Vi kører næsten 1.400 kilometer på sommerferie med børn, hund og fuld oppakning i den nye Renault Scenic E-Tech for at trykteste den i virkeligheden. Resultatet er absolut bestået – stor rækkevidde og masser af plads gør den velegnet som netop familiebil på langtur.
Bilture med børn kan være en udfordring for de fleste. Smider man tilmed en elbil og et fremmet land med i mixet, kan det hurtigt ende i logistiske rævekager og kan forvandle hyggelige sommerstunder til vrede ord efterfulgt af isnende stilhed. Mentalt havde jeg i mit worst case scenarie forestillet mig at skulle jagte en ladestander i en svensk flække i ingenmandsland, mens banjoerne og dieselrøgen fra pickups fulde af rednecks trak sig sammen om mig, fordi rækkevidde-indikatoren i instrumentbordet blinkede alarmerende rødt. Sådan gik det heldigvis ikke, og det er i udpræget grad på grund af en af Renault Scenic E-Tech’s helt store forcerer – dens rækkevidde.
Lang rækkevidde og gennemsnitlige ladetider
Der findes to varianter af den rummeligt franske familiebil – et 60 kWh batteri med en officiel rækkevidde på 420 kilometer, og så en variant med 87 kWh batteri og en officiel rækkevidde på op til 625 kilometer. Og et stort batteri, lavt forbrug og godt vejr, skulle altså vise sig at være en garanti for en god ferie, for på intet tidspunkt i løbet af de 1.364 kilometer langs den svenske vestkyst, var vi bange for at løbe tør for strøm. På trods af masser af motorvejskørsel med tilladte 120 km/t endte vi med et gennemsnitligt forbrug på 19,5 kWh med fuldt læs, og det gav en realistisk rækkevidde på lige knap 450 kilometer. Det er rigeligt.
Børnefamiliens ven – Renault Scenic E-Tech Electric
Vi så dog aldrig en superpotent ladekurve. Officielt skal bilen kunne lade med op til 150 kW, men Renault siger også, at bilen kun modtager 150 kW de første 15 procent, derfra falder effekten til 130 kW, men over 30 minutter lover Renault et gennemsnit på 95 kW. Tiden fra 15 til 80 procent opgives til at være 37 minutter under optimale omstændigheder, når batteriet har en temperatur på 20 grader. Vi efterlignede tilfældigvis stort set det scenarie. Temperaturen var 21 grader, og bilen havde kørt i cirka 30 minutter. Vi koblede bilen til en 180 kW lader med 14 procent tilbage på batteriet, men så ikke mere end 108 kW, og ved 20 procent var den allerede faldet til 89 kW. Efter 37 minutter havde vi fået 54,2 kWh, svarende til at batteriet var ladet til 76 procent. Det må sige at være indenfor skiven af hvad, Renault lover. Men det er ikke helt så godt, som flere konkurrenter. I hverdagen spiller det ikke helt så stor en rolle, hvorimod flere sikkert vil glædes over, at den indbyggede lader kan tage 22 kW.
Indrøm det – MPV'er er stadig fede
Det er længe siden, at MPV'er var trendy, så Renault har gjort en brav indsats for at skjule, at det er præcis, hvad Scenic er. Designet er skarpt og futuristisk, og bilen er ganske godt proportioneret. Men det ændrer ikke på, at bilen er udviklet med henblik på familien. Akselafstanden er på 278 centimer, og det giver rigelig benplads på bagsædet. Man sidder faktisk rigtig godt, og selv voksne har fin plads i højden. Det er også på bagsædet, at man finder en fed feature i midtersædets indbyggede armlæn. Her kan man folde en Ipad-holder ud, som kan holde børnenes pacificeringsværktøj, så der bliver ro i kabinen.
VW ID.7 Pro S – den perfekte elbil til dig, der ikke vil have elbil
Bagagerummet tager 545 liter, som er regulært og alt rigeligt for de fleste, men der er en høj læssekant, som ikke er populært hos familiens labrador, der er ved at komme op i årene. For der bliver unødvendigt langt op i bagagerummet og ned igen, som er hårdt på det gamle skrog.
Masser af udstyr
Vi kører topmodellen Iconic til 384.990 kroner, og kabinekvaliteten er foran eksempelvis Tesla Model Y, og den er samtidig ret veludstyret. Blandt andet får man en 12 tommers skærm med Google Maps (Maps er standard allerede fra Techno-varianten til 364.990 kroner), som fungerer godt som støtte i forhold til at beregne ladestops på vejen. Sammen med en Contextual adaptiv fartpilot, får man en reel assistent på turen. Simpelt forklaret er det en fartpilot, der forstår konteksten, altså sine omgivelser, og derfor tager den selv farten af inden en rundkørsel, eller på vej ind i en by, selvom der ingen fartskilte er. Systemet er et af de bedre, og personligt ender jeg med at bruge det mere på turen, end jeg normalt bruger støttesystemer. Det er standard i Iconic, men koster 6.500 kroner ekstra i Techno og Esprit.
Tesla Model Y - solid som brugtkøb
Iconic stiller med et velspillende Harmon Kardon-anlæg, og testbilen har tilmed et liret, men reelt overflødigt panoramasoltag, som Renault kalder Solarbay. Det koster 11.000 kroner ekstra, og kan blænde glasset af med et hvidt filter i etaper. Det ser blæret ud, men personligt ville jeg spare pengene.
Bløde værdier
Selve køreegenskaberne viser sig at være et fint kompromis, hvor Renaults ingeniører har vægtet komfort over dynamiske køreegenskaber, og tak for det. Der er ingen grund til at lege semi-GTI i en familievogn af denne type, så fjedrene er sat op til at sluge ujævnheder, og det gør de rigtig godt. Specielt fordi de gør det uden, at det gør ud over bilens dynamiske opførsel. Den føles altid stabil og tillidsvækkende, med præcise køreegenskaber. Det er mere end man kan sige om bremsepedalen. Der er intet i vejen med selve bremsekraften, men pedalen føles som en fugtig skurresvamp, og det gør det svært at dosere bremserne.
Explorer er Fords nye folkevogn
Når vi er i gang med kritikpunkterne, så er Scenic E-Tech’s største problem, at der er en del støj i kabinen ved motorvejshastigheder. Støjen kommer hovedsageligt igennem hjulkasserne fra vejen og dækkene. Det bliver irriterende over længere afstande, og trækker det samlede indtryk ned i en ellers ret så formfuldendt pakke. Ikke desto mindre er det en af de bedste elbiler til familien netop nu, og den består vores tryktest med flot karakter. Prisen er skarp, og du får en komfortabel og rummelig elbil, der til med har en overbevisende rækkevidde.