Der er mange myter og lige så mange myldrende tanker; er en elbil en god idé? Også i denne tid med stigende elpriser og inflation, samt en masse nye elbilsmodeller på vej. Første skridt er at få styr på økonomien – det får du i denne artikel.
Hvad koster en elbil at købe?
Den billigste elbil er Dacia Spring, med en startpris på 150.000 kroner, mens en Porsche Taycan Turbo S koster på den forkerte side af et par millioner. Hvad elbilen koster for dig, kommer an på dit behov for plads, fart, sjov eller komfort – og du får ikke rigtigt nogen af delene i den billige Spring.
Så vælg bil efter det, som du ville have gjort, hvis det var en almindelige bil – med den vigtige tilføjelse, at du med en elbil også skal huske at kigge på rækkevidden.
Kampen om fremtiden – er el bedre end brint?
Dacia Spring kører opgivet 230 kilometer på en opladning, og det er lidt. En Tesla Model 3 hører blandt de, med længst rækkevidde, hvor Long Range-modellen kører 602 kilometer, og sådan en koster fra 479.992 kroner. Hovedreglen er, at jo længere rækkevidde, des dyrere er din elbil, for batteriet er selvsagt større, og hvad er dyrt? Det er batteriet.
En lang rækkevidde er dog at foretrække, da du kan køre længere, før du skal lade den. Det er især vigtigt, hvis du ofte kører langt, eller vil bruge din ellert til ferieture.
Godt nytår
På grund af vores afgiftssystem ligger indkøbsprisen kun lidt over en tilsvarende fossilbil, men der er store svingninger. Fx koster en Peugeot e-208 i runde tal en tredjedel mere end fossilversionen, mens Audis mellem-SUV-elbil, Q4 e-Tron er 50.000 kroner billigere end den mindre fossil-crossover Q3.
Men husk, at afgiften på elbiler stiger lidt efter nytår og da afgiften følger nummerpladen, dvs du betaler ved levering, så er det vigtigt at holde sig for øje om bilen leveres i år eller næste år, hvor de dyrere elbiler bliver lidt dyrere.
I runde tal kommer der afgift på en elbil, når den koster over 467.250 kroner, men næste år falder det beløb til 448.950 kroner.
Indregnet her er også en nedsættelse af det såkaldte batterifradrag – jo større batteri, des større fradrag, men der er et loft på 45 kW, så stort set alle elbiler i dag har et stort nok batteri til at få det fulde batterifradrag – kun biler som Fiat 500e, Honda e, Mini Cooper SE, Mazda MX-30 og nogle få andre har et mindre batteri, men de koster jo heller ikke så meget, at de kommer i berøring af at betale afgift.
Du kan læse alt om afgifterne her, men hold for øje, at skemaerne er ikke superlogiske, og du må ikke tro, at man blot betaler 40 procent i afgift på en elbil efter man har trukket det særlige bunfradrag fra.
Det foregår nemlig således,at man først beregner registreringsafgiften på en elbil, som var det en helt normal bil, altså inklusive de tre skalaknæk. Det beløb trækker man så batterifradrag og det for elbiler specielle bundfradrag fra og det beløb man kommer frem til, betales der kun 40 procent af. Altså efter momsen er lagt på. Ak, ja nemt skal det ikke være.
Men det betyder så, at hver krone elbilen koster mere end de 448.950 kroner straffes kun med 40 procent minus de normale 150 procent, som fossilbiler betaler = 60 procent plus moms - altså er elbilen 1000 kroner dyrere betales 60 procent af 1250 = 750 kroner, så den bliver faktisk 2000 kroner dyrere.
Så for hver 1000 kroner i nettopris, elbilen koster over 448.950 kroner, bliver den 2000 kroner dyrere i udsalgspris.
Forvrirret?
Du skal bare vide, opsummeret: Skal du have en fabriksny elbil, får du lidt mere for pengene i år end næste år, altså på de dyre af slagsen, der koster i omegnen af 450.000 kroner.
Hvad koster det i afgift at eje en elbil?
Den periodiske afgift for elbiler er til at overskue – den er på 680 kroner i 2022 og 740 kroner i 2023.
Satsen bliver faktisk omregnet til et fiktivt benzinforbrug, hvor laveste takst er alle biler, som omregnet kører mindst 20 km/l. Det gør alle elbiler.
