Elon Musk, og dermed Tesla, er ramt af modvind, og midt i det lancerer de en gennemgribende opdateret Model Y. Den var danskernes foretrukne elbil. Om den kan blive det igen, kaster vi lys over her.

Svastikaer og ridsede biler. Nærmest aldrig har et bilmærke stået så centralt på den globale verdensscene som Tesla og deres direktør Elon Musk. Det er ikke til at komme udenom, at Musks medvirken i præsident Donald Trumps nye administration kaster lange skygger over alt, inklusiv Tesla. Og midt i det hele har Tesla lanceret en ny Model Y. Efterfølgeren til den model, som knap 40.000 danskere har købt, og som med adskillige længder var Danmarks mest solgte bil sidste år. Så vi parkerer politikken her, og forholder os nøgternt til den nye model.

Stortest: Model Y eller en af konkurrenterne

Trods sin store popularitet, var modellen ikke uden svagheder. Vi har flere gange påpeget både ringe kabinekvalitet og alt for hård affjedring, men også det, der netop gjorde den populær - at Model Y er ekstremt rummelig, er overlegen når det kommer til ladetider- og infrastruktur og har et lavt forbrug, og så har du selvfølgelig fået enormt meget bil for pengene. Men spørgsmålet er, om den nye version er bedre.

Øldåsen er væk

Når du sætter dig ind i den nye Model Y er det tydeligt, at Tesla har haft fokus på at gøre kabinen mere lækker. Hvor skydelåget til midterkonsollen i den tidligere generation virkede som om, det var allersidste gang, den kunne klare sin opgave, så føles det nu mere solidt, og Tesla er i deres pressematerialer meget stolte af, at der nu er brugt rigtigt aluminium for at løfte indtrykket. Generelt er kvaliteten i materialerne bedre, og tolerancerne lader til at være finere, så delene føles mere solide, mere som kram. Forsæderne er blevet dybere, og nu er der også kommet ventilation i dem, men desværre kan sæderne ikke komme langt nok ned, og personligt har jeg lidt svært ved at finde en rigtig god siddeposition. Men så kan man jo glæde sig over, at lyden af døren, der smækker, er blevet mere solid.  

Brugt Model 3? Favoritten har flere fejl, end du tror

På bagsædet er der stadig meget benplads, og sædehynden er blevet længere til gavn for støtte på længere ture, mens ryglænet nu kan lænes frem eller tilbage elektrisk. Det kan tilmed foldes helt fladt via en knap. De kære små på bagsædet skulle nødigt kede sig, så de har nu fået en otte tommers skærm, der styrer klima deromme, og kan både vise Youtube og anden underholdning.

Det er jo alt sammen rigtig fint, men den måske vigtigste nyhed er, at Tesla-ingeniørerne ifølge dem selv har dæmpet støjen fra vejen 22 procent og vindstøj 20 procent. Om det er præcis 20 procent, er mit øre ikke kalibreret til, men støjdæmpningen er klart blevet bedre. Den gamle rungede som en tom øldåse, og det er langt bedre nu, men det gør stadig ikke Model Y til den mest stille bil i sin klasse.

Nu kan indre organer og tandplomber komme med

Ingeniørerne har også brugt deres tid på at optimere undervognen, så du nu uden frygt kan medbringe dine indre organer og plomber, uden at de bliver slået løs eller raslet i smadder. Karrosseriet er blevet stivere, så man har kunnet ændre på geometrien i affjedringen og anvende blødere støddæmpere uden at skulle gå på kompromis med de dynamiske egenskaber.

Årets Bil – lever KIA EV3 op til forventningerne?

På motorvejen er Model Y retningsstabil, og ingeniørerne har tilmed gjort styretøjet mindre direkte, så man ikke har oplevelsen af så nervøs en bil. Men affjedringen er stadig til den faste side. Den er ikke direkte ubehagelig, men Model Y når stadig ikke mange af konkurrenterne på kørekomfort.

Uovertruffen ladefart

Vi havde kun den nye Model Y en enkelt dag, så vi nåede ikke at lade flere gange, men vi testede én enkelt ladning på en Clever-stander, som skal kunne give op til 300 kW eller 150 kW, når den deles af to biler, som var vores tilfælde. Vi rullede ind med seks procent tilbage på batteriet, og i løbet af 38 sekunder ramte vi 185 kW, til trods for at vi egentlig kun skulle kunne få 150. Det siger lidt om, hvor effektiv Tesla’en lader, og i løbet af otte og et halvt minut fik vi  24,5 kWh på tanken og havde ladet med et gennemsnit på 175 kW. Officielt kan den lade op til 250 kW.

Model Y’s kinesiske konkurrent – Xpeng G6

På vores testtur, som hovedsageligt bestod af motorvej og bykørsel, landede vi på et forbrug på 17,8 kWh/100 km. Officielt skal den kunne klare helt ned til 14,8 kWh/100 km, men vores forbrug ville stadig give en realistisk rækkevidde på omkring 450 kilometer, som er flot. Officielt er rækkevidden 586 kilometer for den testede Long Range AWD.

Når det kommer til el-delen af elbilen, er Tesla stadig uovertruffen, og den nye Model Y er samtidig blevet markant bedre på mange områder, sammenlignet med den tidligere generation. Priserne er tilmed stadig skarpe, så det ligner jo lidt en ’no brainer’, der kunne gå hen og sælge endnu flere biler blandt danskerne – eller hvad? Politikken må være op til dig selv.