal på liften til en brugttest – vi finder svaret her.
Der findes få biler, der tænker mere på sin ejer end Volvo XC40. Hvor mange andre biler, kan du nævne, der har indbygget skraldespand? Eller en krog ved handskerummet, der kan holde enten en dametaske eller take-away aftensmaden, så der ikke render thai-karry ud på gulvtæpperne? Ja, selv dørsiderne er lavet i plastik, som er samlet op i verdenshavene og genbrugt – kun så du kan have det lidt bedre med at køre i SUV. For selvom XC40 er Volvos mindste SUV, er den ikke lille. Størrelsesmæssigt er den på niveau med Ford Kuga, men kvaliteten og komforten er en hel anden, og det samme er prisen. Ser vi bort fra el-versionerne, så har startprisen altid været nord for 400.000 kroner. Men hvor meget kvalitet får du så for pengene, hvis du skyder genvej og køber en fire år gammel bil? Det skal vi kigge på her. Derfor har vi lånt en XC40 D4 fra 2018, som har kørt 90.000 kilometer og er til salg hos Tyttes Auto i Stenløse for 414.800 kroner.
Fuld af børnesygdomme – brugttest af Audi e-tron
Når du sætter dig ind i bilen, føler du dig hjemme med det samme. Sæderne er fremragende, og kabinekvaliteten er solid. Den 190 hestes diesel er kvik, uden at føles hidsig, men har dog en distinkt diesellyd. Det generelle lydniveau er dog dejligt lavt, og komforten er generelt høj, så det er en fornøjelse at køre XC40.
Pas på dieselmotoren
Dieselmotoren er slet ikke på programmet længere, men den giver i allerhøjeste grad stadig mening for dem, der kører langt, eller skal trække en stor trailer ofte. Testbilen må trække hele 2.100 kilo. Men dieselmotoren er også en af de svage områder i en ellers solid bil, forklarer Henrik Jensen, som er indehaver af Autohjørnet, en uafhængig Volvo-specialist i Espergærde.
Dieseldansen - brugttest af BMW X3
Problemet opstår omkring EGR-systemet. EGR er en forkortelse for ’Exhaust Gas Recirculation’, og det er en funktion, der skal sænke skadelige stoffer i udstødningen. Men systemet gør ikke noget godt for selve motoren, hvis du spørger Henrik Jensen, og det har vi jo gjort. Problemet opstår typiske på biler, der har kørt omkring 80.000 og op til 120.000 kilometer, men som har kørt mange korte ture eller meget i tomgang. Her stopper blandt andet EGR-køleren til, fordi udstødningen kan smøre hele indersiden af motoren ind i en tjæreagtig snask. En ny køler koster cirka 8.000 kroner med dobbelt så store ribber, som skulle fikse problemet, men du kan godt forvente, at du samtidig skal skifte sensoren i manifoldet. Den koster 1.500 kroner.
Så skal du have en dieseldreven XC40, skal du forsøge at blive klogere på tidligere ejer, for det skal helst være en bil, der har kørt lange ture. Ellers hjælper Henrik Larsen og Autohjørnet gerne med en førkøbs-inspektion. De tager 925 kroner i timen.
Batterier kræver viden
Dieselvarianterne sælges som sagt slet ikke længere hos Volvo, så antallet af benziner, plugin-hybrider og rene elbiler vil stige. Og Henrik Jensen har et godt råd. De har nemlig skiftet et par OPC-bokse, som sidder ved batteripakken og styrer ladestrømmen. Og den ene gang var fordi, bilen havde været til et AC-service hos et andet værksted. Her havde man hældt forkert olie på systemet til klimakompressoren. Den køler også batteriet, og den olie, der var anvendt, dannede overgang i batteriet. Så brug et værksted, der faktisk ved, hvad de laver.
La Familia - brugttest af Alfa Romeo Stelvio
Selvom Volvo ikke forskriver det, så mener Henrik Jensen, at olien på automatgearkasser og dobbeltkoblinger som minimum bør skiftes for hver 120.000 kilometer. Så husk at medregne det i dit budget, det koster 4.500 kroner hos Autohjørnet.
Kabinen er en af XC40’s forcerer, men multimediesystemet er ikke populært, for det er sløvt som en smedelærling dagen derpå. Vi har ikke talt med danske ejere, der har oplevet det, men det lader til, at der kan være problemer med, at panoramasoltaget kan flække af sig selv. Så tjek det grundigt, inden du køber en bil.
Samlet er det dog svært at løbe fra den charmerende, komfortable, sikre og praktiske svensker, som i vores test viser sig at være solid og godt bygget.