Køber du brugt, er der en anden sats for biler mellem 1997 og2021, kaldet grøn ejerafgift, og igen bliver afgiften omregnet til et benzinforbrug – og igen, vil elbilerne lande på så fine værdier, at det udløser laveste takst.
Har du forelsket dig i en elbil, så find forbruget Wh/km, som er oplyst af producenten.
Er det under skæringspunktet 456 Wh/km, betaler du laveste takst.
En vildbasse som Audi e-Tron S, som forbruger ret ringe 270 Wh/km er altså stadig inden for skiven.
Du kan se Wh/km og andre specs på alle elbiler i denne fine oversigt:
Hvad koster den at køre i?
Uha, nu bliver det kompliceret. For det kommer jo an på hvorhenne og hvordan, du køber strøm, samt hvor mange kilometer, du kører.
Men det bedste først: En elbil kræver ikke så meget vedligehold, som en normal bil, fordi motoren har færre bevægelige dele. Bilen er altså billigere i drift.
Som et eksempel kan vi nævne Hyundai Kona, der findes både som elbil og i en benzinversion. En serviceaftale på Kona-benzin koster 399 kr. pr. måned, mens elbilen kun koster 299 kr. pr. måned, og det er for 20.000 kilometer om året. Altså er elbilen her 1200 kr. billigere om året.
Serviceintervallerne er dog de samme som for almindelige biler, hvor blandt andet bremserne efterses – den slags dele er ens for elbiler og almindelige biler.
Husk også, at selv om batteriet over tid mister lidt af pusten, så er det sjældent at man skifter et helt batteri – man kan blot reparere de celler, som er itu.
Strømpris
Selve strømprisen sejler jo, som vinden blæser, bogstaveligt talt, for det kommer både an på om vindmøllerne får noget vind, eller der er brusende vand i Norges vandkraftværker, krig i Ukraine og forbruget i resten af Danmark og en masse andre ting.
Køber du strøm ved en ladestation, er der også forskel i priserne fra leverandør til leverandør.
Og så er der samtidigt en statslig rabat, hvor du får refunderet afgiften.
Så – en ting ad gangen:
Hjemmeladning
Du kan lade derhjemme med en boks eller nødladeren, det man i gamle dage kaldte en mormorlader – som begge blot er andre navne for at sætte den i en helt almindelig stikkontakt. Det vil tage dig hele dagen at lade, og du skal samtidigt være helt 100 på at kabler, stik og sikringer er i orden, fordi elbilen kan suge ret meget. Lidt som at have din elkedel, opvaskemaskinen på kogeprogram og støvsugeren tændt – hele dagen.
Husk især at tænke over dette, hvis du er i kolonihaven eller sommerhuset – vær helt sikker på, at der ikke er svagheder i ledningsnettet.
Forsikringsselskab: Pas på med at lade elbilen i sommerhuset
Derfor er der også anbefalinger for den slags – Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, du kun trækker 6,0 ampere i sammenlagt maksimalt to timer. Men dine sikringer er enten 10, 13 eller 16 ampere, så vognen kan trække mere, men så risikerer du måske at ledningsnettet bryder sammen, så brug det specielt byggede mormorkabel, der som regel følger med bilen og indstil den eller bilen til at lade med 6,0 ampere, og brug aldrig forlængerledninger – kablet skal direkte i en stikkontakt. Informationer omkring indstillingen af nødladerens strømstyrke findes i bilens instruktionsbog.
Med de maksimale 6,0 ampere, vil bilen kunne lades med 1500 watt i timen, eller 1,5 kWh, og så tager det altså 26 timer at lade fx en Hunday Kona EV (med det lille 39,2 kWh-batteri) fuldt op.
Men da man jo ikke anbefales mere end to timer, så får du kun 3,0 kW på, hvilket i den bil svarer til 15,6 kilometer. Men så har du måske nok juice på til at kunne køre til en lynlader i nærheden. Har du haft en autoriseret elektriker ude at sørge for at dine installationer kan klare det, må du gerne mormorlade mere end de to timer.
Så af mange gode grunde - brug helst en dedikeret ladeboks, der bruger sit eget kabelsystem, der ikke trækker på husets eksisterende ledningsnet.
