Det bedste brugtbilkøb i øjeblikket er en elbil. Tesla Model 3 er netop kåret til Årets Brugtbil 2022 i konkurrence med de fire øvrige finalister i kåringen: Kia e-Niro, BMW i3, Skoda Superb og VW Touran.
Tesla Model 3 er ekstraordinær populær på brugtbilmarkedet. I årets første otte måneder er der solgt over 4500 brugte Model 3, hvilket er fem gange mere end den næstmest solgte elbil Skoda Enyaq.
”Tesla Model 3 lever op til de høje forventninger. Den er samlet mindre nidkært end de tyske mærker, men i vores brugttest har der ikke været noget alvorligt at udsætte på mekanik, software eller kabine. Jeg stemte på den som Årets Bil i Danmark 2020 og stemmer på den som Årets Brugtbil 2022 på trods af de høje brugtpriser. Man får meget bil med høj ydelse for pengene og adgang til et suverænt ladenetværk, men vær opmærksom på forsikringspræmien,” siger jurymedlem Steen Bachmann fra Bilmagasinet og Børsen.
Årets Brugtbil domineres af elbiler
Der er i øjeblikket mere end 800 brugte Tesla Model 3 til salg, og bilen fås fra 320.000 kroner for en Standard Range udgave fra 2019, der har kørt 77.000 kilometer. Det tager omkring 14 dage at sælge en Tesla Model 3, hvilket er væsentligt hurtigere end gennemsnittet på 39 dage for alle brugte biler. Det er ikke kun Årets Brugtbil, der er en eftertragtet elbil. I år er der solgte næsten tre gange så mange brugte elbiler som sidste år.
”Det er på høje tid, at en elbil vinder titlen som Årets Brugtbil, og her er det svært at komme i tanke om en mere moderne og gennemført pakke end Tesla Model 3. Trods høje priser vinder den på elementer som lynladning, kraftfulde drivlinjer og topmoderne teknologi. Samtidig tæller det op, at udbuddet er stort, så der er mange at vælge imellem,” lyder skudsmålet fra jurymedlem Niels Friis fra Ekstra Bladet Biler.
Også biltorvet.dk havde Tesla 3 som favorit.
"Det er en moderne, fremsynet elbil med masser af nytænkning og plads, samt få fejl og et stort udbud på brugtmarkedet. Det trækker ned, at den er samlet med en skovl, men trækker op, at den kan give de fleste sportsvogne klø i lyskrydsduellen," mener Bernt Kastberg, der i år var med i juryen som repræsentant fra biltorvet.dk.
Læs mere om Tesla Model 3 som brugt - De andre biler i finalen.
Resultatet af finalerunden i Årets Brugtbil 2022
Tesla Model 3 - 2019 til 2020 - 145 point
Kia e-Niro - 2018 til 2020 - 110 point
Skoda Superb - 2015 til 2020 - 95 point
BMW i3 - 2013 til 2020- 50 point
VW Touran - 2015 til 2020 - 50 point
* BMW i3 har flere førstepladser end VW Touran og jævnfør reglementet, så placeres BMW i3 derfor foran VW Touran.
Sådan stemte Biltorvet
- Tesla Model 3 – 15 point
- Kia e-Niro – 10 point
- Skoda Superb – 5 point
- BMW i3
- VW Touran
Årets brugtbil
Det er 17. gang, at Årets Brugtbil kåres. Bag kåringen står en jury sammensat af biljournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen DBFU og Applus Bilsyn. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Kåringen sættes i perspektiv af, at der sælges omkring 450.000 brugte biler om året i Danmark.
Kåringen har to runder. En indledende runde, hvor juryen nominerer fem biler ud fra de 125 mest solgte biler det foregående år. De fem biler som får flest nomineringer, går videre til finalerunden. Via en hemmelig afstemning afgiver jurymedlemmer 15 point til deres førstevalg, 10 point til nummer to og 5 point til tredjepladsen. Den bilmodel, som får flest point vinder titlen som Årets Brugtbil.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2021: Hyundai i30, årgangene 2013-2018
2020: Seat Leon, årgangene 2012-2020
2019: VW Golf VII, årgangene 2013-2017
2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015
2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012
2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee'd, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001