Toyota Auris er bare en ond drøm – Corolla er tilbage, og den skal sende Toyota tilbage i førertrøjen med høj kvalitet, sparsommelige, men kraftige hybridmotorer og gode køreegenskaber.
Det er 12 år siden, Toyota stoppede salget af Corolla i Danmark. Alligevel kører der stadig 20.000 biler rundt på de danske veje med navnet på bagsmækken. Spørger du Toyota, så er det et udtryk for den holdbarhed, som modellen er blevet kendt for, og den vil man gerne genoplive. Corolla skal tage Toyota tilbage til rødderne – dengang i midt-80’erne, hvor Fantastiske Toyota solgte 15.000 Corollaer alene på et år.
Familiens nye favorit – Toyota RAV4
Sidenda er kasettebåndet blevet afløst af Spotify, og det er ikke længere nok kun at lave en pålidelig bil. Det har selv japanerne opdaget, så det skal være slut med at lave kedelige biler, og den nye Corolla ser i hvert fald ikke kedelig ud. Designet er mere selvsikkert, men også typisk japansk ved at være lettere futuristisk med mange streger til forskel fra nogle af de europæiske konkurrenter, som holder sig til et mere stramt og simpelt design. Grundlæggende ser den nye Corolla dog godt ud i min optik, og det gælder både for hatchback og stationcar.
HUD og blød gummi
Designmæssigt følger kabinen godt med, og det er tydeligt, at man ledelsmæssigt har taget sig sammen hos Toyota. RAV4 førte an, og Corolla følger op med en kabine, som både æstetisk og taktilt er langt bedre end, hvad vi har set længe fra Toyota. Designet er friskt og skarpt, og specielt er den nye syv-tommer skærm, som erstatter de traditionelle instrumenter, meget vellykket. Yderst i hver side sidder omdrejningstæller, brændstof- og kølevandsmåler, men i midten skaber skærmen en 3D-effekt med forskellige informationer, som både ser lækkert ud, samtidig med at det er informativt. Klassens største Head-up display, forkortet HUD, måler hele ti tommer og er standard i udstyrstrimmet H4. Du kan også få det med, hvis du tilkøber en Smart-pakke til T3/H3, som koster 15.000 kroner ekstra. Så får desuden det fede instrumenthus, elektrisk bagklap med håndfri betjening på stationcar-varianten, og trådløs opladning af telefonen.
Egoist for miljøet – Toyota Prius Plug-in
Samlekvaliteten er der ikke en finger at sætte på, og det tykke, bløde gummi på oversiden af instrumenthuset virker solidt og lækkert. Forsæderne er faste på den bløde måde, og støtter kroppen godt. MEN – hatchbacken har et stort problem. Toyota siger selv, at den skal målrettes singler eller par uden børn, og det giver god mening, for der er dårligt plads på bagsædet til andet end en fransk bulldog. Med forsædet indstillet i en komfortabel position, støder mine knæ mod forsædets ryg, hvis jeg sætter mig ind på bagsædet. Mine 185 centimeter har også svært ved at være der i højden, fordi hovedet støder mod loftet. Bagagerummet er mindre end imponerende, selvom Toyota oplyser, at bagagerummet sluger 361 liter. En høj bund og mange små rum under bagagebunden gør, at det er svært at udnytte al pladsen.
Familiens favorit
Helt anderledes står det til i stationcaren, som Toyota kalder Touring Sports. Den har nemlig en seks centimeter længere afstand end hatchbacken, og den er overordnet 28 centimeter længere. Det giver lidt mere plads at boltre sig på, så pladsen på bagsædet er markant bedre, og her har jeg ingen problemer med at være, hverken i højden eller med mine ben. Da Avensis er udgået af programmet, er det meningen, at Corolla Touring Sports skal overtage disse kunder, så bagagerummet sluger 598 liter eller 581 liter for den 2,0-liters Hybrid. Løfter man bagagebunden er hele reservehjulsbrønden til fri afbenyttelse, og en smart detalje er, at man kan vende bunden, for på undersiden er der en vand- og smudsafvisende overflade, som er perfekt til hunden eller snavsede gummistøvler.
