Er du på jagt efter en elbil med plads til familien, og som ikke må koste mere end 200.000 kroner, så har vi fundet seks forskellige alternativer – nogle med masser af plads, andre med mega-rækkevidde.
Skal du skifte den gamle bil ud med en nyere, og drømmer du om elbil, men rækker pengene ikke helt til en ny, skinnende Tesla, så frygt ej. Vi har fundet flere forskellige bud, som alle er brugte, men næsten nye elbiler, og som alle har plads til familien. Og det bedste – du skal ikke betale mere end 200.000 kroner for dem.
Kia e-Niro – 199.900 kroner
Kia e-Niro er en af de ældste modeller her, og blev introduceret tilbage i 2018. Der kom da også en ny model sidste år, men det ændre ikke på, at modellen her, er både solid og med et lavt forbrug. Der findes to varianter, en med 39 kWh batteri og en med 64 kWh. Gå efter det store batteri, og tjek, at bilen har varmepumpe, som kan mangle på biler, der er importeret fra andre lande.
Tilbud på grønt - brugttest af Kia e-Niro
Bilen her har varmepumpe og trefaset hjemmeladning, og selvom den er fra 2021, har den stadig fabriksgaranti indtil 2027. Du behøver altså ikke være bekymret for de 60.000 kilometer, som bilen her har kørt.
MG4 – 189.900 kroner
MG4 er faktisk en af de få elbiler, som du kan købe for under 200.000 kroner fra ny. Vi har dog fundet en Luxury-variant med masser af udstyr og det mellemstore batteri på 61,7 kWh, som giver en officiel rækkevidde på 435 kilometer. Bilen er fra 2023 og har kørt 19.000 kilometer, så den er næsten ny, og så stiller MG med syv års garanti.
MG4 er sjov, billig og praktisk – men langtfra perfekt
MG4 har meget komfortable køreegenskaber, et overraskende stort bagsæde, og er på den måde et godt bud i Golf-klassen.
Renault Megane E-Tech – 189.900 kroner
Renaults flotte Megane er en af de nye elbiler, som faktisk er til at komme i nærheden af, hvis den bare er let brugt. Modellen kommer med et 40 eller 60 kWh batteri, og med det mindste, kan du finde biler til under 200.000 kroner. Bilen, vi har valgt, er fra 2023 og har kun kørt 19.110 kilometer.
Renaults elektriske håb – her er priserne på Megane E-Tech Electric
Du får ikke verdens mest rummelige bagsæde, men til gengæld får du en lækker og velkørende elbil.
Skoda Enyaq 50 iV – 199.700 kroner
Skodas Enyaq er en af de meget populære elbiler og med god grund. Den har allerede vundet prisen som Årets Brugtbil, så fejlene er få, og modellen er generelt solid. Priserne holdes oppe af efterspørgslen, men det er muligt at finde den billigste variant – med et 52 kWh stort batteri – til under 200.000 kroner.
Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Du får den samme plads, men der kan godt være en ide i at skrabe lidt ekstra penge sammen og købe en Enyaq 60 med mere rækkevidde, så går du også fra 148 til 177 hestekræfter. Bilen her er 2022 og har kørt 26.000 kilometer.
Tesla Model 3 Long Range AWD – 179.700 kroner
Ingen liste om elbiler uden en Tesla. Model 3 var bilen, der først satte et aftryk på det danske elbilmarked – og Tesla på alles læber. Og med god grund; rækkevidde, forbrug og ladehastigheder er over konkurrenterne. Og selvom Model 3 virker kompakt fra ydersiden, er den overraskende rummelig indvendigt. Du skal bare ikke forvente at kunne få store Ikea-indkøb igennem brevsprækken af en bagklap.
Elbil uden bagsiden - brugttest af Tesla Model 3
Du kan få et fornuftigt eksemplar fra omkring 150.000 kroner, men vi har fundet en Long Range AWD fra 2019, som har kørt 115.000 kilometer. Så får du 567 officielle kilometer rækkevidde og 440 hestekræfter.
Volkswagen ID.4 Pure – 199.900 kroner
Volkswagen har satset hårdt på elbiler de sidste par år, så der er nok at vælge mellem på brugtbilmarkedet. MEN hvis du skal have en ID.4 til under 200.000 kroner er mulighederne endnu begrænset. Vi har fundet en version med det lille 52 kWh batteri, 362 kilometer og 170 hestekræfter, som er fra 2021, og har kørt 27.000 kilometer. Det er en rigtig fin og rummelig elbil med et stort og regulært bagagerum.
Familien fremtid – Volkswagen ID.4
Kan du klare dig med et lidt mindre bagagerum, så bør du overveje en ID.3, som stadig har masser af plads på bagsædet og fin med bagagerumsplads. Her starter priserne ved cirka 150.000 kroner, og for 200.000 kroner kan du få en bil med det store 77 kWh batteri, som giver en officiel rækkevidde på 552 kilometer.