Polestar kommer til Danmark med den 400-hestes Tesla-konkurrent i 2021. Samtidig starter Volvo produktion af elmotorer på en af deres ældste fabrikker.
Polestar er klar til at indtage Danmark med deres elektriske sportssedan. Den hedder blot Polestar 2, men byder på 408 hestekræfter og en rækkevidde på 470 kilometer og går direkte efter struben på Tesla Model 3. Og ligesom Tesla kommer Polestar ikke til at bygge store milliondyre glaspaladser med hære af bilsælgere. Så når ordrebøgerne åbnes for Polestar 2 i sensommeren 2021, og de første biler lander i starten af fjerde kvartal, er det biler, som er bestilt på nettet. Det forklarer Brent Ellis, som er Polestars PR Manager i Europa.
Volvo jager Tesla med 400 hestes elbil
Vi opererer uafhængigt af Volvo Cars som vores eget unikke brand med en digital model, hvor du køber en Polestar online og direkte fra os. Vi vil etablere vores eget netværk, men det vil ikke være et traditionelt forhandlernetværk. I stedet vil vi have Polestar Spaces, som er butikker i centrum eller store indkøbscentre, så kunderne har mulighed for at møde os og udforske brandet fysisk, hvis de har behov for det.
Målet er at give kunderne en bedre og mere afslappet købsoplevelse, forklarer Brent Ellis, som understreger, at man trods alt ikke er mere selvstændige, end at man vil udnytte det etablerede Volvo-forhandlernetværk til service.
Elbiler er fremtiden
Polestar var oprindeligt Volvos hustuner-firma, som i stil med AMG-Mercedes blæste ekstra liv i Volvo-modellerne. Nu er de så blevet skilt ud og skal føre elbilerne frem. Men Volvo selv står heller ikke tilbage fra elbilerne. I 2025 skal 50 procent af koncernens biler være elektriske, og de øvrige 50 procent skal være hybrider. Det er snart, og det kræver en ret voldsom omlægning i produktionsapparatet. Derfor investerer man nu 507 millioner kroner over de næste fem år på Volvos historisk vigtige fabrik i Skövde, så man fremover kan samle elmotorer der.
Start Barsebäck! Her er Volvos første elbil
Volvos første elbil er XC40, og den bruger en elmotor fra Valeo Siemens eAutomotive, men på sigt er der altså bedre økonomi i at udvikle og bygge elmotorerne selv. Derfor har Volvo oprettet et elmotorlaboratorium i Shanghai, sammen med et i Gøteborg. Begge steder forskes der også i batteriteknologi.
Volvo vil garantere bæredygtige batterier med ny computerteknologi
Fabrikken i Skövde ligger godt 150 kilometer nordvest for Gøteborg og blev grundlagt i 1927, kun et år efter den første Volvo så dagens lys. I dag holder både Volvo Powertrains, som producerer motorer til eksempelvis entreprenørmaskiner, og Volvo Cars til i Skövde, og tilsammen produceres der over 500.000 motorer af omkring 4.000 ansatte. Men nu skal medarbejderne altså også til at samle elmotorer, og på sigt skal de også bygge Volvos egenudviklede elmotorer.