Den elektriske og italienske charmetrold Fiat 500 er klar til at indtage cafemiljøet over alt i det ganske land. Med en startpris på 190.000 kroner og en rækkevidde på op til 315 kilometer, skal den charmere sig ind på danskerne.
Det er svært at forestille sig at Fiat havde overlevet de sidste fem år, hvis ikke det var for den ekstremt populære 500. Den blev lanceret i 2007, og er solgt i langt over to millioner eksemplarer, men teknisk er der ikke sket meget – før nu. Den elektriske version af Fiat 500 er nemlig på vej til Danmark, og de første kunder får deres biler leveret allerede i december, og priserne starter ved 189.990 kroner.
Den RIGTIGE Fiat 500 hyldes for sit design
Bilen er den første fra FCA, der er skabt som elbil lige fra den første streg. Det vil sige, at den nye generation af det italienske ikon er designet til den nye teknologi, og den kan fås med et niveau af autonom kørsel, der ikke er set tidligere i klassen. Den nye Fiat 500 er vokset med seks centimeter i både bredde og længde, og akselafstanden er forlænget med to centimeter, hvilket sammen med forbedret aflæggeplads gør den mere rummelig. Den kommer i fire udstyrsvarianter og i tre forskellige udgaver – som den klassiske hatchback og cabriolet samt en ny og smart 3+1.
Mere dør
3+1 er Fiats møde at fortælle, at man har skabt en udgave med en ekstra, mindre dør bagtil i forlængelse af den almindelige dør. Den lille bagdør er bagudhængslet. Dermed kan man åbne hele siden af bilen op og få optimal adgang til bagsædet, hvis der f.eks. skal sættes børn i bilen, eller hvis man har større gods med. Den lille dør kan kun åbnes i forbindelse med den almindelige dør. Det er ikke første gang, at Fiat 500 har en bagudhængslet dør, og dermed er 3+1 også et nik til den oprindelige Fiat 500 fra 1957, hvis døre ligeledes var bagudhængslede. Prisforskellen fra en hatchback til en 3+1 er på 15.000 kroner, og fra hatchback til cabriolet er det 22.000 kr.
Danmarks billigste elbil er fantastisk – men du kan ikke få den
Lanceringsmodellen hedder “la Prima” og byder på autonom kørsel på niveau 2 til en pris fra 267.990 kroner. Den bliver suppleret af de tre udstyrsvarianter Action, Passion og Icon. Fiat 500 Action kommer kun som hatchback med et batteri på 23,7 kWh, en rækkevidde på op til 180 kilometer WLTP og en elmotor, der yder 95 hestekræfter. Til trods kan den alligevel accelerere fra 0-100 km/t på 9,5 sekunder. Selvom Action er indstigningsvarianten, har den standardudstyr som automatisk nødbremse, der også registrerer fodgængere og cyklister. Den har skiltegenkendelse, uopmærksomhedsalarm og automatisk nødopkald ved uheld. Derudover byder den på 15 tommer fælge, LED-kørelys, manuel aircondition, Keyless Go og indfarvede el-spejle. Den kommer med nødkabel og en mode-3-indgang, der giver mulighed for at hurtiglade med både veksel- og jævnstrøm med op til 50 kW. I stedet for en skærm i midterkonsollen kommer Fiat 500 Action med en smartphoneholder, hvor ens smartphone via Bluetooth og en særlig app forbindes til bilen og gør smartphonen til brugerflade for infotainmentsystemet. Prisen starter ved 189.990 kroner.
La dolce vita
Næste trin er Fiat 500 Passion, som kommer både som hatchback, cabriolet og 3+1. Den har et batteri på 42 kWh, hvilket sikrer en rækkevidde på op til 315 kilometer WLTP. Elmotoren yder 118 hestekræfter og accelererer fra 0-50 km/t på 3,1 sekunder, fra 0-100 km/t på ni sekunder og er begrænset til en topfart på 150 km/t. Udover udstyret fra Action har den som standard 15 tommer fælge i alu-look, 7 tommer touchskærm med det nye infotainmentsystem Uconnect 5, DAB+, trådløst Apple Carplay eller Android Auto og fartpilot. Fiat 500 Passion har mulighed for at hurtiglade med op til 85 kW. Prisen starter ved 227.990 kroner.
Baby-Duster skal være Danmarks billigste elbil
Topudgaven Fiat 500 Icon har samme motor og batteri som Passion og kommer også som både hatchback, cabriolet og 3+1. Den har alufælge på 16 tommer, mens touchskærmen er på 10,25 tommer og har også navigation. Udover at indeholde alt udstyr fra Passion har Fiat 500 Icon også regnsensor, rat i soft-touch dellæder, Keyless Entry, klimaanlæg, varme i forsæder, forrude og sidespejle samt elektriske ruder med one-touch. Det ekstra udstyr giver en let reduceret rækkevidde på op til 312 kilometer WLTP. Priserne starter ved 237.990 kroner.