Tesla Model Y var Danmarks mest solgte bil i 2023 og er rasende populær, ikke mindst efter priserne er blevet sat voldsomt ned af flere omgange. Det smitter af på brugtpriserne, men spørgsmålet er, om Tesla Model Y rent faktisk er et godt brugtbilskøb. Svaret er et kompliceret ja.
Tesla Model Y blev lanceret i efteråret 2020, som SUV-udgaven af Model 3, som den deler trefjerdedele dele med. Men den lider ikke helt af de samme fejl, da den er konstrueret lidt anderledes. Det gælder for eksempel at de øverste, forreste bærearme på de tidlige 3’ere kunne knirke og gå i stykker, men det lider Y ikke af, ligesom lakken ikke skræller af i samme grad foran baghjulene, som på 3’eren, da det nederste panel er lavet i plast. Men tjek nu alligevel, om lakken har det godt, for mange ejere af Y’ere påpeger denne svaghed, og det understøttes af FDM’s værksteder, fortæller Yasser Abaiji, teknisk konsulent hos FDM. Også fælgene kan være kradsede af at gnubbe kantstene.
Anmeldelse: Tesla Model Y - sådan kører den rabatramte tyske version
Men ellers er der ikke meget at komme efter. På landets eneste autoriserede Tesla-batteri-reparatør, Ketner i Aalborg, fortæller værkstedschefen, Sebastian Thompson, at af alle Teslamodeller, er Y’eren den han selv ville vælge, fordi han ikke ser den meget på værkstedet i forhold til andre Tesla-modeller. De har også en Model Y som udlejningsbil, som heller ikke har voldt problemer.
Teslas tosserier
Det betyder ikke Model Y er fejlfri. Det gode og det dårlige ved Tesla er nemlig, at de har tænkt bilen forfra. Hvis vi tager de gode ting først, så får du oceaner af plads. Bagagerummet er på 854 liter, dertil 117 liter i frunken i snuden. Det skøre er, at nyttelasten kun er på 390 kilo indtil omkring februar 2022, hvor Model Y kommer med forbedrede bremser, og herefter kan klare omkring 500 kilo – nærmere kommer vi det ikke. Her rammer vi nemlig en anden af Teslas tosserier – vognen ændrer sig ret meget over tid, og der findes ingen officiel oversigt på, hvornår hvilke biler fik hvad installeret. Vægte kan du tjekke på typepladen mellem dørene, men gennem 2021-22 kommer mange ændringer, bl.a. erstattes radarer og parkeringssensorer med kameraer. Det betyder, at fartpiloten ikke længere ser så godt. Men ellers er opdateringerne til det bedre. Indvendigt får den en såkaldt AMD Ryzen-chip, der gør menusystemet hurtigere, samt et dybere bagsæde og tykkere glas på bagsæderne for at støjisolere. Bare for at nævne lidt.
Træt af Tesla - så prøv VW ID.7
Værd at nævne er den adaptive fartpilot, som kan tilkøbes i to trin udover standard, og det er dyre sager - 30.000 kroner for den lille, og dobbelt op for en såkaldt fuldt selvkørende version, hvor man bl.a. kan smide en adresse i navigationen, og så kører den næsten selv derhen. Der meldes dog om, at fartpiloten ikke altid fungerer lige godt, og man kan komme ud for, at den bremser uden grund. Noget andet, som kan have sit eget liv, er vinduesviskere og lyset, når du bruger autofunktioner.
Brugttest af Polestar 2 - digital køreglæde
Der er ikke et instrumenthus og ingen knapper i kabinen, blot en stor skærm på 15 tommer i midten, hvor alt fra vinduesviskere til sidespejle styres fra sammen med to drejehjul, som du kender fra din computermus, placeret ved tommeltotterne på rattet. Hvis du oplever problemer fx efter en opdatering, hvilket ikke er usædvanligt, hjælper det ofte at nulstille systemet, ved at trykke de to drejehjul på rattet ned, indtil skærmen slukker. Betjeningen kræver tilvænning, men giver en stilistisk ren kabine.