Grøn køreglæde
Den nye Corolla fås med tre motorer; 1,2-liters turbobenzinmotor med 116 hestekræfter, en 1,8-liters hybrid med i alt 122 hestekræfter, som vi kender fra blandt andet Toyota CH-R, og så er der den nye 2,0-liters hybrid, som samlet yder 180 hestekræfter. På papiret leverer den nye motor en ret flot kombination af lavt forbrug og kvikt tempo. 0 til 100 km/t klares i hatchbacken på 7,9 sekunder, og alligevel er forbruget over 20 km/l ifølge WLTP.
Kia fokuserer – Ceed er bedre end nogensinde
Bag rattet leverer 2,0 Hybrid. Skubbet fra de i alt tre motorer er mere øjeblikkeligt og kraftigere end i den mere økonomiske 1,8’er, og selvom Corolla aldrig virker direkte hurtig, så har den et fint overskud, som giver dig som chauffør mere ro. Begge hybrid-drivlinjer er nemlig koblet til CVT-gearkasser, som ikke har traditionelle gearkasser, men en variabel udveksling. Under hård acceleration fastholdes motoren i samme omdrejningstal, i stedet for at falde i omdrejninger, som et højere gear lægges ind. I den lille motor bliver det ofte anstrengende, for specielt ved motorvejsfart flyver omdrejningerne op, bare du snitter speederen. Helt på samme måde opleves det ikke i 2,0, fordi den har et større moment, og derfor ikke behøver at piskes op i det røde felt for at vride hver eneste hestekræft ud af motoren. CVT-gearet er tit et ankepunkt for os motorjournalister, men jeg kunne leve med det i 2,0-liters varianten, hvor der for øvrigt er indlagt kunstige gearskift, som efterligner en traditionel gearkasse. Egentlig er det fjollet, men det har dog den fordel, at du kan geare ned inden en overhaling, så systemet ikke skal spilde tid på det selv.
Vi kører kombinationen 2,0-liters motor i hatchbacken og 1,8 i stationcar, og dynamisk er der ganske stor forskel. Specielt den kortere akselafstand gør hatchbacken mere dynamisk. Styretøjet savner lidt feedback i midterstillingen, men er ellers direkte og fint vægtet, og affjedringen er fast og begrænser krængning, så den mindre bil bliver mere præcis og direkte i sin opførsel. Eneste slagside er de 18-tommer Falken-dæk, som antageligt er designet med lav rullemodstand for øje – går du til den i eksempelvis en rundkørsel, mister dækkene hurtigt grebet, og bilen overgiver sig til understyring.
Stationcaren har samme multilink-baghjulsophæng, og komforten er fin, men dynamisk er alle bevægelser langsommere og mere uldne. Selvom Sport indgår i navnet, så Touring Sports ikke nogen køreglad bil. Testbilen virker også undermotoriseret med den 122 hestes 1,8-liters motor, og på motorvej oplever vi en del dækstøj. Fra A-stolpen kommer der også en del vindstøj, hvilket gør sig gældende i begge biler.
Dansk succes?
Corolla har sine klare fordele over konkurrenter som Ford Focus og Volkswagen Golf. Først og fremmest fås den som hybrid, og der er fine forbrugstal på hele motorserien og dermed lav ejerafgift. Corolla er tilmed rimeligt fornuftigt prissat, da mindste udstyrsversion, H1/T1, starter ved 229.990 kroner. Det inkluderer standardudstyr som adaptiv fartpilot, elsidespejle, LED-lys hele vejen rundt med automatisk op- og nedblænding og Toyota Safety Sense, som indeholder en automatisk nødbremse, som kan registrere både cyklister og fodgængere i mørke, vejskiltegenkendelse og vognbaneskift med aktiv styring. Touring Sports byder tilmed ganske god plads og masser af praktiske detaljer, men hatchback halter langt efter konkurrenterne, når det kommer til pladsforholdene.
Kongen af køreglæde – Ford Focus
Den nye Corolla er ikke nødvendigvis den bedste bil i klassen, men den er helt sikkert en rigtig Toyota med sine egne fordele - ligesom i de gode, gamle dage.