Hvad siger du til Toyotas luksus-sedan – med 218 hybrid-heste og en startpris på under 400.000 kroner? Den nye Camry byder på skarpe priser.
Toyota har travlt med at genoplive gamle succeser for tiden. Først var det Corolla, og nu er turen kommet til Camry, Toyotas luksuriøse sedan. Det er 15 år siden, Toyota stoppede salget af Camry i Danmark, men modellen har været solgt i en lang række andre lande, og specielt i USA, har den været ekstremt populær. Og det er denne model, vi nu får til Danmark – og den bliver skarpt prissat.
Som i de gode, gamle dage – Toyota Corolla
Den nye Camry tilbydes udelukkende som hybrid med en 2,5-liters benzinhybridmotor, der sammen med en elmotor yder 218 hestekræfter og et blandet forbrug på op til 23,8 km/l. I H2, den billigste udgave, bliver startprisen 379.990 kroner. Standardudstyret tæller blandt andet 17-tommer alufælge, 2-zonet klimaanlæg med en særlig nano-ion-teknologi, der modvirker udtørring af hud, adaptiv fartpilot, multimediesystem med syv tommers trykfølsom skærm, bakkamera, DAB+ radio og nøglefri betjening.
Læder inkluderet
Den traditionelle store sedan har i flere år haft trange kår, og SUV’er og crossovers er da også stadig generelt det hotteste, du kan finde i bilindustrien. Det betyder også, at Camry som udgangspunkt ikke har mange konkurrenter. Ford Mondeo Hybrid er nok den mest jævnbyrdige, og den er netop nu nedsat 21.000 kroner, så du kan købe den fra 314.390 kroner. Den har så kun 187 hestekræfter, 16 fælge, og mangler adaptiv fartpilot.
Når grøn blot er en farve – Ford Mondeo Hybrid
Næste udstyrsniveau for Camry er H3, og her er elektrisk justerbare lædersæder standard, og ryger så op på 399.990 kroner. H3 Executive er næste trin, og her får du 18 tommer alufælge, otte tommer trykfølsom skærm med integreret dansk navigation, fuld LED-lygtepakke, advarsel for tværgående trafik bag, overvågning af de blinde vinkler og trådløs opladning af smartphone til 449.990 kroner.
Topmodellen hedder H4, og her får du yderligere 3-zonet klimaanlæg, 10-tommers head-up display, der vises direkte i forruden, JBL premium lydsystem med ni højttalere, elektrisk justerbare bagsæder og et læderbetrukket midterarmlæn på bagsædet med mulighed for at betjene klimaanlæg, multimediesystem, sædeindstilling og solgardin elektronisk på et trykfølsomt panel. Men her må du så også slippe 499.990 kroner.
Familiens nye favorit – Toyota RAV4
Når Camry lander i midten af maj, vil det også være muligt at privatlease H3 fra 4.395 kroner per måned med en førstegangsydelse på 14.995 kroner. For H3 Executive skal du lægge samme førstegangsydelse, men så koster bilen 4.995 kroner om måneden. Beskatningsgrundlaget for firmabiler starter ved 329.990 kroner for udgaven H3 og 20.000 kroner mere for H3 Executive.