ID Buzz Cargo er blevet tildelt den prestigefyldte pris "International Van Of The Year 2023" (IVOTY). I Europa er der forudbestilt næsten 7.000 varebiler.*


På Biltorvet var vi positivt overraskede over Volkswagens nye ID. Buzz, og vi er ikke de eneste, for varebilsversionen med tilnavnet Cargo har netop modtaget den fornemme pris som International Van Of The Year 2023 (IVOTY)

Buzzens mester – Volkswagen ID. Buzz

IVOTY-formand Jarlath Sweeney overrakte prisen på vegne af de 34 internationale erhvervskøretøjsjournalister, der udgør IVOTY-juryen:

Det er ikke for ofte, at et helt nyt varebilskoncept dukker op og vækker så meget opmærksomhed på markedet. Tillykke til Volkswagen Commercial Vehicles udviklingsteam med at skabe dette unikke køretøj, der er perfekt til den miljøbevidste erhvervsdrivende i det urbane miljø.

Volkswagen Erhvervsbilers danske direktør, Ib Jakobsen, er ikke overraskende glad for prisen:

Komfortabel rejsemakker – Volkswagen Multivan

At ID. Buzz Cargo er kåret til ”International Van of the Year 2023” er prikket over i’et. Vi var så heldige, at København blev udvalgt til værtsby for den internationale præsentation af ID. Buzz og Buzz Cargo, og det har affødt en enorm opmærksomhed omkring modellen. Vi og vores forhandlere har aldrig oplevet en så intens interesse for en ny model, og dens appeal favner bredere, end nogen anden model i vores produktportefølje. Med sit karismatiske design, effektive elektriske drivlinje og 100 % digitale og opkoblet cockpit har vi en unik vare. Volkswagen Erhvervsbiler er med ID. Buzz Cargo for alvor stemplet ind i den elektriske omstilling af erhvervslivets flåder. Vi glæder os til at introducere den for danskerne til januar 2023.

Slår Transporter, og så alligevel ikke

ID. Buzz Cargo er det fjerde medlem af Volkswagens elektriske ID.-familie, og det er den første model fra Volkswagen Erhvervsbiler, der fra bunden af er udviklet som elbil.

Kvalitet for professionelle – vi tester Iveco Daily

Den er bygget på Volkswagens elektriske MEB-platform, hvilket har gjort det muligt at skabe en varebil med meget korte karrosseriudhæng for og bag, fordi bilens elektriske drivlinje er integreret på en meget pladsbesparende måde. Akselafstanden på 298 centimeter er cirka det samme som for den aktuelle T6.1 Transporter, men ID. Buzz er med en længde på 471 centimeter hele 19 cm kortere end en T6.1 med samme akselafstand. Det nye elektriske rugbrød er til gengæld fem cm lavere, men hele otte centimeter bredere end en T6.1 Transporter, alligevel har den en usædvanlig lille vendediameter for en bil i denne klasse på kun 11,1 m, hvilket er det samme som for en Golf.

ID. Buzz Cargo er seks centimeter kortere end en Passat Variant, men den har alligevel et stort varerum på 3,9 kvadratmeter, hvor der er plads til eksempelvis to europaller. Den tilladte totalvægt for ID. Buzz Cargo er 3.000 kilo, men på grund af batteriet, må den maksimalt laste 650 kilo. På krogen kan den heller ikke slå Transporter med kun 1.000 kilo. Adgangen til varerummet sker gennem en bagklap eller en skydedør i passagersiden, men den kan også bestilles med en ekstra skydedør i venstre side og dobbeltdøre i stedet for bagklap.

Hurtigere end Transporter

ID. Buzz Cargo introduceres i første omgang med et 77 kWh batteri, der leverer strøm til en 204 hestes og 310 Nm’s elmotor, der er integreret i bagakslen og trækker på baghjulene. MEB-platformens konstruktion resulterer i et lavt tyngdepunkt og en god vægtfordeling, og sammen med elmotoren gør det den nye ID. Buzz dynamisk og yderst adræt for en bil af denne type og størrelse.

Det elektriske bud – Peugeot e-Expert

ID. Buzz byder på en rækkevidde op til 415 kilometer, og den kan ved en DC-lynoplader lade med op til 170 kW, hvilket betyder fra fem til 80 procent strøm på 30 minutter under optimale betingelser.

Volkswagen har modtaget mere end 13.700 ordrer på ID. Buzz, halvdelen af dem på Cargo-versionen. Der åbnes for bestilling af ID. Buzz Cargo i løbet af de kommende måned, og den introduceres hos de danske forhandlere til januar med priser fra 329.995 kroner uden moms.

 

* Det fremgik tidligere at der var 7.000 bestillinger i Danmark, men tallet gælder for hele Europa.