Et af Suzuki’s vigtigste salgsargumenter er, at deres biler har en meget fornuftig pris. Og det er da også det er bliver slået mest på, når deres billigste model – Suzuki Alto - skal sælges. 104.990,- for en ny bil er et sjældent syn i Danmark. Suzuki beskriver selv Alto som en ”fornuftig og økonomisk bil”, og det også en meget passende beskrivelse til bilen.
Da den seneste version af Alto blev introduceret i Danmark i August, gik salget over al forventning. De 800 biler der var tildelt det danske marked blev revet væk, og pludselig var udsigten, at man skulle vente på sin nye Alto i flere mdr. Det er dog lykkdes for Suzuki Danmark at skaffe flere biler til Danmark fra andre europæiske markeder, så kunderne kunne får deres købelyst styret.
Selvom Suzuki Alto er model ”2003” skal man ikke forvente at man får sig en bil med den nyeste teknik, masser af udstyr og lækkert design – bilen koster som før sagt kun 104.990,- og som bekendt får man ikke meget bil i Danmark for de penge.
Den 5-dørs model med den 1.1 liters motor er den eneste Alto model man finder hos forhandleren, så der er ikke så meget at vælge imellem. Motoren er med 16 ventiler og yder 63 Hk ved 6.000 o/min – det noget spinkle moment på blot 85 Nm. ydes ved 3.200 o/min. Bilen vejer i sig selv 775 kg, så de 63 Hk skal ikke flytte så meget vægt, hvilket resulterer i at bilen føles ganske kvik og oplagt ved bykørsel. På den anden side er motorvejskørsel ikke Alto’ens livret. Alt over 120 km/t føles ikke behageligt, og speederen vil jævnligt være plan med gulvet for at holde hastigheden, hvis det går lidt op af bakke. På landevejen kører bilen ganske fornuftigt. Støjniveauet er tilpas lavt og retningsstabiliteten i orden.
Udover prisen er det lave brændstofforbrug også et vigtigt salgsargument for Suzuki Alto. Ifølge EU-mixet skal den gå 20,4 km/l ved blandet kørsel. I testugen nåede vi 14,9 km/l, hvor vi dog skal tage hensyn til en del motorvejskørsel, som er meget anstrengende for den lille motor. Det meget høje EU-mix har også den fordel, at den grønne afgift er så lav som 520,- pr. år. Her er der jo let nogle tusinde at spare, hvis man sammenligner med en bil, der går 14 km/l og derfor koster 3.020,- pr. år.
Listen over udstyr til den lille Alto er ikke så lang, men man finder dog det mest nødvendige: servostyring, centrallås, el-ruder foran og splitbagsæde. Selve kabinen og kvaliteten er udmærket, uden dog at være imponerende. Som fører eller forsæde passager sidder man nogenlunde i de lidt spinkle sæder, mens man på bagsædet ikke skal være ret langbenet, før det skaber problemer. Bagagerummet klarer 177 liter, og da bagsæderne kan lægges ned, kan man forøge kapaciteten til 432 liter.
Sikkerhedsmæssigt har Alto ikke meget at prale med. 2 airbags og ABS bremser er alt hvad der er af sikkerhedsudstyr i bilen, udover selvfølgelig fire 3 punktseler og fire nakkestøtter. Som minimum kunne man ønske sig sideairbags, som er standard i stort set alle andre biler. Hvis vi bl.a. kikker på den nye Fiat Panda, som kan fås med 6 airbags for 122.500 føles Suzuki Alto sikkerhedsmæssigt håbløst bagud.
Når man er på jagt efter et køretøj i 100.000 kroners klassen er der ikke mange valgmuligheder, hvis man vil have en fabriksny bil. Alto’en er en af de få muligheder, og her får man en ”fornuftig og økonomisk” bil, som primært hører hjemme i byen og passer fint som bil nr. 2. Man får 3 års fuld garanti og slipper derved for ubehagelige værkstedsregninger i den periode. Den gode benzinøkonomi og den lave grønne afgift begrænser de faste årlige udgifter. Hvis man kan leve med at bilen er en gammel konstruktion og sikkerheden er minimal, er dette et udmærket valg. Man kan også købe en brugt til bil 100.000,- som er større, bedre og mere sikker, men den er ikke fabriksny og derved uden 3 års fuld garanti. En tredje mulighed er f.eks. en Fiat Panda, som er en topmoderne micro-MPV – her er prisen 18.000 højere end for en Alto.