Beregning fra Biltorvet viser, at du kan købe en ét år gammel Peugeot 208 og køre gratis i den i to år, til den pris en helt ny tilsvarende model koster i løbet af et år. Vi sammenligner priser på Nissan Qashqai, VW Golf og Peugeot 208.
Forestillingen om ny bil mod brugt bil plejer at gå nogenlunde sådan her – du skal have færre penge op af lommen, når du køber brugt, men til gengæld kan du så bekymre dig hver morgen for, om bilen vil starte, og du skal sætte ekstra penge af til store reparationer. Men sådan behøver det ikke at være. Det viser en udregning, som Biltorvet har fået lavet af Mikonomi, et website der har specialiseret sig i at lave udregninger på de billigste forsikringer og lignende.
Guide: Sådan finder du de rigtige fælge til din bil
I to ud af tre tilfælde er der mange penge at spare, hvis du vælger en bil, der er brugt, men stadig kun et år gammel. Vi har valgt tre populære modeller og har regnet på indkøbspris, serviceaftale, forsikring, ejerafgift og brændstofforbrug ved 15.000 kilometers kørsel årligt. På et budget over tre år og 45.000 kilometer, er der mange penge at spare på en nyere brugt bil – faktisk kan du i et tilfælde spare alle faste udgifter, inklusiv brændstof i to år.
Dansk favorit
Peugeot 208 har gentagende år været Danmarks mest solgte bil, så det er nærliggende at overveje en nyere, brugt model. Kigger vi på Biltorvet.dk, med over 500 Peugeot 208’ere til salg, kan vi se, at gennemsnitbilen på mellem 0 og ét år koster 128.857 kroner og har kørt 14.571 kilometer.
Sådan prøvekører du en brugt bil
Ganger man de faste udgifter op med tre år, så ender man med en samlet pris på 174.939 kroner.
Til sammenligning har vi valgt en femdørs Peugeot 208 1,2 Vti Active med 82 hestekræfter, der fra ny koster 157.990 kroner. Kigger vi på de faste udgifter, ser vi, at der skal rulle det samme antal kroner ud alene det første år, som man skal forvente at betale for hele perioden på den brugte bil.
Ganger man udgifterne op for tre år på den nye bil, så ender man med en samlet pris på 204.191 kroner, altså 29.252 kroner mere end den tilsvarende brugte udgave.
Højbenet og hip
Anden kandidat er Nissan Qashqai – modellen der har fået danskerne til at elske højbenede biler. Alene i 2017 var den Danmarks næstmest solgte bil, hvilket også betyder, at der er masser af brugte biler til salg. Vores regnestykke tager igen udgangspunkt i tal, der er trukket ud af Biltorvet.dk. Her kan vi se, at en ét år gammel Qashqai diesel gennemsnitligt har kørt 15.063 kilometer og koster 264.048 kroner.
Læs vores test af Nissan Qashqai
Ganger man udgifterne op for tre år, så ender man med at have brugt 312.592 kroner.
Til sammenligning har vi valgt en ny Qashqai Tekna 1,5 Dci med 110 hestekræfter, der koster 298.048 kroner fra ny, og igen er billedet det samme. Du kan holde en brugt Qashqai kørende i tre år for den pris, en ny bil koster dig det første år.
Ganger man udgifterne op for tre år, så ender man på 345.445 kroner, som er 32.853 kroner mere end den samme model, bare ét år gammel.
Undtagelsen
I to ud af tre situationer er der mange penge at spare på at købe den brugte bil. Men i det sidste tilfælde er det kun få tusinde kroner, der adskiller en helt ny og en brugt Volkswagen Golf. Grunden skal findes i omlægningen af registreringsafgiften, som har gjort Golf markant billigere, forklarer Claus Carstensen, der er afgiftsekspert og projektleder på Biltorvet.
Sådan finder du den bedste autostol
Ved den seneste afgiftsnedsættelse, så vi at flere biler blev markant billigere, og eksempelvis en bil som Volkswagen Golf er faldet markant i pris. Det betyder, at vi har en situation, hvor gennemsnittet af de brugte biler er meget lig de tilsvarende fabriksnye biler. Det er selvfølgelig en kunstig situation, som vil udligne sig med tiden. Generelt er det billigere at købe en brugt bil, og specielt de første tre år har nye biler et stort værditab, så man som forbruger kan udnytte, hvis man er villig til at købe en let brugt bil, forklarer Claus Carstensen.
I vores regnestykke ser vi altså, at en ét år gammel benzin-Golf i gennemsnit koster 247.833 kroner på Biltorvet.
Altså koster et års kørsel 268.041,56 kroner, og lægger man udgifterne sammen for de tre år, så bliver det samlede beløb 309.927,68 kroner.
Til sammenligning har vi valgt en ny Golf 1,4 TSI, som koster 255.771 kroner.
Når man lægger alle udgifterne sammen for de tre år, så ender den brugte Golf kun med at være 2.336,32 kroner billigere end den nye bil, og derfor kan det diskuteres, om det kan betale sig at købe brugt i denne sammenhæng, så længe brugtvognsmarkedet ikke har stabiliseret sig fuldstændig efter afgiftsomlægningerne.
Brugtbilstryghed
En af fordelene ved en hel ny bil er, at du ikke behøver at skulle tænke på uforudsete udgifter og ubehagelige overraskelser i form af nedbrud. Men ved at købe en næsten ny bil, som stadig har nybilsgarantien i behold, og som ydermere har en serviceaftale, der strækker sig efter garantien ophører, kan du undgå ubehagelige overraskelser og samtidig være ret sikker på at kende budgettet til vedligehold, forklarer Claus Carstensen fra Biltorvet.
En ét år gammel bil kører og opleves jo næsten som en ny bil, men der vil selvfølgelig altid være en minimal risiko forbundet ved at købe en brugt bil. Det bedste, du kan gøre, er at købe en bil som allerede har fået tegnet en serviceaftale. På ældre biler, kan det måske være svært at få værkstedet overtalt til at starte en serviceaftale. Har du en serviceaftale, så bør du ikke forvente flere problemer, end hvis du havde købt bilen fra ny.
I forbindelse med denne undersøgelse har vi indhentet tilbud på serviceaftaler på alle tre brugte biler, men hvordan de forskellige mærker griber sagen an, kan godt variere. Hos Peugeot og Volkswagen bliver serviceaftaler på brugte biler altid afregnet fra første registreringsdato. Hos Volkswagen er det ydermere et krav, at serviceaftalen bliver oprettet inden første serviceeftersyn. Hos Nissan kan tilbuddet variere fra forhandler til forhandler. Tilbuddet vi har taget udgangspunkt i stammer fra Autonorden i Kastrup.