Porsche præsenterede i går tirsdag den nye Cayenne. 3. generation af succesmodellen, som er blevet solgt i mere end 760.000 eksemplarer siden 2002, er en komplet nyudvikling. Bilen kombinerer fremover endnu mere Porsche typiske præstationer med en stor anvendelighed i dagligdagen. Til trods for et udvidet standardudstyr er Cayenne takket være en intelligent letvægtskonstruktion blevet op til 65 kg lettere. Fra start tilbydes der to trykladede 6-cylindrede benzinmotorer med 340 hk i Cayenne og 440 hk i Cayenne S. Den op til 265 km/t hurtige Cayenne S accelererer op til 100 km/t på under 5 sekunder.
”Vi har nyudviklet vores succesmodel komplet samt forbedret og perfektioneret den yderligere på alle områder, så det kan mærkes og ses. Cayenne er desuden blevet digitaliseret og opkoblet på en omfattende måde – og dermed konsekvent rettet mod fremtiden”, udtaler Oliver Blume, som er øverste chef for Porsche AG.
Rent optisk er Cayenne blevet markant videreudviklet: ”Vores primære mål var at skærpe karakteren yderligere. Endnu mere Porsche, endnu mere Cayenne. Den nye Cayenne er endnu mere præcis, endnu mere elegant, endnu mere atletisk og endnu mere udtryksfuld”, siger Michael Mauer, chef for Style-afdelingen hos Porsche AG, der i fællesskab med Peter Varga (chef for Exterieur Design-afdelingen) og Ivo van Hulten (chef for Interieur Design-afdelingen) præsenterede designet på den nye Cayenne.
Den 3. generation af SUV'en er en komplet nyudvikling. Kraftfulde turbomotorer, en ny 8-trins Tiptronic S-gearkasse, nye undervognssystemer og det innovative visnings- og betjeningskoncept til Porsche Advanced Cockpit med omfattende opkoblingsmuligheder udvider spredningen mellem sport og komfort. Fra start kan man vælge mellem to nyudviklede 6-cylindrede motorer. Med Sport Chrono-pakken, der fås som ekstraudstyr, accelererer den nye Cayenne S fra 0 til 100 km/t på under 5 sek. Den nye Cayenne orienterer sig kraftigt i retning af sportsvognsikonet 911: SUV'en fås for første gang med forskellige dækstørrelser og bagakselstyring. Porsche fortæller derudover, at onroad-egenskaberne yderligere forbedres af det standardmonterede aktive firehjulstræk, Porsche 4D-Chassis Control, 3-kammer-luftaffjedringen, den elektriske krængningsstabilisering Porsche Dynamic Chassis Control (PDCC) og de nyudviklede high performance-bremser Porsche Surface Coated Brake (PSCB). Offroad egenskaberne for Cayenne, som til trods for et udvidet standardudstyr er op til 65 kg lettere end forgængeren, forbliver i den forbindelse uden indskrænkninger.
De nye Cayenne modeller kan allerede nu bestilles og koster i Danmark fra kr. 1.401.045 for Cayenne, og fra kr. 1.737.064 for Cayenne S – begge priser inklusive moms og afgifter.