Volvo har lanceret en charmerende ny elbil, til en, for Volvo, uhørt lav pris. Vi tester EX30 i de klassiske discipliner – hund og børn. Men den må være Volvoernes svar på et tiny house, og lever således ikke helt op til arven.
Volvos nye elbil hedder EX30, og den har fået en fantastisk modtagelse. Den ser nemlig hip ud og blev lanceret til en ekstraordinær pris på kun 275.000 kroner. Sidste gang, du kunne få en Volvo til den slags pris, hed modellen C30. Hemmeligheden bag de lave priser skal findes i alt det, der er indeni. Bilen deler nemlig teknik og platform med den kinesiske bil Zeekr X, og produceres indtil videre i den kinesiske Chengdu-provins af Geely, Volvos moderselskab.
Børnefamiliens ven – Renault Scenic E-Tech Electric
EX30 er tydeligvis rettet mod et andet publikum (folk med færre penge) end Volvos øvrige modeller, men kan den stadig bestå den klassiske disciplin at have plads til både børn og vovse? En tur til bedsteforældrene på den modsatte side af Sjælland med to børn og en labrador lader til at være den oplagte test, så lad os få monteret autostolen.
Netto-blues og gamle hunde
Det viser sig dog sværere at mingelere autostolen ind på bagsædet, end man lige forventer. Der er nemlig meget kort afstand fra bagsædet og til ryglænet på forsædet. Så den klodsede og tunge autostol er svær at få drejet ind på plads, før forsædet er rykket frem. Til gengæld er Isofix-beslagene nemme at finde, fordi man vipper en hel flap op, som så giver god adgang til beslagene. Mens den ene datter bliver monteret, kan den otteårige selv hoppe om bord. Hun er ligeglad med, at der nærmest ikke er nogen benplads, til gengæld sætter hun pris på den luftige følelse oppe i hovedhøjde, for til trods for manglende benplads er der fin loftshøjde. Men faktum er, at bagsædet ikke kan bruges af andre end mindre børn.
FDM: Test afslører livsfarlig autostol
Ved at rykke bunden i bagagerummet ned, bliver der faktisk fin plads til en stor labrador, men fordi bunden må rykkes ned, er bagagerummet dybt. Det giver en høj læssekant, som er dårligt for en hund med gamle led, og træls for dig, der har brug for at købe 16 liter mælkeprodukter til en familie i voksealderen, hver gang du er i Netto. Konklusionen er, at EX30 hverken er så rummelig eller så praktisk, som vi er vant til i en Volvo.
Åbne vinduer
På førersædet er man heldigvis ikke udfordret af de få kvadratmeter. Til gengæld har den lave pris betydet, at Volvo har taget nogle aktive valg i jagten på lavere omkostninger, og det giver god mening. Knapper er dyre at lave, og det er meget billigere at have en enkelt skærm, som kan programmeres til at kontrollere alle opgaver. Det ved Tesla eksempelvis, og den løsning har Volvo også valgt til EX30 – desværre. For selv om spareøvelsen giver mening økonomisk, så er det bare træls at skulle igennem flere menuer for at justere sit sidespejl for en parallelparkering ved en høj kantsten. Fordi alle informationer og funktioner er samlet på skærmen, er det svært at danne sig et overblik.
Spareøvelserne har også betydet, at Volvo foran kun har givet dig to knapper til de fire elektriske vinduer. Til forskel fra VW-koncernen, har Volvo placeret dem i armlænet i midterkonsollen, og skal du betjene de bagerste ruder fra førersædet, skal du klikke på en trykfølsom knap, så kontakterne til rudehejset skifter farve. Problemet er bare, at du ikke kan mærke, om du aktiverer knappen, og du kan ikke se, om farven skifter, på grund af genskin. Det lyder måske som en petitesse, men i løbet af en uge med godt vejr, nåede det at genere mig adskillige gange, når jeg hoppede ind i bilen, ville rulle alle vinduer ned for at få blæst varmen ud, og så senere skulle lukke vinduerne igen.
Høj komfort
Heldigvis for EX30 er den både kvik og velkørende. Undervognen er overraskende blød, og det giver en komfortabel fremfærd, hvor du glemmer, at du kører bil. EX30 er ikke specielt involverende og krænger lidt i sving, til gengæld er den støjsvag, så det er en fornøjelse at kværne 100 kilometer motorvej – selv med støjende unger på bagsædet.
Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Der er to forskellige motorvarianter, så selv billigste variant stiller med baghjulstræk og 272 hestekræfter. Skal det gå hurtigere, har topmodellen Twin Motor Performance samlet 428 hestekræfter fra to elmotorer. Testbilen, en Single Motor Extended Range, klarer disciplinen 0 til 100 km/t på 5,3 sekunder, så den er rigeligt kvik, og må tilmed trække 1.600 kilo, så argumentet for to motorer er faktisk svært at se.
De store modeller stiller med et 64,8 kWh stort batteri, mens billigste version, Standard Range, har et 49,15 kWh batteri. Officielt er rækkevidden op til 476 kilometer i testbilen, men selv med godt vejr, lovede den ikke mere end 350 kilometer. Efter i alt 207 kilometer på motor- og landevej var der 42 procent batteri tilbage med et forbrug på 18,3 kWh/100 km, som ville give en rækkevidde på 354 kilometer fra fuld til tom, som passer meget godt til bilens egen antagelse.
Helt almindelig er ikke altid dårligt – Hyundai Kona Electric
Over testugen endte vi med et blandet forbrug på 19,3 kWh/100 km, og selv det officielle forbrug på 17 kWh/100 km er relativt højt for en så lille bil. Det er altså ikke en bil, der er oplagt, hvis du æder mange kilometer hver dag. Vores testbil er topvarianten Ultra, som blandt andet tilføjer 22 kW-hjemmeladning, og hurtigladningen er op til 153 kWh, som er tilstrækkeligt uden at være imponerende.
Tiny house
Hvis den traditionelle Volvo er en villa med vovse, så må EX30 være et tiny house med guldfisk. Personligt finder jeg, at bagsædet er en stor udfordring, men som måske kan være ligegyldig, hvis man er et ungt par, som endnu ingen børn har, eller måske et ældre par, som heller ikke har brug for så meget plads. Men der er et andet problem – priserne på elbiler er lavere end nogensinde. Du kan få en Nissan Ariya fra 280.000 kroner, og en Tesla Model 3 koster fra 300.000 kroner. Men nærmeste konkurrent må være Volkswagen, der også har sænket priserne på ID.3, så den nu koster fra 260.000 kroner. Her får du ganske vist 100 hestekræfter mindre, men du får til gengæld selv i billigste udgave 388 kilometer rækkevidde mod 337 kilometer i billigste Volvo. Og du får et helt normalt bagsæde, som voksne mennesker kan bruge. Testbilen koster 372.000 kroner, men jeg ville være fristet til at tage en ID.3 Pro S med 77 kWh batteri og så spare 50.000 kroner.