Vi kører den nye Jaguar F-Type SVR, hvis største ændring er, at den nu har firehjulstræk til at tøjle de 575 hestekræfter og 700 Nm – og tak for det, for bilen er et bæst!
Det er en sensommeraften, og selvom vi er gledet ind i september, er luften varm og mild. Jeg holder foran mit favoritstykke asfalt et sted i Småland i Sverige. Jeg sunder mig et øjeblik, for jeg har allerede taget turen en gang, og gør nu klar til at køre forløbet igen. Jeg er alene – som i helt alene. Alle skovens dyr er sendt på flugt takket være de fire orgelpiber, der spiller op til dommedag. Lyden fra V8’eren er dyb og hård som en knurrende løve, der i kabinen skal konkurrere med kompressorens hæse og nasale hvin. Lyden er lige dele skræmmende og berusende, og jeg har det som en junkie efter første fix heroin.
700 hk fra helvede – Jeep Grand Cherokee Trackhawk
Jeg sidder i en meget blå Jaguar. Nummerpladen hedder Fast Cat, og det er for en gangs skyld ikke pral – selvom det måske er et unødvendigt statement, fra en bil der allerede er meget tydelig i sit formsprog: Fra de fire udstødningsrør, som er store nok til at have en coladåse stående på tværs, over den store kulfiberspoiler, der kunne høre til på en Le Mans-ræser, til den meget blå farve, så er ingen i tvivl om, at det her er en speciel bil. Det her er nemlig ikke en almindelig Jaguar F-Type. Det er SVR – den kraftigste Jaguar til dato. Den 5,0-liters V8’er yder 575 hestekræfter og 700 Nm, men i den faceliftede udgave, vi tester, trækker bilen ikke længere kun på baghjulene, men har i stedet firehjulstræk til at tøjle de mange kræfter. Det får nogle purister til at rynke på næsen, men det betyder samtidig, at 0 til 100 km/t overstås på sølle 3,7 sekunder, og topfarten er 322 km/t. F-Type SVR har altså et vanvittigt fartpotentiale, og netop her, som jeg triller ud på ruten igen, er jeg glad for firehjulstrækket.
Sindsro
Kald mig bare en kylling, men med 700 Nm slår SVR gerne med røven, når du accelererer hårdt – det er nemt at komme galt afsted i The Fast Cat. Som udgangspunkt sendes 90 procent af kræfterne til baghjulene, men op til 90 procent kan sendes den anden vej, hvis der er behov for det, så firehjulstrækket giver en form for sindsro gennem de mange sving. Faktisk er SVR et velafrettet bæst, for i de åbne, bløde kurver kan du sagtens presse speederen hårdt og dermed baghjulene, så bilens vægt forskydes til det yderste hjulpar, og du får en let overstyring, der er ligeså elegant og smagfuld som hummer og champagne.
Bæstet fra Michigan – Ford Mustang GT
Vi kører selvfølgelig med ESP-systemet slået til, men i Race-indstillingen virker det til, at systemet sover til middag, for det lader til, at bredden på din overstyring bestemmes af størrelsen på dine boller. Samme indstilling strammer styretøjet op, men jeg er ikke vild med, at det også bliver tungere. Det virker unødvendigt, og som om nogen hos Jaguar har tænkt, at tungt er lig med sporty. Til gengæld er styretøjet ekstremt direkte, faktisk i en grad, så man skal vænne sig til det, men her på min favoritvej fungerer det fremragende og virker som en forlængelse af mine tanker og arme.
I Race bliver støddæmperne hårde som en DTC-ræser, hvilket annullerer krængning i karrosseriet totalt, og resultatet er en bil, der følger dine intentioner i en sådan grad, at jeg begynder at stole mere på bilen – altså lige indtil jeg begraver speederen i gulvet igen, kabinen oversvømmes af en bølge af arrig lyd fra V8’eren, og jeg mases tilbage i sædet, mens synapsen i mit nervesystem eksploderer. Mine hænder er fugtige, og jeg er hooked.
Afhængig
Problemet med at være hooked opstår først, når man ikke har noget stof tilbage – jeg kunne kun låne SVR en enkelt weekend. En weekend som også bød på hel almindelig motorvejskørsel, hvor SVR faktisk viste sig som en ganske habil langturs-GT, som ikke er ubehageligt hård – når man ellers holder fingrene fra Race-indstillingen. Udstødningen kan tilmed dæmpes, og de næsten 600 hestekræfter til trods, var forbruget på motorvejen omkring 10 km/l.
På udebane - vi tager Hyundai i30N med til klassikertræf
Kabinen er kompakt og dækket af læder og alcantara, som sammen med de dybe skålesæder understreger alvoren hos SVR. Man er godt tilpas herinde, men multimediesystemet føles som om, det er fra forrige årti i forhold til noget fra Audi, men sådan må det vel være i en britisk bil. For helt ærligt så er det også f*cking ligegyldigt, hvor irriterende navigationssystemet er – en omvej er bare en velkommen undskyldning for at piske V8’eren igen og mærke dækkene vride sig, som de kæmper med at overføre de monumentale kræfter.
Hvis jeg skal tage de kedelige revisorbriller på, så ville jeg nok grundigt overveje, om jeg havde råd til en Porsche 911 Turbo, selvom den koster 600.000 kroner mere. På bane, fra 0 til 100 km/t og på pålidelighed er den overlegen, men den har ikke den samme lyd, eller den samme galskab som SVR. Så kald mig bare en kylling, men jeg tager min F-Type med firehjulstræk og 575 hestekræfter.