Tidligere var Toyota Camry sidste skridt før alderdomshjemmet, men den nye imponerer ved at være luksuriøs og gammeldags på den gode måde – og hybridmotoren viser sig at være overraskende økonomisk på langtur.
Alt var bedre i gamle dage! Musikerne kunne selv spille deres instrumenter, politikerne var til at stole på, og Toyota lavede gode biler. Det var dengang, du kunne købe en Hiace, der var bygget i Japan, og hvis du ville have lidt ekstra luksus, hed modellen Camry. Det er 15 år siden, Toyota stoppede salget af Camry i Danmark, og siden er det gået ned ad bakke for det japanske kvalitetsmærke. Avensis og Auris var noget vitaminfattige, og RAV4 og Yaris var dødkedelige. Men sådan skal det ikke være længere – bare spørg Akio Toyoda, chefen for hele forretningen. I 2017 udtalte han de nu legendariske ord; no more boring cars, og når en Toyota-chef siger hop, så spørger du hvor højt.
Familiens nye favorit – Toyota RAV4
Først kom en frisk RAV4, så kørte vi Corolla og blev positivt overrasket, og nu er turen så kommet til Camry – Toyotas luksuriøse sedan. Da den var på programmet sidst, var det en bil for pensionsmodne mænd, som havde penge nok til en Mercedes, men var for nærige. Spørgsmålet er, om tingene har ændret sig, for tiden er ikke umiddelbart til en stor sedan. Den traditionelle form, som var så populær i 70’erne og 80’erne, virker nærmest bedaget i dag, hvor crossovers og SUV’er er konge. Sådan er det bare ikke i andre dele af verden. I USA har Camry været den bedst sælgende bil fra 2002 til 2016, og den nye model er stadig populær både i Asien, Australien og USA, hvor seneste model blev lanceret i juni 2017.
Det slatne håndtryk
Den nye Camry er bygget på platformen Toyota New Global Architecture (TNGA), som vi tidligere har haft gode erfaringer med. Og Camry har grundlæggende rigtig fine køreegenskaber. Den er nemlig rigtig komfortabel og rammer et sjældent godt kompromis, så undervognen er effektiv til at absorbere huller i vejen, men uden at blive slap og slatten som en computerspillene teenagers håndtryk. Dynamisk er Camry dog ikke, og sportslig kørsel er ikke nogen favoritdisciplin.
Som i de gode, gamle dage – Toyota Corolla
Proppet
I stedet holder Camry af at cruise langt, og sammenlignet med de store tyske luksusmaskiner mangler kun en bedre støjdæmpet kabine. Specielt vej- og dækstøj trænger ind til den ellers så ophøjede ro, som eksisterer i kabinen. For kabinen er faktisk et godt sted at opholde sig. Vi tester H3- Executive til 449.990 kroner, som er ganske mange penge, men så er den også godt fyldt med udstyr. Du får blandt andet otte tommers trykfølsom skærm og dansk navigation, regnsensor og trådløs opladning af telefonen.
Alt hvad du behøver – Volkswagen Passat Variant
Du får også rigtig mange knapper, men for en gang skyld har japanerne indset, at man ikke kan lave plastik, som ligner træ godt nok, og i stedet har man lavet en let nubret overflade på plastikmaterialet i midterkonsolen, som kaldes Tiger Eye. Det virker solid og efterlader mig med et godt indtryk. Det er ikke, som man ville gøre i Tyskland, men det fungerer fint.
Barnevognstesten
Lædersæderne er brede, velstøttende og standard i testbilen, og der er rigeligt med plads på bagsædet. Selv bagagerummet er vellykket og rummer 524 liter – respektabelt for selv en stor stationcar. Som en del af testen prøvede vi, om en barnevogn kunne være der, og det går faktisk, hvis du piller hjulene af. Det er heller ikke noget større problem at få vognen ind ad den v-formede åbning. Så sedan-designet til trods er den nye Camry godkendt som praktisk familiebil.
Hybrid-hype
Jeg har længe haft den opfattelse, at Toyotas hybridmodeller sjældent kunne leve op til den grønne hype, der omgiver de delvist elektrificerede biler. Princippet om at have en elbil, som kun lades af benzinmotoren eller ved nedbremsning, er bare ikke synderligt effektiv. Noget tyder dog på, at min dom har været for hård, eller måske mere nærliggende, at Toyota har formået at gøre hybridsystemet mere effektivt i seneste aftapning. I hvert fald kørte vi 612 kilometer over testugen med et samlet forbrug på 17,1 km/l. Det er til trods af en motorvejstur til Sverige, hvor hybridbilerne normalt er mest udfordret – altså ikke i Sverige, men med høj fart på motorvejen. Forbrugstallet er bestemt godkendt, og tæt på det opgivne tal på 18,9 km/l.
Toyota Camry er tilbage – med rigtig skarpe priser
Benzinmotoren er firecylindret, har en slagvolumen på 2,5-liter og yder 177 hestekræfter. Sammen med elmotoren er der i alt 218 hestekræfter, som trækker gennem forhjulene og et CVT-gear. Gearet er ikke nær så hysterisk som før, hvor motoren blevet jaget op i omdrejninger, bare du strejfede speederen. Nu er det kun ved meget hårde accelerationer, at man plages af de vedvarende høje omdrejninger. Med en accelerationstid på 8,3 sekunder til 100 km/t er Camry ikke mere end tilstrækkelig hurtig, men virker til at have et overskud, som matcher den afslappede kørestil. Det er faktisk svært at se bilen som andet end vellykket – lidt ligesom Toyota i gamle dage.