Ford Mondeo Hybrid virker som en overflødig parentes på vej mod elektrisk mobilitet. Brændstofforbruget er for højt, og kun en lav ejerafgift og høj komfort redder den.
Ford er en af verdens største bilproducenter, og de bygger både praktiske og velkørende biler – den nye Focus har velfortjent vundet prisen som Årets Bil i Danmark – men el- og hybridbilerne glimrer med deres fravær på Fords modelprogram. Har du en særlig veludviklet omsorg for klimaet, men foretrækker at køre en bil med den blå oval, så findes der pt. kun én enkelt model, der kan forsøde tilværelsen og hjælpe Moder Jord – Ford Mondeo Hybrid. Men det viser sig, at den er mere grøn af navn end af gavn.
50 års historie – Ford Focus vandt Årets Bil
Mondeo Hybrid er en konventionel hybrid med et relativt beskedent batteri på 1,4 kWh, som kun kan oplades med benzinmotoren eller under nedbremsning, hvor bilen kan genindvinde noget af energien ved at lade elmotoren bremse. Batteriet er altså ikke stort nok til, at bilen kan køre ret langt på elkraft, og måske mere centralt, kan du ikke oplade den fra en stikkontakt. Det betyder, at de grønne meriter lider i virkelighedens verden. Vi når et samlet forbrug på 16,9 km/l efter et par dages pendling med motorvej og bykørsel. Det er ikke ligefrem imponerende i betragtning af, at vi faktisk forsøger at køre så økonomisk som muligt i Eco-mode. Problemet er, at det størstedelen af tiden er benzinmotoren, som skal toppe batteriet op, og det er bare ikke ret smart at starte en 2-liters benzinmotor for at lave strøm, når man lige såvel kunne hente det fra en stikkontakt.
Hovsa-løsning
Ford fremhæver selv, at fordelen ved en hybrid er, at man undgår et stort og tungt batteri, men hele konstruktionen af Mondeo Hybrid giver et indtryk af, at være en hovsa-løsning, hvor man først bagefter er kommet i tanke om, at Mondeo-modelprogrammet også skulle indeholde en hybrid. Konkret betyder det eksempelvis, at 142 liter i bagagerummet er blevet inddraget for at skabe plads til batteriet. Normalt kan bilproducenterne placere den slags under bagsædet – hvis de vel og mærke husker det.
Bliv grøn mester i el- og hybridbiler
I alt er der 187 hestekræfter fra benzin- og elmotor, og de skal alle ud gennem en CVT-gearkasse. Til almindelig blødhat-kørsel passer gearkassen sig selv uden at skabe opmærksomhed om sig selv, men har du brug for kræfter og acceleration, så stryger benzinmotoren op i det røde felt og banker afsted, blot du vil trække ud i overhalingssporet på motorvejen – ikke synderligt elegant. Det maksimale moment er opgivet til at være 173 Nm, eller det samme som den slappeste udgave af den 1-liters Ecoboost-motor. Så med en egenvægt på lige knap 1.600 kilo er Mondeo Hybrid ikke ligefrem hurtig.
Høj komfort
Fornemmelsen af gårsdagens teknik går igen i kabinedesignet, hvor specielt midterkonsollen virker uddateret i sit designsprog. Testbilen er dog udstyret med adaptiv fartpilot, som er ekstraudstyr, og digital instrumentering, der tilsammen løfter det tekniske niveau.
Heldigvis har Ford også udstyret Mondeo Hybrid med nogle fantastisk komfortable forsæder. De er ekstraudstyr i dellæder, og førersædet er 10-vejs justerbart, men det gør også, at du sidder sublimt. Hybrid fås kun i Titanium, som er højeste trim, og her er Active Noise Control standard. Det er et aktivt system, som reducerer oplevelsen af støj i kabinen ved at sende modsatrettede frekvenser ud gennem højttalerne, og resultatet er, at Mondeo Hybrid er vældigt komfortabel på den daglige pendlertur.
Egoist for miljøet – Toyota Prius Plug-in
Styretøjet er ganske direkte og sender masser af informationer til chaufføren, som man forventer af en Ford. Men affjedringen er sat komfortabelt op, og det betyder, at den store bil krænger og dykker ved dynamisk kørsel, og de særlige dæk med lav rullemodstand har en lav skridgrænse, så de med et piv let giver op.
Efter et par dage i selskab med Mondeo Hybrid forlader jeg den med et indtryk af, at Ford ikke har taget opgaven seriøst. De grundlæggende dyder ved Mondeo er i orden, og derfor er Mondeo Hybrid et komfortabelt bekendtskab, men hvis jeg ville have en Mondeo, så ville jeg vælge en 2,0 TDCI med 180 hestekræfter og automatgear. Eneste fordel ved Hybriden er en meget lav grøn ejerafgift på 1.080 kroner årligt. Hvis du vil have en effektiv og klimasmart bil, uden at give afkald på benzinmotorens fleksibilitet og ekstra rækkevidde, så snup hellere en Toyota Prius Plug-in eller Hyundai Ioniq, og hvis plads er vigtigt, så gå efter Volkswagen Passat GTE.