Porsche Cayenne er en af de biler, som bliver bedre med strøm til - i hvert fald billigere. Du sparer en halv million kroner på den velkørende SUV, der i testen kommer i coupé-form.
Få biler har tiltalt håndværkeres hvide opsparing mere end kæmpe-SUV’en Porsche Cayenne, både fordi den er tilpas imposant, kan trække en tung trailer med en gravemaskine, og ikke mindst fordi der står Porsche på bagklappen. Som hybrid sparer du også en del skattekroner i afgift, faktisk en halv million i forhold til billigste fossil, så håndværkerne har da fat i noget – over hver femte Cayenne på vejene i dag er faktisk på gule plader. Men ret skal være ret – Porsche oplyser til os, at efterspørgslen på de populære gule plader forsvandt efter afgiftsændringer i 2007, men du kan godt få både coupé-versionen og den normale Cayenne med farvede plader, hvis du ønsker det.
Familielynet fra Italien - Maserati Grecale Folgore
E-hybriden er udstyret med en elmotor på 176 hestekræfter, som klarer at få vognen lydløst op til 135 km/t. Den har følgeskab af en rigtig motor, om man vil, men grunden til at kalde den rigtig, er ikke så meget for at tilsvine elmotorer, men mere for at disse alle andre hybrider med forkølede og larmende firecylindrede benzinmotorer – i Porsche slår en vidunderlig lyd af en sekser ind, og det kan altså noget. V6’eren har 353 hestekræfter, og sammenlagt får du 470 hestekræfter, fordelt til alle fire hjul. Der er tale om ægte firehjulstræk, da elmotoren er placeret foran en otte-trins automatgearkasse, sammen med V6’eren, og derfra fordeles de samlede kræfter ud til hjulene.
Kriminelle drømmetal
Den lækre sekser får Porschen til at føles voksen og kompetent, og passer til bilen som en økse i en skovhuggers hænder – perfekt. Den hugger til med et solidt moment på 500 Nm, eller med den elektriske hjælpemotor 650 Nm. Cayenne er samtidigt en ret stor bil og intet, heller ikke coupéformen taler det ned. Du stiger op i vognen, og har en lang motorhjelm foran dig, der kunne gemme en mikrobil i den blinde vinkel skråt foran køleren.
Porsches nye Panamera bryder fysikkens love
Luftundervognen, som er ekstraudstyr til 32.673 kroner, forstærker fornemmelsen af færge, da du bare glider hen over vejen, og med den tunge lyd af V6’eren er billedet fuldendt. Fornemmelsen af stor bil forsvinder ikke, når du kører på ren eldrift, men her kan du så til gengæld nyde stilheden af fremfærden. Batteriet på 25,6 kWh holder på papiret til 72 kilometers blandet kørsel, og det stemmer meget godt med virkeligheden viste vores test.
Straks mere kriminelt er benzinforbruget, som på papiret er løgnagtige 66,7 km/l, hvilket er lige så troværdigt som mesters skatteregnskab, da testmetoden snydes af elmotorens drift – det virkelige kilometertal roder rundt som en fuld lærling på cementgulvet omkring de 10 km/l. Bevares, det er da rigtigt nok, at motoren ikke bruger benzin, når du kører eldrift, men at opgive et samlet forbrug giver lige så meget mening, som at forvente at en håndværker møder til aftalt tid, og får arbejdet færdigt uden genbesøg – et teknisk drømmescenarie, men langt fra virkeligheden.
Elektrisk køreglæde - brugttest af Porsche Taycan
Den gode nyhed er jo så, at det jo netop er med drømmetallet i hånden, du sparer den megen afgift.
Ikke at Cayenne dermed bliver en decideret billig bil, for fraprisen for modellen er en spids over 1,3 af de lange, og fordi det er mesters bil, så er der hældt alt i udstyr oveni, så vi lander på nær de to millioner kroner for testbilen.
Noget af det udstyr er blandt andet en skærm til 19.670 kroner foran passageren på forsædet, så der er skærme i hele instrumentbordets længde. Det forstyrrer dog ikke chaufføren, da passagerskærmen er afblændet, så den ikke kan ses fra siden.
Ny sportsvogn eller klassisk Porsche – hvor er køreglæden størst?
Teknikken fungerer fint, lige ind til din teknikforskrækkede kone, dit forvirrede barn, eller måske bare din langsomme lærling spørger ind til noget på den skærm, du altså ikke kan se, og du derfor bliver nødt til at læne dig meget langt over for at hjælpe.