Europa fik Model Y et år efter USA, og det gør, at de værste børnesygdomme er udryddet, ikke mindst på softwareområdet. Den tilhørende app er en af markedet bedste, og kan bruges som nøgle til bilen.
De første modeller blev lavet i Fremont, USA og Shanghai, Kina, og det var med en undervogn, mange følte var ret hård. Det blev rettet med den såkaldte komfort-undervogn på Standard og Long Range modeller, som alle biler fra den nye fabrik i Berlin, der åbnede i 2022, har.
Sådan tjekker du udstyr
I jagten på en brugt kan hjemmesiden tesla-info.com hjælpe, hvor du via stelnummeret kan hente oplysninger på bilen. Dertil kan du i bilens menusystem under Software og Flere køretøjsoplysninger læse, om den har hurtig AMD Ryzen-chip, varmepumpe samt om lavspændingsbatteriet er et 15,5 volts lithium-ion, som afløste det for biler normale 12-volts blysyre i 2022. Få også sælger til at vise dig udstyret via sin app under Car information.
Hvor godt holder et Tesla-batteri?
Ellers er det en ganske solid vogn, hvor du blot skal beslutte dig for, hvilken af de tre versioner, du vil have – Standard er den billige baghjulstrukne med 299 hestekræfter og rækkevidde på 455 kilometer, en firehjulstrukken med enten lang rækkevidde på 533 kilometer og 491 hestekræfter kaldes for Long Range, eller vælg den vilde Performance med 534 hestekræfter og 514 kilometer rækkevidde. Alle leveres med en bibel-lang liste af standardudstyr, hvor anhængertræk nu om dage er en del af pakken.
Tesla Model S- Verdens hurtigste bil med verdens mærkeligste rat
Det her skal du holde øje med på en brugt Model Y
Derudover skal du tjekke bremserne for rust, fx om den skurrer fra hjulene, når du bremser. Det er et fænomæn på alle elbiler, ligesom ujævnt dækslid er det for alle hurtige biler. Specielt for Telsa, er at værksteder melder om, at de til service ofte skal indstille hjulvinklerne. FDM har også noteret løse ratstammer på ganske få, hvilket garantien (som er på fire år) tager, og syninger i sæder, der er sprunget op. Til sidst skylder vi også at sige, at Y’eren scorede ret højt ved sin chrashtest, så det er en af de sikreste biler på markedet.
Vær dog opmærksom på, at de mange hestekræfter kan gøre din forsikring himmeldyr og sidst - tjek at brugtprisen ikke er højere end nybilsprisen – Tesla har det med at sætte fabrikspriserne overraskende voldsomt ned, og det er ikke altid brugtmarkedet kan følge med.
Modelhistorie:
2020
Tesla Model Y
Model Y får sat strøm til i USA først, og året efter får vi Performance med 534 hk og 514 km rækkevidde og Long Range med 491 hk og 533 km rækkevidde, begge med firehjulstræk. Batteriet er på 77 kWt, og den lader med op til 250 kWt.
2021
Tesla Model Y Standard Range
Standard Range introduceres. Den har baghjulstræk og 299 hk, samt en rækkevidde på 455 km. Batteriet er på 60 kWh. Herhjemme er den 100.000 kroner billigere end Long Range-modellen. Den kan lade med max 170 kW.
2022
Tesla Model Y
Mange opdateringer i løbet af året. Større batteri fra 77 til 85 kWt, og 15,5 volt-lithiumbatteri erstatter 12-volts blybatteriet. AMD Ryzen CPU til infotainment. Nyttelast i bilen øges fra 390 op til 565 kg. Radar forsvinder, bagsædet bliver dybere, p-sensorer droppes.
2023
Tesla Model Y ”Berlin”
Gigafabrikken i Tyskland spytter nu biler ud til Europæerne med ny blød undervogn og billigere produktionsmetode til for- og bagendes karrosse. Priserne på Y sænkes i januar med op til 131.293 kroner og den bliver Danmarks mest solgte bil i nogle måneder.