Range Rover Sport får hybriddrivlinje med 51 elektriske kilometers rækkevidde, og et soltag, der åbner og lukker med håndfagter.

Range Rover har præsenteret en faceliftet version af Sport-modellen, og største nyhed er, at du nu kan få den britiske aristokrat som plug-in hybrid. Hybriden har de allerede lavet, men denne gang kan du altså lade batteriet fra en stikkontakt, og det betyder, at der er skulle være op til 51 kilometers rækkevidde i det 13,1 kWh store batteri, der er placeret under bagagerummet.

Det er ikke noget tilfælde, at vi ser hybriden nu. Jaguar Land Rover har nemlig en målsætning om, at alle Jaguar Land Rover-modeller fra 2020 vil være elektrificeret. Enten som hybrid eller som rene elbiler.

P400e er navnet på den nye Sport, som har en to-liters, firecylindret benzinmotor med 296 hk kombineret med en 85 kW stærk elmotor, der er bygget sammen med en ZF-gearkasse med otte trin. Til sammen er der 404 hk, og det betyder, at den store SUV kan runde 100 km/t på 6,7 sekunder. Topfarten er 220 km/t eller 137 km/t på strøm.

I den efterhånden ret urealistiske NEDC-test kører P400e helt op til 35 km/l og udleder kun 64 g/km CO2. Er strømmen brugt op, kan batteriet lades op på to timer og 45 minutter via et særligt stik, der klarer 32 ampere. Alternativt tage det syv timer og 30 minutter med et almindeligt stik.

Gestikuleren
Resten af Range Rover Sport har også fået en opdatering. Visuelt har den fået nye LED-lygter, og grillen er blevet smallere, så det samlede udtryk er skarpere og mere sammenbidt. Kofangeren er ændret, så der er bedre køling til motoren. Indvendigt er nørderne gået amok. Airconditionsystemet kan nemlig ionisere luften med vanddråber i nanostørrelsen. Ideen skulle være, at vandet fanger snavs og støv, så luften i kabinen bliver renere.

Den anden store detalje, som du kan imponere kammeraterne med, er soltaget. Det kan betjenes via fagter. Du skal altså ikke trykke på noget, men blot lave en bevægelse med hånden foran bakspejlet, så ruller taget tilbage.