Det er meget populært blandt bilproducenter verden over at skabe såkaldte Cross Over Vehicles – altså biler, der kombinerer fordelene ved flere forskellige biltyper. Denne ”bølge” er Mercedes-Benz også med på og deres bud på en kombineret personbil/MPV hedder R-klasse.

Konceptet
R-klassen er med sine næste fem meter en stor bil, som faktisk synes endnu større end de faktiske tal viser. Med en akselafstand på 298 cm, er der god plads i R-klassen – selv med 3. sæderække i brug. Har du brug for ekstra plads, tilbyder den tyske fabrikant en ”L” version, hvor akselafstanden er endnu større. Men standard versionen skulle være nok til de fleste.

R-klassen tilbyder altså de gode pladsforhold og den fleksible indretning fra en MPV og de formidable køreegenskaber og suveræne luksus fra en normal MB personbil. Mercedes kalder selv konceptet for Grand Sports Tourer.

Designet
R-klassen virker som sagt meget stor, når den kommer kørende. Dette skyldes naturligvis den ekstra volumen man har brugt for at gøre bilen højere. Den enorme front er tro mod Mercedes nye designstil og man er ikke i tvivl om at det er en bil med gods og masser af power.

Motorvalget
Power er et ganske glimrende ord at bruge om den R-klasse vi havde til test. Modelbetegnelsen er R-500 og normalt forbinder man ”500”, i Mercedes sammenhæng, med den voldsomme 5,0 liters V8’er med 388 hk. Dette er ikke helt tilfældet i R500, hvor motoren godt nok er den samme, men effekten er neddroslet til 306 hk. Hvorfor er jeg ikke helt klar over, men det er egentlig også lige meget, da de 306 hk og det 460 Nm store drejningsmoment er rigeligt til den store bil. Dette ses også på accelerationstiden fra 0-100 km/t, der er overstået på blot 6,9 sekunder. Ganske pænt for den 2.115 kg tunge bil. Tophastigheden er 245 km/t.

Skulle du nu høre til dem, der absolut ikke kan få ”power” nok og ikke vil stå tilbage for nogen overhovedet, så tilbydes R-klassen i en R63 AMG version, hvor dyret har fået en 6,2 liters V8’er med 510 hk. Dette skulle være nok til at sende din store tysker forbi de 100 km/t på blot 5,0 sekunder.

I begge tilfælde er R-klassen udstyret med den fabelagtige 7G-Tronic automatiske gearkasse, der skifter gear så fuglene synger.

Udover de to voldsomme maskiner fås R-klassen også med en mindre V6’er med 272 hk (R350) og to dieselmotorer med henholdsvis 190 hk (R280 CDI) og 224 hk.(R320 CDI).

Udstyret
Vores testbil var af den mere veludstyrede af slagsen, hvilket godt kan være farligt, da man meget hurtigt vænner sig til de mange hjælpemidler. Men, selv i basisversionen er R-klassen godt udstyret og man burde skamme sig, hvis man ikke kan være tilfreds med dette. Skulle jeg nævne over standardudstyret skulle denne artikel være mindst dobbelt så lang. Jeg vil dog gerne fremhæve Mercedes-Benz navigationssystem COMAND. Det fungerer nemlig rigtig godt.

Sikkerheden
R-klassen er på sikkerhedsfronten udstyret efter Mercedes Pro-Safe filosofi. Dette betyder at alle tænkelige sikkerhedsaspekter i bilen arbejder sammen på en eller anden måde – alt lige fra lygter til bremsesystemerne. På denne måde går en computer ind og analyserer situationen, hvis en farlig situation er ved at opstå og kan derfor tage de nødvendige forholdsregler på de helt rigtige tidspunkter. Man eliminerer derfor kategorierne aktiv og passiv sikkerhed, da det hele arbejder sammen i en fælles løsning.

Køreegenskaberne
R-klassen er en fryd at køre i – både som chauffør men så sandelig også som passager. Det permanente firehjulstræk og den velafstemte luftaffjedring gør sit til at kørslen bliver så gnidningsfri, som overhovedet muligt. Firehjulstrækket arbejder tæt sammen med bilens ESP system og kræfterne overføres derfor hele tiden optimalt til de fire hjul. Under normale forhold er drivkraftsfordelingen 50/50.

Samlet set
Kigge man samlet set på R-klassen, så er den ufattelig lækker. Kabinen, motorerne, sikkerheden og ikke mindst komforten er bare i en klasse for sig – et kendetegn, som de helt store Mercedes biler efterhånden er synonym med. Der er et eller andet over dem, der gør det til en fornøjelse at opholde sig i dem. Det skulle det jo så helst også være, når man kigger på priserne. R-klassen starter ved lige over millionen for den mindste dieselmodel og slutter ved cirka 2,2 millioner for den heftige AMG version. Vores testbil (R500) starter ved 1,4 millioner kroner – hertil kommer så det ekstraudstyr man måtte vælge. R-klassen fås også som van, her starter priserne ved cirka 400.000,- kroner + moms.

Jeg vil ikke sige noget negativt om R500, for det fortjener den ikke. Jeg ved at andre kollegaer gør deres bedste for at finde noget negativt og kommer frem med latterlige ting, som f.eks. placeringen af kontakterne til vinduesviskerne eller noget andet pjat. Jeg vil hellere være ærlig og sige at jeg har kørt en bil, jeg nød hvert eneste sekund af.