Toyota har endelig gjort det, de skulle have gjort for længst – lagt en ordentlig kværn i Hilux. Modellen fås nu med en 2,8-liters dieselmotor med 204 hestekræfter og 500 Nm. Vi kører den faceliftede model for at finde ud af, om vitaminindsprøjtningen gør Hilux til kongen af klassen.
Toyota Hilux er kendt for mange ting, men hurtig er ikke en af dem. Sammenlignet med konkurrenterne har den altid haft markant mindre effekt, og det blev særligt tydeligt, da flere producenter proppede fem- og sekscylindrede med moment i overflod i deres modeller. Men mens resten af verden er ved at smide dieselmotoren ud med badevandet, er Toyota endelig kommet med på noderne.
Hilux har fået et mindre facelift, og i den forbindelse introducerer de endelig den 2,8-liters dieselmotor med 204 hestekræfter og 500 Nm. Endelig, fordi motoren har været tilgængelig på andre markeder siden introduktionen af den seneste generation 8. i 2016. Men Toyota gør ikke noget forhastet, og det er altså først nu, de vurderer, at det europæiske marked er klar til så meget awesomeness. Tak for det.
Hva så – har den mere power eller hva?
Jo altså, hvis du forventer en fuldfed bølge af moment, som Volkswagen Amarok V6 leverer, så bliver du skuffet. Hilux 2,8 er tydeligvis hurtigere end 2,4-udgaven med 150 hestekræfter og 400 Nm, som også fortsætter. Faktisk skæres 0 til 100 km/t ned fra 13,2 til 10,7 sekunder. Men den 6-trins automatgearkasse, som er eneste mulighed sammen med den store motor, går altid et par gear ned, når du træder speederen ned på motorvejen i stedet for at bruge det store moment. Til sammenligning bruger Amarok V6 med 224 hestekræfter bare 7,9 sekunder på samme øvelse.
Amarok V6 – det islandske eventyr
Så, ja Hilux har fået mere power, men ikke voldsomt. Til gengæld er den meget behagelig at køre, blandt andet på grund af det større overskud. Uden at vi har testet den nye motor med tung trailer, så bliver det større moment formentlig særligt værdsat med 3,5 ton på krogen.
Overraskende komfortabel
Men der hvor Hilux virkelig skinner, er ved fraværet af motor- og vindstøj i kabinen. Den faceliftede Hilux er overraskende støjsvag, og det er med til at skabe en ganske komfortabel køreoplevelse. Støddæmperne er blevet justeret med faceliftet, så ujævnheder slår ikke helt så hårdt igennem, men dynamikken kan stadig bedst sammenlignes med en våd svamp. Så det passer bedst med et adstadigt tempo, hvor man kan nyde det store overblik fra den høje førerposition og fraværet af støj.
Danmarks største offroad-eventyr! Skagen or bust
Vi tester topmodellen T4 Invincible, som stiller med blåt ambient lys, lædersæder og en nøgle, der adskiller sig fra de øvrige Hilux-modeller – måske kan den slag imponere i det lokale byggemarked. Udvendigt får Invincible anden frontgrill, kofanger, sorte fælge og dørhåndtag. Med faceliftet følger også en ny otte tommer skærm, som er designet, så den kan betjenes med handsker, mens processoren bag er blevet hurtigere. Samtidig introduceres Apple Carplay og Android Auto.
Sindssyge priser
De ekstra kræfter klæder Hilux, uden at jeg bliver blæst bagover af et dunkende kraftværk. Det er den samlede pakke, der for alvor er tiltalende. Og det gør det så bare endnu mere surt, når man kigger på priserne. Langt de fleste vil købe den faceliftede Hilux uden moms, og billigste model med 2,8-liters motoren er T3 Extra Cab-varianten med to døre, som koster fra 284.900 kroner. Testbilen koster 339.990 kroner. Hvis du skal have lov at køre i den privat, koster den 413.125 kroner inklusiv moms. Og så skal du betale 28.290 kroner årligt i ejerafgift! Der er nemlig et tillæg for privatanvendelse på – sæt dig lige ned – 17.590 kroner, da bilen har en totalvægt på over 3.001 kilo. Det vil sige, at du skal indstille dig på at betale 2.357 kroner om måneden – bare for at have bilen stående.
Ekspedition Gotland – roadtrip i den nye Land Rover Defender
Alternativt kan du også bestille Hilux på hvide plader, hvor T3 Extra Cab koster fra 681.188 kroner og ’kun’ 10.260 kroner i årlig ejerafgift. Testbilen koster 859.713 kroner, og hvis du reelt overvejer at betale den slags penge, så bør du også overveje Land Cruiser, som har samme motor og trods alt lidt mere komfort.
Det er en skam, at vores stat skal brandbeskatte denne type biler, for netop Hilux er i seneste version bedre end nogensinde. Også selvom vitaminindsprøjtningen ikke helt slår konkurrenterne af pinden, når det kommer til accelerationstider, så er det bare svært ikke at knuselske den legendariske pickup.