Selv nærige gamle mænd har lov at blive klimabevidste, og så findes der jo ikke en mere oplagt bil end Toyota Camry Hybrid. En bil som er vanvittigt godt bygget.
Der var engang, hvor en Toyota Camry var et udtryk for en vis status. Du havde gjort det godt her i livet, hvis du kørte Camry, men måske ikke helt så godt, som hvis du kørte Mercedes – eller også var du bare for nærig. De fordomme har vi selvfølgelig parkeret i 80’erne og 90’erne, hvor de hører til, for Toyota stoppede salget af Camry i Danmark i 2005. I 2019 gjorde bilen comeback, for i mellemtiden er selv gamle, nærige mænd blevet klimabevidste. Denne gang fås Camry nemlig kun som hybridbil.
Toyota henter Camry ud af alderdomshjemmet
Det er den model, vi kører i dag. Det er en H3 Executive, årgang 2019, som har kørt 81.000 kilometer. Bilen koster 294.800 kroner og er til salg hos Tyttes Auto i Stenløse. Og til trods for, at den har kørt knap 100.000 kilometer, så føles den stram og frisk, som var det en helt ny bil. Ingen sted virker materialer eller undervogn slidt eller det mindste træt. Man kunne henledes til at tro, at det er Toyotas udødelige ry for at bygge nærmest skudsikre biler, som skinner igennem her, men om Camry kan leve op til arven, er netop det, vi skal finde ud af i dag.
Den rigtige Toyota – RAV4 Plug-in Hybrid
Salget i Danmark og generelt i Europa har været meget lavt, men i USA har Camry modsat været den mest solgte personbil mellem 2002 og 2016, så der er masser af erfaringer at hente over there. Sidste år tilbagekaldte Toyota i alt 44.000 biler, som talte både Lexus ES300h og RAV4, samt flere versioner af Camry. De deler nemlig alle den samme 2,5-liters firecylindrede motor, kaldet A25A. Problemet var, at nogle få motorblokke var blevet produceret i et materiale, der var for porøst, så der kunne opstå revner både indvendigt og udvendigt i kølekanalerne. Toyota anslog dog, at ud af de over 40.000 tilbagekaldte biler, var kun 250 berørt, og Toyota Danmark har bekræftet, at problemet udelukkende gælder for amerikanske biler.
Solidt bygget
På lillebroren Yaris Hybrid begynder man at se nogle fejl på hybridsystemet fra tid til anden, som godt kan være relativt dyre, når de går i stykker. Men snakker man med Toyota-folk, så fejler hybridsystemet i Camry, som for øvrigt er identisk med RAV4, aldrig noget. Det samme gælder for det relativt simple batteri på 1,6 kWh. Du behøver heller ikke bekymre dig for CVT-gearet, som er solidt, og som i princippet ikke skal have skiftet olie, fordi det ikke har lameller, som en traditionel automatgearkasse.
Den oversete japaner - brugttest af Mazda 6
Når du tester et potentielt køb, så vær opmærksom på 2020-modeller. Her kan skærmen i midterkonsollen blive sløret, samtidig med brug af Apple Carplay. Toyota havde et tilbagekald på det USA, så det er en god ide lige at være opmærksom på.
Generelt er der få dårlige ting at sige om Camry Hybrid, når det kommer til byggekvalitet og pålidelighed. Og selv hvis der skulle opstå en fejl, så har Toyota netop introduceret et nyt koncept, de kalder Relax. Her får du garanti på en Toyota, til den er op til 10 år gammel eller har kørt 160.000 km. Eneste krav er, at bilen har været til service hos en autoriseret forhandler, så dækker garantien de næste 12 måneder. Det eneste garantien ikke dækker, er sliddele som klodser, skiver, dæk og olie. Konkret for testbilen betyder det, at du kan fortsætte garanti af bilen helt til 2029 – også selvom bilen har været serviceret andre steder tidligere. Det burde give noget ro i maven på en bil, der i forvejen er ret solid.
Køreglæde for hele familien - brugttest af Ford Focus
I Danmark markedsføres kun H3 og H4, som uanset variant er proppet med udstyr. Langt den mest populære model er dog H3 Executive, som har en udstyrspakke til 50.000 kroner, som blandt andet tilføjer 18 tommer fælge, otte tommer trykfølsom skærm, varme i rattet og et navigationssystem, som de færreste ejere er glade for. Hvis du vælger H4, hvis nypris var omkring 70.000 kroner højere, skal det være for bagsædet. Her kan du fra armlænet både styre klimaanlægget – der er selvfølgelig tre zoner – og justere højre og venstre bagsæde elektrisk og individuelt. For de fleste vil mindre kunne gøre det, så snup du bare en H3 Executive og nyd, at det er en bundsolid bil.