Volkswagen har netop præsenteret en lillebro til T-Roc. Navnet er T-Cross og med masser af praktikalitet, skal den nok vinde mange danske hjerter.
Volkswagen har taget crossover-modellen T-Roc og puttet den i fotokopieringsmaskinen. Resultatet er en mini-variant, som er bygget på samme platform som Polo. Den hedder T-Cross, og hvis man skal tro Volkswagen, så kommer vi til at se meget mere til denne type biler i nær fremtid. Tyskerne anslår, at salget af mini-crossovers vil vokse til dobbelt størrelse i løbet af 10 år, og Volkswagen går selv forrest ved at investere 7,5 milliarder kroner i at udbygge sin fabrik i Spanien, som allerede bygger Polo.
VW T-Roc – kejserens nye klæder?
T-Cross ligner til forveksling storebroren, men er 12 centimeter kortere. Takket være en relativt stor akselafstand på 256 centimeter skulle der være god plads i kabinen. Et system, hvor bagsædet kan skydes 14 centimeter frem eller tilbage, giver mulighed for at prioritere benplads eller ekstra plads i bagagerummet, som rummer fra 385 liter til 455 liter. Det er ganske respektabelt for en bil, som trods alt kun er 5,4 centimeter længere end Polo.
Overblikket
Volkswagen vil gerne markedsføre T-Cross som en hip bybil, der typisk tiltaler unge mennesker – se bare pressebillederne, der alle er fra København – men på grund af vores afgiftsregler er der nok også mange ældre mennesker, som vil overveje den nye model. Crossover-trenden byder nemlig, at der skal være ekstra frihøjde, så faktisk sidder man 10 centimeter højere end i Polo, og det skulle gerne give ekstra overblik.
Årets Bil er stadig en dansker-darling – Seat Arona diesel
Udstyrsmæssigt kommer T-Cross til Danmark i tre varianter. Den billigste hedder bare T-Cross, og får en otte tommer skærm kaldet Composition Media, sikkerhed som eCall, Lane Assist og Front Assist med fodgængerregistrering. LED dagskørelys og LED baglygter samt opvarmede sidespejle er også standard. I kabinen får den multifunktionsrat og det længdeforskydelige bagsæde.
Turbokræfter
Som udgangspunkt kommer T-Cross med tre benzinmotorer og én dieselmotor. En trecylindret turbomotor yder enten 95 eller 115 hestekræfter, og runder 100 km/t på 11,5 sekunder eller 9,9 sekunder. En noget mere potent firecylindret 1,5-liters benzinmotor findes også, og den leverer 150 hestekræfter, en 0 til 100-tid på 7,8 sekunder og en topfart på 220 km/t, MEN den kommer ikke til Danmark. Til dieselfans kommer også en 1,6 liters firecylindret motor med 95 hestekræfter og 250 Nm, som sender den til 100 km/t på 12 sekunder.
Dårlig ryg? Snup en Ford Fiesta Active
En T-Cross 1,0 TSI med 95 hestekræfter starter ved 199.990 kroner, som er ret præcist det samme en Ford Fiesta Active koster, som dog stiller med en del mere udstyr – og et noget mindre bagsæde. T-Cross rammer de københavnske gader - og resten af landet til april.