Vi har fundet fem fede luksusbiler med plads og luksus nok til at tilfredsstille selv de mest kræsne svigermødre – og så er de alle til at betale.
Hvor meget luksus kan du egentlig få for 50.000 kroner? Det har vi sat os for at undersøge her, hvor vi finder fem forskellige luksusbiler, som alle er til at erhverve for samme pris som en nyere, brugt mikrobil. Det betyder også, at du hverken skal være bange for høje ejerafgifter, endnu højere kilometertal eller et afhentningstilbud til CVR-nummer.
Audi A6 2,4 V6
En Audi A6 plejer at være et stensikkert tegn på, at det går dig godt, men her har vi altså fundet en model, som koster bare 49.900 kroner, så du nemt kan foregive, at du vader i succes, selvom bankkontoen er suget tør. Hemmeligheden er, at bilen er fra 2007 og har kørt 269.000 kilometer. Til gengæld ligner en generation A6 alle de andre, så man tænker ikke umiddelbart, at bilen her er næsten 15 år gammel.
Brugttest – Audi taber forspringet med A6
Du får altså masser af plads på bagsædet, formidable langturs-evner, to zoners klimaanlæg, navigation og 177 hestekræfter fra en vellydende V6’er – tag dén, mikrobil!
Lige i dette tilfælde, er det til din fordel, at bilen her ikke har automatgear, for så ville du have fået det såkaldte Multitronic, et CVT-gear, som ikke ligefrem er kendt for at være solidt. Til gengæld skulle denne bil have en fuld servicebog, som altid er et must, uanset hvilken bil, du køber, og den leveres nysynet. Så du burde kunne køre de næste to år uden nogle nævneværdige udgifter.
Jaguar S-Type 3,0 V6
S-Typen er absolut ikke Jaguars mest populære model, og det design, der var så retro-hipt, da bilen blev lanceret, ser efterhånden en smule bedaget ud. Bilen, vi har gravet frem her, er helt tilbage fra 1999, men har kun kørt 99.900 kilometer, så der burde altså være masser af liv i den gamle bil endnu. Den er tilmed velserviceret.
Brugte biler til 50.000 kroner - 5 bud fra redaktionen
Bilen sælges engros uden garanti, men med så lavt kilometertal burde ikke være en stor bekymring, og den koster til gengæld kun 40.000 kroner. I stedet kan du bare læne dig tilbage i de bløde lædersæder, og nyde lidt engelsk klasse og de i alt 238 hestekræfter, der gør S-Typen ganske kvik.
Husk blot at tjekke undervognens vanger og bagbro grundigt for den brune syge, rusten, og at den føles skarp, og ikke madrasagtigt, når du testkører den, ellers skal der skiftes bøsninger, som er besværligt.
Mercedes E220 cdi
Mercedes E-Klasse er kongen af solide biler, og derfor ser man ofte modeller, som har kørt rigtig langt. Vi har fundet et eksemplar her fra 2008, som har kørt 482.000 kilometer, og selvom du måske kigger dig rundt efter døren, så kan både W211-modellen og OM646-motoren klare rigtig mange kilometer, hvis ellers der bliver passet på bilen.
En tysk klassiker - brugttest af Mercedes E-Klasse
Denne bil har to zoners klimaanlæg, køl i handskerummet, regnsensor og xenonlygter, og så får du masser af plads i den store stationcar. Og denne bil kommer tilmed med en fejlfri brugtbilsattest og er nysynet.
Saab 9-5 2,0t
Saab lever efterhånden et stille liv i de fleste bilkøberes bevidsthed. Det er der ikke noget at sige til, da mærket lukkede og slukkede i 2016. Det ændrer ikke på, at mærket altid har lavet solide og anderledes biler, og specielt 9-5 er en rummelig og komfortabel familiebil, som da den var ny, kostede over 500.000 kroner.
Elbil til under 100.000 kroner – vi finder fem solide bud
I dag kan du samle denne bil op til 39.900 kroner. Den er fra 2007 og har kørt 280.000 kilometer, og med i prisen får du læderkabine og vinterdæk. Til gengæld er det et kommissionssalg, så forhandleren virker kun som formidlingsled mellem sælger og køber, og derfor får du ikke nogen garanti.
Volvo S80 T6
Når den er god nok til en minister, så er den nok også god nok til dig. Marianne Jelved kørte i hvert fald Volvo S80 T6, da hun var Økonomiminister under Poul Nyrup Rasmussen. Dette eksemplar kan du til gengæld købe for mindre end en ministerpension – 39.900 kroner skal du slippe.
Hvornår skal min bil til syn? Her er de vigtigste tips til at få bilen synet
Til den pris får du en bil, som har en turboladet rækkesekser og 272 hestekræfter, tidligere er undervognsbehandlet og med fuld servicebog, og så har den rundet bare 200.000 kilometer, så der burde være masser af liv i den endnu.