Du kan købe en ladeboks sammen med bilen – rigtigt mange forhandlere tilbyder dette. Men udvalget af udbydere er stort, så husk at tjekke markedet på dagen, fx via siden https://ladepris.dk/.
Udover selve elprisen er der stor forskel på udgifterne - opsætningen af ladeboksen, og om du lejer eller ejer boksen, om det koster penge at komme ud af aftalen igen og få boksen afmonteret, abbonement, service og refusionsgebyrer osv.
Refusion
Du kan få afgiftsrefusion på den strøm, du lader bilen op med. Refusionen får du, fordi der er indgået en politisk aftale om at udskifte fossile benzin- og dieselbiler til eldrevne køretøjer, og refusionen er et tilskud til en tilskyndelse for at få dig til at købe en elbil.
Refusionen sker automatisk via din ladeboksoperatør, når du tegner en abonnementsaftale – og det svinger lidt, hvor meget du får tilbage alt efter operatør, men regn med 90 øre og op til næsten en krone pr. kW.
Husk her, at det er lidt noget bøvl, hvis du allerede får elafgiftsrefusion for fx en varmepumpe eller nogle af de andre tiltag politikerne laver. Her skal du vælge, hvad du vil have refusion for, da du kun kan få refusion for én strømting.
Du kan få et overblik på denne glimrende side, der har samlet de fleste udbydere, og hvad det koster, samt hvor meget refusion du får. I guiden kan du skrue på elprisen samt det antal kilometer, du regner med at køre.
På https://elpris.dk/ kan du finde den aktuelle elpris fra en række leverandører, samt den refusion, du kan få.
Det sagt, så fjerner staten elafgiften i seks måneder fra årsskiftet 2023, ikke kun for elbiler, men alt strøm, så her kommer refusionsaftaler ikke til at give mening. Da afgiften er væk, så er der jo ikke noget at returnere. Men hvad der sker efter 1. juli 2023, må vi vente med at se.
Find elpris og lad billigt din elbil med en app
Der findes en række apps, som kan vise, hvornår elprisen er lav, så du kan ladedin elbil, når elprisen er lavest.
Her er et udvalg af apps, der viser elpriser, så du kan lade billigst:
Elpriser App Store Google Play
Andel Energi App Store Google Play
Watts App Store Google Play
True Energy App store Google Play
Monta App store Google Play
EV Energy App store Google Play
Nogle af app’sene som True Energy, EV Energy og Monta kan styre din elbil, så den lader automatisk, når strømmen er billigst. Du skal bare angive, hvornår du skal bruge bilen, så styrer appen resten selv, når altså du har parret dem med din bil og dit system.
Hvis du lejer din ladeboks, så er du typisk underlagt det givne firmas app og styring. Hvis du selv ejer din ladeboks og skal have refusion, vil refusionsselskabet ofte bruge en app som fx Monta, som mellemmand til at styre ladeboksen, og dermed får du ovenstående mulighed.
Hvad koster det at lade elbil på turen
Noget af det mest skræmmende ved en elbil er jo at løbe tør for strøm – også kendt som rækkeviddeangst. For hvad nu, den dag, du skal tværs over Danmark, kan man overhovedet det, og hvad koster det?
Svaret er ja, naturligvis, fordi der er nu over 6.500 ladestandere i Danmark, flest i tætbebyggede områder og ved trafikale knudepunkter, hvor du kan hælde strøm på.
Desuden kan moderne elbiler lade ret hurtigt i diciplinen 20-80 procent. Det tager lidt længere tid at lade hele vejen op til 100 procent, da de sidste 20 procent skal knibes ind, derfor er ladetiden op til 80 procent den faktor, du skal lægge mærke til.
I parantes bemærket er det også god ladekultur at overlade laderen til den næste i køen, når du har ramt de 80 procent. Nogle ladesystemer, typisk de hurtigste lynladere, tillader faktisk ikke mere end 80 procent.
Ladestanderne er opdelt i tre typer. Almindelige ladere, hurtiglader eller lynlader. De opdeles efter, hvor hurtigt de smider strøm på, angivet i kilowatt kW. Jo hurtigere, du får strømmen kylet på, des flere grunker skal du kyle efter det.
Som tommelfingerregel har en lynlader en effekt på typisk 150-350 kW, en hurtiglader er 50-100 kW, og en normallader har en effekt på 3,7-22 kW, hvor sidstnævnte er dem du finder i byer, på arbejdspladser, eller i ladeboksen hjemme, hvor der er god tid til at lade.