Skør pladeknap
Skærmen kan få adgang til indstillinger i bilen, men også det oplagte, nemlig at vise musiktjenester eller film, hvor sidstnævnte kræver login (og betaling) på tjenesten Screenhitstv. Her savnes muligheden for fx at chromecaste eller bruge noget spejling af mobilskærm, eller måske bare logge ind direkte på ens streamingtjeneste.
Betjeningen af vognen er ellers eksemplarisk, og man kan benytte både knapper og skærme, så det er let at hitte rundt i de mange funktioner, men man slipper ikke for følelsen af at blive overvældet over de mange muligheder. En spøjs detalje er en knap-plade (af sort pianolak, som jo tiltrækker fedtfingre, som mudder på børnestøvler) på midterkonsollen, hvor klimaanlægget styres. Når du klikker på den ønskede knap, trykkes hele pladen ned, og det føles sjovt, altså lidt som at man trykker på samtlige knapper samtidigt. Men det gør man ikke.
Drømmen om en Porsche – brugttest af Porsche 718 Boxster GTS
En anden god detalje er Porsches signatur-drejeknap ved rattet, hvor du vælger køreprogram, og helt som vanligt har du sport og sport-plus, men også valget mellem at køre på benzin og el i de kombinationer man nu kan, samt offroad. Det er dejligt let at hitte ud af.
Normalt har hybrider ofte noget hakken i gearene, især i nedgearinger i de lave gear, men det er Porsche lykkedes med at forfine væk, så al slags kørsel sker smidigt uden pluk. Men man slipper dog ikke for lidt forsinkelse, når sømmet skal i bund, fx ved en overhaling eller igangsætning. Her kan det undre, at elmotoren med sit øjeblikkelige store moment ikke med det samme hjælper til, så forsinkelsen må skyldes gearkassen. Heldigvis har Porsche som nævnt sportsprogrammerne, og i Sport plus er denne forsinkelse næsten væk. Har du aldrig kørt en Porsche før, vil du måske blive forskrækket over, hvor brutale gearskifte, der tillades i Sport Plus, men det lille plus giver dig netop alt, hvad remmer og stål kan holde til, og det er hylefedt at ingen bløde fingre er imellem hammeren og sømmet. Det er præcist dén detalje, som hæver den over alle andre sportslige SUV’er og gør at den lever op til skiltet med Porsche.
Sejler i kolonihaven
Noget andet, som Porsche åbenbart kan, hvor andre kæmper, er at lave en god luftundervogn. Den hæver og sænker sig fra 18,8 til 23,3 centimeter alt efter dit køreprogram, eller du kan selv lege med det. Intet nyt ved det, men der er en test, som alle luftundervogne døjer lidt med, og det er skarpe, små fartbumb, der altid syntes at slå hårdt igennem. Vi ved det, da alle testbiler får lov at komme en tur i kolonihaven, hvor den slags nederdrægtige og nær hjemmelavede bump er strøet ud på vejene, og hvis formål er at holde hastigheden pænt under 20 km/t. De er med andre ord ret hårde og derfor perfekte til at teste en undervogn. Porsches Cayenne sejler stort set upåvirket henover. Det er ret imponerende, og skyldes måske de nyudviklede støddæmpere med toventilsteknologi, som især skulle løfte komfortniveauet ved netop lave hastigheder.
En gentlemans valg - brugttest af Porsche 911
Den dejlige komfort er let at nyde for alle passagerer, da pladsen indvendig også er enorm, især bagsædepassagerer har rigtigt god plads og trods coupéform er der ingen problemer med at få plads til dit bekymrede hoved. Bagagerummet er på 404 liter, og der er rum til ladekabler. Har du brug for mere plads, kan du smide en trailer bagefter på 3.500 kilo – anhængertrækket koster 17.520 kroner.
Testbilen har som nævnt fået hældt i fra alle kasserne med blær, og det gør jo kabinen til en uhyrlig lækker stue med bløde læderstoffer, træ eller andre lækre materialer. Bare sæderne, som er 18-vejs sportssæder med varme og køl koster sammenlagt 41.831 kroner – når først mesters firmakort er fremme, er der heldigvis næsten ingen grænser for, hvor mange penge du kan spytte i den firehjulede kasse, og derfor er det samlede indtryk også, at selv om Porsche for purister bør være noget, som hænger lavt ved asfalten og lystrer tre tal, så kan de altså også noget med tre bogstaver. SUV’en er en herrevogn M/K, som gør enhver køretur til et rullende vidnesbyrd på din succes. Håndværker eller ej.