Med en pris 400.000 kroner og en rækkevidde på 520 kilometer, er Volkswagen klar til at omvende danskerne til eldrift med den nye SUV ID.4. Alene i 2021 vil Volkswagen Danmark sælge 10.000 elbiler – hvis afgifterne fortsætter som forventet.
Mens regeringen lukker luften ud af deres egen klima-ballon, så man nu vil have 500.000 elbiler i 2030 og ikke 1.000.000, som oprindeligt var visionen, så ser Volkswagen, verdens største bilproducent, anderledes ambitiøst på de grønne biler. Frem mod 2029 vil Volkswagen-mærket lancere op mod 75 nye elbiler og forventer at sælge omkring 26 millioner elbiler på verdensplan. Volkswagen Danmark har et mål om at sælge 10.000 elbiler alene i 2021. I så fald er det lidt over en tredjedel af salget, som skal flyttes over på elbiler, og det er altså allerede fra næste år. Men det kræver, at politikerne holder afgifterne på elbiler nogenlunde i ro. Som det er nu, er der et bundfradrag på elbiler, som betyder, at der ikke betales registreringsafgift af biler op til 400.000 kroner.
Så billig bliver den elektriske folkevogn - Volkswagen ID.3
ID.3 er populært sagt den elektriske Golf, men nu er Volkswagen så klar til at introducere det elektriske svar på Tiguan, SUV’en ID.4. Den lander i Danmark allerede i december i et begrænset antal med priser fra 399.995 kroner for en ID.4 1ST og 489.996 kroner for en ID.4 1ST Max, som gør den billigere end en tilsvarende Tiguan. Selv på den billigste model får du 20 tommer fælge, og i Max får du LED-Matrix-forlygterne, 3D-LED-baglygterne og 21 tommer fælge og adaptiv undervogn. Standardudstyret omfatter også sæder med elektrisk indstilling, panoramaglastag, akustikglas, 3-zoners klimaanlæg.
Elektrisk SUV
Det er ellers ikke fordi, du skal forvente at gå på kompromis, bare fordi bilen drives af strøm. Den 4,58 meter lange ID.4 placerer sig størrelsesmæssigt mellem en Tiguan og Tiguan Allspace. Bagagerummet rummer 543 liter og kan, ved at lægge bagsæderyglænet ned, udvides til 1.575 liter. ID.4 1ST Max er udstyret med en elektrisk betjent bagklap, der har Easy Open & Close-funktion og åbner ved hjælp af en fodbevægelse. Med anhængertrækket kan den eldrevne SUV trække anhængere på op til 1.000 kilo.
Enyaq iV er Skodas elektriske SUV, der skal gøre Kodiaq overflødig
ID.4 1ST-modellerne er udstyret med et stort 77 kWh-batteri (netto), der giver en brugbar rækkevidde på op til 520 kilometer. Batterihuset, som består af aluminiumsprofiler og beskyttes af en stærk ramme, rummer 12 cellemoduler, og i alt vejer batteriet 493 kilo. Volkswagen garanterer, at batteriet efter otte år eller 160.000 kilometer stadig har mindst 70 procent af sin oprindelige kapacitet tilbage. Ved en DC-lynoplader kan ID.4 med lade 320 kilometer på 30 minutter med en ladeeffekt på op til 125 kW.
Trods høj pris: Peugeot e-208 skal nok blive et hit
Umiddelbart foran bagakslen på ID.4 ligger der en kompakt, effektiv og let PSM-elmotor, der driver baghjulene via en 1-trins gearkasse. I de to ID.4 1ST-modeller yder den 204 hk (150 kW), og et drejningsmoment på 310 Nm er til rådighed lige fra det øjeblik, der trædes på speederen. Sprinten fra 0 til 100 km/t. klares på 8,5 sek., og tophastigheden er begrænset til 160 km/t. I 2021 kommer der en topmodel med endnu højere ydelse og firehjulstræk.
Lækker kabine
ID.4 1ST Max er proppet med udstyr, som eksempelvis panoramaglastaget, som næsten strækker sig i hele tagets længde. I ID.4 1ST er der et tofarvet sædeindtræk, som primært er fremstillet af mikrofiberfleece i Rat, ratstamme og displayhus er enten holdt i Piano Black eller i den puristiske Electric White. Føreren ser de vigtigste informationer på et kompakt display monteret på ratstammen, der betjenes via multifunktionsrattet. På højre side af displayet sidder der en stor vippekontakt, som bruges til valg af gear. I midten af instrumentbordet sidder den store touchskærm til navigation, telefoni, medier, assistentsystemer og setup af bilen. I ID.4 1ST måler touchskærmen 10 tommer, mens den er på 12 tommer i ID.4 1ST Max. Udvalgte funktioner kan også aktiveres via den standardmonterede naturlige stemmebetjening ”Hej ID.”, som forstår mange almindelige formuleringer fra dagligdagen, når bilen er online.
En interessant displayteknologi supplerer betjeningskonceptet og gør livet bag rattet af i ID.4. Augmented reality-head-up-displayet, som er standard i ID.4 1ST Max projicerer navigationspile og andre visninger op på forruden på en måde, så de flyder sammen med det, som du ser ude foran bilen. ID.4 1ST og ID.4 1ST Max er begge udstyret med navigationssystemet Discover Pro, der sammen med den forudseende adaptive fartpilot optimerer kørslen langs ruten.
Når 1ST-udgaverne er udsolgt, som forventes at ske allerede omkring marts næste år, bliver der introduceret billigere modeller.