Du skal beslutte dig for, om du vil betale en fast pris pr. måned og kunne lade ubegrænset, eller du vil betale per opladning. Om det kan betale sig, kommer an på dit kørselsbehov og din betalingsaftale.
Lad os sige du kører 15.000 kilometer om året, eller 1.250 kilometer på en måned. En af mange udbydere er E-On, som har begge produkter i porteføljen, hvor fastprisaftalen koster 649 kroner (indtil marts 2023 koster den dog det dobbelte, pga. energikrisen), men du kan også betale per kilowatt – her koster det 5,50 kroner per kilowatt på de langsomme ladere og 6,50 på en hurtiglader. Så vi bruger gennemsnittet på 6,0 kroner.
I vores regnestykke her bruger vi en Skoda Enyaq iV 60, og den kører opgivet 176 Wh/km, hvilket omregnet er 0,176 kWh x 1.250 km = 220 kW per Måned.
Prisen er så 220 kW x 6,0 kroner = 1.320 kroner. Altså når du tanker uden abonnement, og derfor kan det her betale sig at bruge fastprisaftalen på de 649 kroner (dog ikke indtil 23 marts 2023, da E-On’s fastprisaftale indtil den dato koster 1.349 kroner).
Prisen varierer jo selvsagt alt efter udbyder, og der er mange. Men jo hurtigere du får strøm på, des dyrere bliver det – dvs en hurtigladning koster mere end langsomladning.
Nogle udbydere tilbyder dig en god pris på ladning på deres standere, hvis du samtidig har deres ladeboks, mens nogle bilmærker måske kan tilbyde dig en god pris i forbindelse med dit elbilskøb – fx har Audi, BMW, Mercedes, Skoda, Hyundai og Kia kørt med Ionity, hvor du det første år har kunnet tanke for mellem 2,20 til 2,70 kroner per kWh på deres lynladere.
Hvad koster det at lade batteriet op på en elbil?
Lad os regne med en gennemsnitlig pris på 6,0 kroner per kWh.
Da har vi regnet disse eksempler:
· Mercedes EQS 450 4MATIC, batteri er 108 kWh x 6,0 kroner = 648 kroner for en ”fuld tank”. Og det er for 615 kilometers rækkevidde. Altså i runde tal 1,0 kroner per kilometer.
· Volvo XC40 Recharge Twin, batteri er 75 kWh = 450 kroner. Og det er for 340 kilometer. Altså 1,3 kroner per kilometer.
· Honda e, 28,5 kWh = 171 kroner, men kun for 170 kilometer, og det giver 1,0 kroner per kilometer.
· Skoda Enyaq iV 60, 58 kWh = 348 kroner for 330 kilometer, og det giver også 1,0 kroner per kilometer.
Her er en udmærket side til at tjekke priser på ladestandere
https://www.parkeringsinfo.dk/elbil-hybrid/opladning-abonnementer-prisguide.asp.
Her er et udvalg af apps, du kan bruge på farten, når du leder efter et sted at lade. Mange af app’sene fortæller også, om laderne er fri, og hvad dagsprisen er.
Northe (Charge4Go)
Chargefinder
Chargemap
Chargeprice
Charge Point
Chargeway
Circle K Charge
Clever
eins-E-Mobil
E.ON Drive
Electro Maps
IONITY
Monta
PlugShare
Plugsurfing
Q8 Opladning
Shell Recharge
Spirii Go
Tesla
Forsikring af din elbil kan være voldsom
Forsikringen er jo meget individuel, men når vi nævner det her, er det fordi du skal have for øje, at ikke alle forsikringsselskaber har forståelse for, at din nye Tesla Model 3 er en såkaldt grøn bil, når den leveres med over 500 hestekræfter. De udregner din præmie på baggrund af de mange kræfter, og så kan det blive ret så dyrt.
Et grundigt forsikringstjek er derfor nødvendigt, hvis du vælger en elbil med mange kræfter.
EDIT: Afsnittet om mormorlader er blevet præsiceret - det kunne forstås sådan, at elbilen kunne suge alt den strøm den ønsker med mormorlader, hvilket ikke er tilfældet. Den har en indbygget begrænsing, man ofte som bruger kan justere.