Biltorvet.dk bad motorjournalist og redaktør på bilmagasinet og bloggen Pret-A-Partir, Malene Raith, vælge tre gode biler, som taler til kvinder.
Generelt betyder sikkerhed, design og til dels miljø en del for kvinder, men også praktik, hvis de har børn. Det er dog svært at anbefale tre biler, da der er utroligt mange gode biler på markedet, men de små biler kommer vi ikke udenom. Dels er de ofte bil nr. to, og bil nr. to er ofte mors bil. Minibiler og mikrobiler er populære, fordi de er billige, nemme at smutte gennem trafikken med og så kan man tit personificerede dem. Fiat 500 er eksempelvis helt sin egen fra inderst til yderst, sjov at køre og kan fås med soltag - det elsker vi! Og så gør gode leasingpriser tilgangen til den nem. Mazda 2 er også en skarp lille fætter både dynamisk og designmæssigt, og i biler som Hyundai i20 og Kia Picanto får man utroligt meget bil for pengene. Min favorit er dog VW Up! Det er en kæk lille nummer 1 legoklods i tidsløst design, og selv med kun 60 hestekræfter er den rigelig kvik. Dog er jeg generelt ikke fan af mikrobiler på motorvejen mellem lastbiler, for uanset airbags og Euro NCAP-stjerner, så er det den letteste vogn, der bliver mest kvast i et sammenstød.
Alvorlig vind i sejl
Måske er det derfor, at der for alvor er kommet vind i sejlene for større biler som Crossovers og kompakte SUV’er, hvor man sidder højere og bedre kan overskue trafikken. Her har Citroën nogle populære modeller på markedet som C4 Cactus og den nye C3, hvor man kan fravælge de omdiskuterede ”airbumps” på siden, men blandt disse biler står den nye Peugeot 3008 klart ud. Designmæssigt er den helt fremme i bussen og interiøret noget af det skarpeste på markedet. Det er ikke for ingenting, at den blev Årets Bil 2017 i både Danmark og Europa.
Elbiler som Tesla Model S og BMW i3 har også kvindetække, da de ikke forurener nærmiljøet, og så må vi ikke glemme, at kvinder skam også kan lide premium og luksusbiler ligeså meget som mænd. Range Rover, Porsche og Mercedes har mange kvinder bag rattene, personligt er det dog BMW M2, der i øjeblikket står øverst på ønskelisten. Men der skiller jeg mig nok også lidt ud.
Malene Raith er motorjournalist og redaktør på PRÊT-A-PARTIR Magasin pret-a-partir.dk
Læs også