Land Rover trækker på traditionerne og klemmer en V8’er i den nye Defender. Den får 525 heste, og vil sandsynligvis se flere Gucci-sko en gummistøvler.

Land Rover introducerede en V8-udgave allerede længe før, Defender blev Defender. Modellen Serie III var ved at nå enden af sin produktion, men Rover havde fået fingrene i en V8’er fra Buick, som allerede var landet i den, på det tidspunkt, helt nye Range Rover. Med relativt astmatiske benzin- og dieselmotorer var det oplagt at smide den nye motor i arbejdshesten også. Således blev Stage One født i 1979, og traditionen med V8’ere i 90 og 110 tommer, som senere kom til at hedde Defender, var født.

Ekspedition Gotland – roadtrip i den nye Land Rover Defender

Nok historietime for i dag. Vi skriver 2021, og Land Rover vil tale til et andet publikum end fåreavlere og landmålere. Så nu introducerer de en potent udgave af Defender med en femliters V8-kompressorladet benzinmotor med 525 hestekræfter og et drejningsmoment på 625 Nm. Gearkassen er den samme 8-trins automatgearkasse, som de øvrige modeller.

Tørstig
Vælger du den korte Defender V8 90, er der nok power til at sende bilen til 100 km/t på 5,2 sekunder og videre til en tophastighed på 240 km/t. Basiden er så, at sådan en V8’er koster på brændstofforbruget. Det officielle tal er 6,75 km/l, og CO2-udledning er på 335 g/km.

Endelig – her er Defender 90 og den er proppet både hybrid- og dieselpower

For at kontrollere de mange kræfter har V8'eren fået et nyt dynamic-program i Terrain Response-systemet. Det hjælper føreren med at udnytte de mange kræfter. Affjedringen har fået skræddersyede fjeder- og dæmperrater, krængningsstabilisatorerne er kraftigere, og bagakslen har fået et nyt elektronisk aktivt differentiale, mens gearkassens skift er optimeret. Fælgene måler 22 tommer, og bremserne er også vokset. Og selvom V8’eren skulle være sjovere at rive rundt på asfalt, lover Land Rover, at den stadig har terrænegenskaberne i behold.

Pyntesyg
Mens den originale Defender kunne spules over med en haveslange efter en lang dag i marken, er V8’eren blevet pyntesyg. Meget upraktisk, men helt sikkert luksuriøst, er den udstyret med sæder, der er betrukket med hvidt Windsor-læder og Miko-ruskind. Rattet med fire eger fremhæves af en Alcantara-kant og taktile skiftepaler i satinkrom, som er unikke for V8-modellerne. Læderet dækker airbaghuset og gearstangen, mens belyste indstigningslister er forsynet med en V8-inskription.

Er den nye Defender for blød? Her er Ineos Grenadier

Er den almindelige V8’er ikke nok for dig, kommer der også en eksklusiv Defender V8 Carpathian Edition. Den fås kun i Carpathian Grey og er kendetegnet ved et kontrasttag, en kølerhjelm og - for første gang på den nye Defender - en bagklap i Narvik Black. Yderligere visuelle højdepunkter omfatter skræddersyede V8 Carpathian Edition-emblemer, trækkrog i Satin Black og markante xenon-blå bremsekalibre.

Gammel kærlighed ruster ikke - brugttest af Land Rover Defender

Det unikke eksteriør er udstyret med Land Rovers Satin Protection-film. Den genanvendelige PU-baserede film påføres udvendigt på karosseriet og giver firehjulstrækkeren en moderne halvmat finish, der også beskytter mod alt fra ridser på parkeringspladsen til skrammer i terrænet. Men terrænkørsel kommer V8-modellerne nok ikke til at se meget af – det tætteste de kommer skoven er nok parkeringspladsen ved Dyrehaven.