S-versionen af Audis nye A3 er klar, men trods 10 ekstra hestekræfter, bliver den faktisk langsommere fra 0 til 100 km/t. Til gengæld får den undvigelsesassistent, som hjælper dig med at dreje udenom problemer.
Vanen tro har Audi introduceret deres sportslige version af den seneste A3. S3 har været en tur i træningscenteret, og effekten er vokset fra 300 hestekræfter til 310 hestekræfter, mens det solide moment på 400 Nm, forbliver det samme som den forrige generation. En lynhurtig 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse og quattro-firehjulstræk sikrer, at alle kræfterne kommer i asfalten mest effektivt. Men den nye model er trods de flere kræfter faktisk langsommere, end den gamle model. Den nye S3 runder 100 km/t på 4,8 sekunder, uanset om det er hatchbacken eller sedanen, og det er jo ganske hurtigt. Men den tidligere generation klarede samme disciplin på bare 4,6 sekunder. Topfarten er uændret og begrænset til 250 km/t.
Det er jo ikke kun motoren, der gør en bil hurtig og sporty, så S3 har progressivt styretøj, som kan gøres strammere ved sportslig kørsel. En S-sportsundervogn er standard og sænker undervognen 15 millimeter, så S3 også kan dreje om hjørner.
Sportslig kabine
I kabinen kan du pifte din S3 op med dekorindlæg i aluminium eller kulfiber og med dørhåndtag, der har et design, der minder om forlygterne. Som standard vises de digitale visninger på et 10,25 tommer display. Som alternativ kan man vælge Audi virtual cockpit og dets ”plus”-variant – begge med en størrelse på 12,3 tommer. I midten af instrumentpanelet sidder der et 10,1 tommer trykfølsom skærm. Den registrerer indtastning af bogstaver med håndskrift og giver akustisk tilbagemelding. Sportssæderne er nyudviklede, og deres standardmonterede indtræk er primært fremstillet af genanvendte PET-flasker.
Ny generation af infotainment
Ligesom i Audi A3 er MMI-betjeningskonceptet i de nye S3-modeller baseret på tredje generation af infotainmentplatformen MIB3, som vi også kender fra Volkswagen. Computeren har en 10 gange højere processorhastighed end forgængeren og har et integreret Wi-Fi-hotspot. Navigationssystemet byder på prognoser om udviklingen i trafiksituationen, satellitbilleder i høj opløsning fra Google Earth samt informationer om trafikflowet. Individuelle indstillinger som ofte benyttede destinationer eller den foretrukne klimaregulering kan gemmes i op til seks forskellige brugerprofiler.
Fifty shades of grey – Audi A4 Avant
Car-to-X-tjenesterne er også en del af udbuddet af onlinetjenester fra Audi connect. De hjælper med at lokalisere parkeringspladser langs vejen eller med at følge den grønne bølge via kommunikation med lyskrydsene – fx i de tyske byer Düsseldorf eller Ingolstadt. Opkoblingen mellem den nye Audi S3 og brugerens smartphone foregår gratis via myAudi-appen, men også via Apple CarPlay, Android Auto og via Audi phone box. Den kobler smartphonen op til den udvendige antenne og oplader den induktivt. En anden feature er Audi connect Nøgle, som giver mulighed for at låse bilen op og låse den samt starte motoren via en Android-smartphone. Til Hi-Fi-fans fås et Bang & Olufsen Premium Sound System med 3D-lyd, som skaber et særligt rumligt lydbillede.
Skarpere RS 4 giver fingeren til SUV og sportsvogne
Ikke overraskende er S3 proppet med sikkerhedssystemer, så du får selvfølgelig automatisk nødbremse med registrering af køretøjer og fodgængere, men også en undvigeassistent med drejeassistent er en del af standardudstyret og har potentiale til at forhindre ulykker.
Audi S3 i Danmark
De nye Audi S3 Sportback og Limousine introduceres i Danmark i løbet af efteråret 2020. Der foreligger endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke ligger fast, men den gamle model kostede fra 670.000 kroner. Alternativt kan du også finde en brugt her - den er hurtigere.