Kulden har taget Danmark med storm, så vi har været Biltorvets annoncer igennem for seks oplagte vinterbiler med firehjulstræk, der kan få dig sikkert og komfortabelt gennem snedriverne.
Kulden har bidt sig hårdt fast i Danmark, og flere steder vælter sneen ned. Det er efterhånden mange år siden, sneen sidst har lagt sig omkring vores lille land, og man glemmer helt, hvad det kan betyde for fremkommeligheden. Selv med gode vinterdæk kan sneen blive for meget for en almindelig forhjuls- eller baghjulstrækker. Derfor har vi som en lille service, været de 40.000 biler igennem på biltorvet.dk, for at finde seks oplagte vinterbiler – som alle har firehjulstræk.
Range Rover 3,0D 2002
En Range Rover er kongen af SUV-klassen, og den har i hvert fald ikke nogen problemer med et par danske snedriver. Med sit avancerede firehjulstræk og luftundervogn, der giver masser af frihøjde, er det lige før Forsvaret tilkalder dig, når deres bæltekøretøjer sidder fast.
Sådan en gammel Range Rover havde en nypris på halvanden million, så til under 200.000 er det klart, at du skal holde øjne og ører åbne, når du shopper brugt. Tjek kompressor til luftundervognen, elektronik i kabinen, og at motor og gearkasse virker sunde.
KM: 336.000
Motor: 3,0, 177 hk
Forbrug: 8,8 km/l
Pris: 154.995 kr.
Volvo XC70 D5 2006
Hvem er bedre til at bygge en vinterbil end svenskerne – selv knapperne i kabinen er designet, så de kan betjenes med handsker på. I forhold til den almindelige Volvo V70, er undervognen hævet seks cm, så der er 21 cm frihøjde, og firehjulstræk er standard. Netop denne model har den vellydende femcylindrede dieselmotor og en 5-trins automatgearkasse, som måske ikke ligefrem er en økonomisk kombi, men så da i hvert fald holdbar. Generelt er XC70 en solid bil.
KM: 177.000
Motor: 2,5, 185 hk
Forbrug: 11,8 km/l
Pris: 165.000 kr.
Skoda Octavia Combi 4X4 2005
Det bliver ikke meget mere snusfornuftigt end en Skoda Octavia Combi, men med firehjulstræk skal den nok få dig frem og tilbage fra arbejdet i alt slags vejr. Netop denne bil har fået lavet alle service på et autoriseret Skodaværksted, så der burde være mange vinter-kilometer tilbage i den. Den 1,9-liters pumpe/dyse-dieselmotor er med 105 hk ikke nogen kraftkarl, men til gengæld støjer den.
KM: 212.000
Motor: 1,9, 105 hk
Forbrug: 16,9 km/l
Pris: 69.900 kr.
Subaru Forester 2010
En Subaru Forester har permanent firehjulstræk, masser af frihøjde og god oversigt – perfekt til at klare en snestorm. Takket være den specielle boxer-diesel er tyngdepunktet lavere end i tilsvarende SUV’er, og det giver en fordel på isglatte landeveje. Dieselmotoren rammer et godt kompromis mellem trækkraft og forbrug, men de første generationer havde et problem med krumtappen. I kabinen er problemet hårdt, kedeligt plastik, men det holder til gengæld, som var det lavet i granit.
KM: 189.000 km
Motor: 2,0, 147 hk
Forbrug: 15,9 km/l
Pris: 119.800 kr.
Dacia Duster 2016
Dacia Duster er tæt på at være nutidens svar på Lada Niva. Firehjulstrækket stammer fra Nissan, og kan låses mellem for- og bagaksel, og 1. gearet er ekstra lavt til terrænkørsel, så du kan komme gennem snedriverne. Kabinen og sikkerheden er på mange måder ikke bedre end de andre biler på siderne her, men den 1,5-liters dieselmotor fra Renault er gennemprøvet, og da bilen er fra 2016, er der stadig et år tilbage af fabriksgarantien.
Vi kører den nye Dacia Duster, der skuffer mildt
KM: 34.000
Motor: 1,5, 109 hk
Forbrug: 21,3 km/l
Pris: 189.900 kr.
Suzuki Jimny 2006
Jimny ligner måske en legetøjsbil, som Ken og Barbie ville køre til stranden i, men tag ikke fejl af den lille japaner. I flere situationer er den selv den mægtige Range Rover overlegen. Med en egenvægt på kun ét ton, stive aksler og reduktionsgearkasse, klatre Jimny over skrænter, som man ikke troede muligt, og hvor større og tungere firehjulstrækkere må give op. Som enhver japaner, er den solidt bygget, men hold øje med rust og med drivaksler, som kan være tygget i stykker.
Se videoen fra vores islandske eventyr i en VW Amarok
KM: 124.000
Motor: 1,3, 85 hk
Forbrug: 13,7 km/l
Pris: 59.900 kr.