Vil du have plads til hele familien OG køre grønt – så har vi samlet seks elbiler med plads til syv personer. Priserne går fra under 150.000 og helt til en halv million kroner.
Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i en skilsmisse – vi skal ikke trampe i det, for ude på den anden side venter et nyt liv. Og det typisk sammen med en ny partner, som har børn i forvejen. Det kan give udfordringer, og mange af dem, kan Biltorvet ikke hjælpe med, men vi giver dog gerne et nap med, når det kommer til forslag til ny bil. For skal bilen have syv sæder til hele den sammenbragte familie, og tilmed være elektrisk, så er der ikke mange oplagte valg. Et af dem er Kia EV9, men da den er så ny (og dyr), har vi udeladt den. I stedet er vi startet i bunden, med den billigste 7-personers elbil til salg på Biltorvet.
Nissan e-NV200 – 139.900 kroner
Den er hverken flot, sej, hurtig eller har lang rækkevidde. Til gengæld er den praktisk og meget billig at køre i – Nissan e-NV200 er en lille kassevogn med motor og batteri fra den gamle Nissan Leaf. I stedet for gods, er der i stedet sat vinduer og sæder i bilen, så pladsen er virkelig godt udnyttet i forhold til de ydre mål, som er relativt beskedne.
Mere af det hele – VW ID. Buzz Lang
Set med moderne øjne, er bilen her relativt simpel, og Nissan har bevist, at deres elbil-teknologi er solid. Bilen her er næsten 10 år gammel, men har kun kørt lige over 100.000 kilometer, så du kan komme til at køre rummelig elbil for meget få penge – bare du ikke skal langt. Rækkevidden er officielt 170 kilometer.
Citroën e-Berlingo XL – 254.500 kroner
Her har vi fat i den måske mest klassiske af alle de praktiske MPV’ere. Den har ikke altid fået kærlighed blandt motorjournalister, men Berlingo har alligevel opnået kultstatus. I denne XL-udgave får du plads til syv personer og elmotor.
Brugttesten – hvor slem er en brugt Peugeot 208
Det er samme 50 kWh batteri og 136 hestes elmotor, som du finder i eksempelvis Peugeot e-208. Du får altså hverken meget fart eller rækkevidde. Officielt er den kun 265 kilometer, men til gengæld får du to skydedøre, så det er nemt at læsse alle børnene ind og ud af bilen. Bilen er et år gammel, men har ikke kørt noget endnu, så du får i princippet en ny bil – med et års garanti mindre.
Mercedes EQB300 – 349.900 kroner
Nu bevæger vi os i en mere eksklusiv klasse. Det er ikke alle børnefamilier, der har råd til at kaste 350.000 kroner efter en brugt bil, men du sparer faktisk over 100.000 kroner på denne brugte Mercedes EQB i forhold til en ny, og denne har tilmed firehjulstræk og 228 hestekræfter.
Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Udover den sædvanlige Mercedes-kvalitet og høj komfort får du selvfølgelig også syv sæder. Ikke at du skal forvente ret meget plads på de bagerste sæder, men de er der, og passer fint til mindre børn. Du skal heller ikke forvente dig lang rækkevidde af det 66,5 kWh store batteri. Officielt kan det strækkes til 406 kilometer, men 300 kilometer er nok mere realistisk på en sommerdag med motorvejskørsel.
BYD Tang 369.700 kroner
BYD er en af de mange nye kinesiske elbilmærker, og Tang er en stor SUV med syv sæder og 517 hestekræfter fra to elmotorer, så der er tilmed firehjulstræk. Med en pris der ligger så tæt på Mercedes EQB er det svært ikke at sammenligne de to biler, men på alle måder er kineseren større, og virker tilmed mere luksuriøs med sit brune læder.
Tesla Model Y - solid som brugtkøb
Det store 81 kWh batteri giver dog ikke en imponerende rækkevidde, kun 400 kilometer. Til gengæld byder den kinesiske elbil på fabriksgaranti frem til 2029.
Tesla Model X – 369.900 kroner
Er du til klassikere på strøm, så kommer du ikke ret meget tættere på end en original Tesla Model X. Det er den store amerikanske SUV med de særlige mågevinger. Og måske virker prisen på næsten 400.000 kroner høj, men det skyldes at nyprisen i 2016 var 1.332.000 kroner.
Den elektriske rumraket - brugttest af Tesla Model X
I kabinen er der masser af plads og høj komfort, men det er egentlig lidt snyd, for bilen her har kun seks sæder. Husk også, at det avancerede døre kan have deres problemer. Vi anbefaler, at du læser vores brugttest af modellen, hvis du er på jagt efter en brugt Model X. Uanset er Model X stadig lynhurtig og meget rummelig, og til forskel fra lillebroren Model Y, er Model X ganske unik.
Maxus Mifa 9 – 499.900 kroner
Maxus har faktisk flere elektriske modeller med syv sæder, men her har vi valgt den største model, og fordi den har det helt utroligt dumme navn Mifa 9. Til gengæld er denne kinesiske elbil proppet med udstyr. Der er tre zoners klimaanlæg, to elektriske skydedøre, masser af panoramasoltage, og tjek så lige de to stole på midterste række – de har både varme, køl og massage, så du kan rulle afsted som en konge.
Tilbud på grønt - brugttest af Kia e-Niro
Batteriet er på 90 kWh, som giver den store bil en fornuftig rækkevidde på 440 kilometer. Så er der blot spørgsmålet, om du kan overskue at skulle betale en halv million kroner for en bil, der hedder Mifa 9.