Traditionelle familie-hatchbacks får nu priskonkurrence fra en ny kant, nemlig fra Suzuki S-Cross. Den lanceres i en ny modelvariant kaldet “Family”, som med lidt mindre udstyr er dykket ned i en lavere prisklasse.
Med sin pris på 189.990 kr. bliver S-Cross Family konkurrent til mange traditionelle 5-dørs hatchbacks, der prismæssigt starter i prislejet mellem 185.000 og 200.000 kr. Men S-Cross er ikke en traditionel biltype. Det er en crossover, hvor elementer fra SUV’en, MPV’en og den traditionelle personbil smelter sammen.
Vokser i popularitet
“Crossoveren vokser i popularitet og vinder frem som biltype for den moderne familie. Dens fordele er en SUV-agtig attitude med praktiske kvaliteter som god rummelighed, højere siddeposition og bedre overblik over trafikken,” siger John Mogensen fra Suzuki Bilimport Danmark. S-Cross Family-modellen henvender sig til bilkøbere, som lægger vægt på crossoverens kvaliteter og som samtidig har brug for større rummelighed, end den man finder i de fleste familie-hatchbacks. På bagsædet er der rigeligt med plads til to voksne eller tre børn, og med sit bagagerum på 430 liter tilbyder S-Cross Family plads nok til de fleste familiers behov og ønsker.
120 hk og 18,2 km/l
Family-udgaven drives frem af en 1,6-liters benzinmotor med 4 cylindre, 16 ventiler og 120 hk. Motoren er koblet sammen med en 5-trins manuel gearkasse, og EU-normen på pæne 18,2 km/l udløser 560 kr. i halvårlig ejerafgift. For at hjælpe føreren med økonomisk kørsel er bilen udstyret med gearskifteindikator og et informationsdisplay, der bl.a. viser bilens aktuelle brændstofforbrug.
5-stjernet sikkerhed
Family-udgaven har samme høje sikkerhedsniveau som alle de andre S-Cross-versioner og har bl.a. sikkerhedsudstyr som 7 airbags, antiudskridning , antispin, blokeringsfri bremser, bremsekraftfordeling, bremseassistent , dæktryksovervågning, pedalsikker-hedssystem og ISOFIX-beslag til to barnestole. S-Cross’ sikkerhed er blevet testet og godkendt af det uafhængige crashtest-institut EuroNcap. Med en vægtet score på 85 ud af 100% fik den de maksimale 5 stjerner og pæne ord med på vejen af både FDM og EuroNcap.
Godt basis-udstyr
S-Cross Family har lidt mindre komfortudstyr og lidt færre praktiske detaljer end de andre versioner i S-Cross-serien. Men vigtigt udstyr som aircondition, fjernbetjent centrallås og el-betjente sideruder for og bag er alligevel standard. Det samme er f.eks. splitbagsæde og højdejusterbart rat. Udvendig understreges crossover-looket af sorte skærmkanter samt beskyttelsespaneler for og bag og langs siderne.
Flere muligheder
Udover Family-udgaven indeholder S-Cross-programmet fire højere udstyrsniveauer med valg mellem benzin- og dieseldrift, ligesom S-Cross også fås med Suzukis nye AllGrip 4WD-system. Udstyrsniveauerne hedder GL, GL+, GLS og GLX. Afhængig af udstyrsniveau finder man blandt meget andet faciliteter som trinløst CTV-gear, 2-zoners klima-anlæg, nøglefri start, ratbetjent cd/radio med USB og Bluetooth samt alufælge og læderrat.