Årets Bil 2025 er fundet, og for første gang kan Kia kalde sig vindere med den nye EV3, som byder på skarpe priser, stærk garanti og komfortable køreegenskaber. Men løbet var tæt mellem anden- og tredjepladsen fra Skoda Elroq og Renault Scenic E-Tech. 

Der var glæde og stolthed at spore hos Kia's pressechef, som for første gang har fået overrakt den symbolske modelbil, der signalerer, at EV3 er vinder af Årets Bil 2025. Den vinder prisen, fordi den stiller med fantastisk garanti, skarpe priser fra 269.900 med 58,3 kWh og fra 289.900 kroner for udgaven med det store batteri på 81,4 kWh. EV3 kan også mere end det. Bilen er rummelig for sin størrelse og komfortable køreegenskaber.

Løbet var dog tæt, for mens EV3 fik 134 point, var der kun tre point ned til andenpladsen Skoda Elroq, som fik 131 point. Den spiller på samme bane som EV3, har nogenlunde samme størrelse, også komfortable køreegenskaber og en frapris på 249.995 kroner og et batteri på 52 kWh. Med det store batteri på 77 kWh starter priserne ved 314.995 kroner.

Fransk tredjeplads

Renault Scenic E-Tech landede på tredjepladsen på trods af en massiv prisnedsættelse. Netop franskmanden var Biltorvets favorit, fordi den byder på endnu mere komfortable køreegenskaber end de to andre biler, marginalt mere plads, en frapris på 269.990 kroner med et 60 kWh stort batteri, mens versionen med 87 kWh koster fra 314.9990 kroner, og er altså i Biltorvets syn den bil, der burde vinde Årets Bil.

Ni finalister

Helt uhørt var der ni forskellige finalister, og eftersom der kun må fordeles 30 point per jurymedlem, er det naturligt at nogle finalister fik færre stemmer. Fjerdepladsen gik til den lille, men overraskende rummelige og charmerende Hyundai Inster, som fik 75 point.

Ford Explorer fik 44 point, Cupra Tavascan fik 40 point, Xpeng G6 fik 21 point, Polestar 4 fik 40 point og rosinen i pølseenden blev Peugeot 3008/5008 med 15 point.