Volkswagen er klar med en faceliftet Arteon, og vigtigste nyhed er, at den nu fås i en stationcar-variant. Den passer til det snobbede tema, men bag det smarte ydre gemmer sig en rummelig og luksuriøs Folkevogn.

Jeg blev for nyligt spurgt af en bekendt, hvad han skulle købe i stedet for en Volkswagen Passat stationcar. Det går godt på jobbet, så han vil gerne have noget, der var lidt mere lækkert. Han er nordjyde, så han kunne ikke helt få sig selv til at sige det, men han ville gerne vise naboerne, at det går godt. Han endte dog med at købe en Passat igen – måske var det nordenfjordens vinde der alligevel fik ham til at se, at en Passat Variant faktisk tilbyder alt det, man har brug for. Eller også var det fordi, den faceliftede Arteon ikke var lanceret endnu.

Endelig kan familien være med – BMW 330i Touring

I seneste aftapning har Arteon fået en ny front med LED-liste i grillen, og kabinen er blevet opdateret. Vigtigste nyhed er, at den nu fås i en Shooting Brake-version. Og lad os lige starte ved navnet Shooting Brake. Det stammer fra 1890’erne og beskrev en hestetrukken vogn, som man brugte i England til at fragte jagtselskaber og deres grej. Senere blev det en betegnelse for særlige udgaver af biler, som ikke helt var traditionelle stationcars, men tættere på en mellemting mellem stationcaren og en coupe. Så i stedet for at fokusere udelukkende på det praktiske, er der også fokus på det æstetiske i en Shooting Brake.

Limousine-plads
På den nye Arteon Shooting Brake er den elegante taglinje bevaret, men den større bagende har gjort underværker for bilens praktiske egenskaber. Starter vi i bagagerummet, så er pladsen faktisk kun forbedret med to liter til nu 565 liter, men det er fordi, man kun måler op til stoleryggen, derfor får man ikke den reelle forskel med, for bagagerummet i Shooting Brake er stort og regulært. Men det er på bagsædet, det for alvor rykker for Arteon. Her har altid været rigeligt med benplads, som styrker fornemmelsen af at sidde i en limousine, men den skrånende taglinje på fastback-versionen koster plads i hovedhøjde. I Shooting Brake har det været muligt at skabe noget mere plads, så der er 48 millimeter ekstra plads til hovedet på bagsædet, og én centimeter mere på førerpladsen. Oversat betyder det, at man kan sidde yderst komfortabelt på bagsædet trods en højde på 185 centimer.

Fifty shades of grey – Audi A4 Avant

I kabinen er største ændring, at der er et nyt betjeningsmodul til klimaanlægget med sliders, så du skruer op eller ned for varmen ved at lade din finger glide hen over overfladen. Ændringen er blevet til, fordi kunderne klagede over, at kabinen hidtil har mindet for meget om den i Passat, som Arteon deler platform med. I Danmark kommer Arteon som R-Line eller Elegance, og uanset er Digital Cockpit Pro og Discover Pro Navigation standard sammen med en 9,2 tommer stor skærm i midterkonsollen. Vælger du R-Line er der et dekorindlæg i aluminium, mens Elegance får eukalyptus-træ. DSG-gearkasse og 19 tommer fælge er standard på begge modeller, men R-Line har en merpris på 20.000 kroner, som indtil nu har stået for 79 procent af salget.

Rigeligt med power
Køreegenskaberne er ganske tæt på den mere jordnære Passat. Arteon føles let på tå og skifter nemt retning, mens affjedringen er til den faste side, og over nogle huller og ujævnheder, kunne den være bedre til at dæmpe dem, og der er også en tand for meget vejstøj i kabinen til rigtigt at overbevise om limousinekørslen. Køreegenskaberne bakkes op af en forbilledlig drivlinje, for ’Basis’-versionens 2-liters benzinmotor med 190 hestekræfter er dejlig. Motoren er støj- og vibrationsfri, og gearkassen skifter umærkeligt og er altid klar med det rette gear. Det gør, at Arteon føles kvik, og 100 km/t rundes da også på fornuftige 7,7 sekunder. Der findes også en 280 hestes og senere en 320 hestes variant af samme motor. På dieselsiden kan du vælge mellem en 2-liters motor med 150 eller 200 hestekræfter, og til januar introducerer Volkswagen en pluginversion med en 1,4-liters benzinmotor og en samlet effekt på 218 hestekræfter.

Mercedes C400 Stationcar - en næsten for perfekt supermodel

Arteon slås normalt mod BMW 4-Serie og Audi A5, hvor den stadig har lidt et imageproblem, for uanset hvor god den er, er den stadig en Folkevogn. Til gengæld kan du ikke få nogle af konkurrenterne som stationcar, og Arteon Shooting Brake er en velfungerende bil. Det er Volkswagen Passat Variant også, og jeg ville nok snuppe den. Til samme pris som en Shooting Brake med 190 hk, kan du nemlig få en Passat Variant Elegance med 272 heste og firehjulstræk – men det kan naboerne selvfølgelig ikke se.