En af Mazdas mest populære modeller i Danmark hedder Mazda3. Derfor vil det nok glæde mange, at de danske Mazda-forhandlere er nu klar til at introducere den faceliftede og teknisk opgraderede Mazda3 - hvilket sker i weekenden den 7. og 8. januar, hvor Mazda-forhandlerne holder åbent hus. Sammen med faceliftet indføres et nyt modelprogram, der på trods af at der er en motorvariant mindre, byder på flere valgmuligheder.
Nyt look
I den kosmetiske afdeling får Mazda3 et facelift med et nyt design af fronten og den bageste kofanger. Indvendigt ændres især midterkonsollen, der bliver som i Mazda6 med blandt andet elektrisk håndbremse i de fleste modeller. Der er også en opdateret instrumentering og nye indtrækskombinationer.
Optimerede køreegenskaber og komfort
Teknisk set indføres G-Vectoring Control i alle modelvarianter. Det er et nyt elektronisk system, der reducerer behovet for at korrigere retningen med styretøjet og giver færre uønskede karrosseribevægelser ved retningsskift til gavn for både køreegenskaberne og komforten. Det sker ved et ellers umærkeligt indgreb i motorstyringen, hvorved momentet reduceres ganske kortvarigt, og vægtfordelingen mellem for- og baghjulene optimeres. Derudover bliver dieselmotorerne mere støjsvage takket være nogle tekniske ændringer, og alle modeller får mere støjisolerende materiale.
Længere udstyrsliste
Udstyrsmæssigt er der også ændringer og tilføjelser. Nogle versioner får varme i rattet og mulighed for at klappe sidespejlene ind, når man låser bilen. Desuden opgraderes sikkerhedssystemerne. Smart City Brake Support virker nu ved højere hastigheder (op til 60 km/t) og kan også bremse for fodgængere. Biler med head-up-display får skiltegenkendelse, selve displayet får højere opløsning, og informationerne vises nu i farver. Versioner med Blind Spot Monitoring får også Rear Cross Traffic Alert. Mazda Radar Cruise Control (adaptiv fartpilot), der er ekstraudstyr til Mazda3 Optimum, opgraderes, så den virker ved højere hastigheder. Som det også er tilfældet for andre Mazda-modeller, udfases Xenon-forlygterne til fordel for de endnu mere effektive full LED-forlygter. Det er også nyt, at Mazda3 Optimum fremover kan leveres med lædersæder og elektrisk indstilleligt førersæde.
Nyt modelprogram og lavere priser
Modelprogrammet ændres også, idet 2,0-liters benzinmotoren med 165 hk udgår. Til gengæld kan man nu kombinere 2,0-liters benzinmotoren med 120 hk med højeste udstyrsniveau, Optimum, hvilket ikke var tilfældet tidligere.
På trods af opgraderingerne, falder priserne som følge af den seneste afgiftsomlægning. Den forventede volumenmodel, Mazda3 hatchback 2.0 med mellemste udstyrsniveau, Vision, og manuelt gear falder således fra 240.998,- før afgiftsomlægningen til 234.998,- fra 1. januar. Med 2,2-liters dieselmotoren med 150 hk og Vision-udstyr er prisen fremover 269.998,- mod før 279.988,- Som hidtil koster hatchback- og sedanudgaverne det samme.