Land Rover er klar med en ny Range Rover Sport, som takket være en 113 kilometer rækkevidde får em klækkelig hybrid-rabt, så den nye model starter ved lige knap 1,3 millioner kroner. Fra 2024 kan du tilmed få en fuldelektrisk version.
Det er kun få dage siden, vi slukkede den 530 hestes V8’er i den nye Range Rover, og nu er Land Rover så klar med den nye Range Rover Sport. De to modeller deler teknik og til dels design, men Sport har siden introduktionen i 2005 været det dynamiske indslag, som skulle kæmpe mod Porsche Cayenne om at overtage segmentet af rige Premier League-fodboldspillere med mere i benene end mellem ørerne.
Kongeskibet er tilbage – vi kører den nye Range Rover
Den første generation var, navnet til trods, bygget på samme platform som den daværende Discovery, mens sidste generation og den nye er bygget på samme platform som den rigtige Range Rover. Den hedder MLA Flex, og den er relevant, fordi det åbner op for en elektrisk version, som skulle lande i 2024. Teknisk ved vi ikke mere endnu, men i mellemtiden kan du få stillet den elektriske tørst med to forskellige plugin hybrider.
Rigelig med power
Der findes to varianter, som er baseret på samme 3-liters rækkesekser, så du får i alt 440 eller 510 hestekræfter, og batteriet er massive 38,2 kWh. Det kan hurtiglades med op til 50 kW, og den officielle rækkevidde er 113 kilometer. Samtidig kan den store bil i P510-udgaven runde 100 km/t på 5,4 sekunder.
Nej tak til friheden – Land Rover Discovery Sport PHEV P300e
Hvis det ikke er nok til dig, så findes der også en ny 4,4 liters V8’er med to turboer og 530 hestekræfter, og selvom de på grund af afgifterne bliver næsten overflødige, så er der en række af fine dieselmotorer med fra 250 til 350 hestekræfter, som passer perfekt til eksempelvis hestefolket.
Skarpt design
Range Rover Sport hverken kan eller skal løbe fra slægtskabet til den større Range Rover, men designet er formet mere som et øksehoved, klar til at kløve alt på sin vej. Land Rover beskriver selv fronten som med stealth-agtige forlygter og grill, der giver en muskuløs fremtoning. Hjulene måler op til 23 tommer, mens kabinen til forveksling ligner den i Range Rover. Den domineres af en 13,1 tommer skærm på toppen af midterkonsollen, som styrer bilens mange funktioner.
Ekspedition Gotland – roadtrip i den nye Land Rover Defender
Det er ikke kun designet, der er blevet skarpere. Også køreegenskaberne er slebet, så de er blevet mere dynamiske. Dels så er medstyrende baghjul standard på hybriderne, mens Adaptive Dynamics 500 gange i sekundet justerer luftundervognen og støddæmperne, så de håndterer undervognen bedst muligt.
Der kommer tilmed en Stormer Handling Pack, som udover undervognen og de medstyrende baghjul også har justerbare krængningsstabilisatorer og aktivt differentiale med torque vectoring. Det lyder meget avanceret, og det er det også, men pointen er, at de smarte systemer skulle være så effektive, at de får den store Range Rover Sport til at køre lidt mere som en Mini.
Til gården og til gaden - brugttest af Range Rover Velar
Startprisen på en Range Rover Sport S P440 Plugin hybrid er 1.279.900 kroner, mens en Sport SE med 250 hestes diesel fås fra 1.754.900 kroner. Vil du have V8-power, skal du op i en Autobiography, som koster fra 2.709.900 kroner.