Det er de færreste bilproducenter, der tør skille sig ud rent designmæssigt. De fleste spiller det sikre kort, i stedet for at vise, hvad deres designteams i virkeligheden kan. Dette resulterer i, at mange biler ligner hinanden lige meget hvilken producent, der står bag. Én bil, der dog ikke ligner nogen anden på markedet, er Nissans nyeste kreation. Den er ekstremt futuristisk, fuldstændig anderledes og fyldt med smarte detaljer. Endelig en bil, der skiller sig ud fra mængden. Navnet er Juke, Nissan Juke!
Nissan betegner selv Juke som en Sporty Crossover, hvilket egentlig er meget passende. Juke kombinerer nemlig sportslige elementer med praktiske elementer – altså en kombination af en mindre sportsvogn og en større SUV. Det skal dog ikke forstås sådan, at Juke er en stor bil med køreegenskaber som en sportsvogn – slet ikke. Den har bare elementer og tekniske løsninger fra begge segmenter, som den på fornem vis kombinerer.
Design
Det er først og fremmest Jukes design, der får bilen til at skille sig ud fra mængden. Den ekstremt aggressive front med det voldsomme lygteparti er i mine øjne et friskt pust i en ellers kedelig verden af dagligdagsbiler. Lygterne giver et fantastisk råt udtryk, der også – delvist - kan nydes fra kabinen. Det øverste lygtesæt kan nemlig ses fra kabinen, og ved natkørsel giver det en fed effekt, når lyset kan ses på motorhjelmen. Smart lavet Nissan!
Det smarte og aggressive ydre fortsætter ind i kabinen, hvor farver og smarte designdetaljer dominerer. Desværre har Nissan valgt en forholdsvis hård plastik, hvilket er lidt synd, da designet indbyder til mere. Det er i dag muligt at vælge blødere plastkvaliteter til billige penge – bare se på Renault, der virkelig har gjort noget ud af deres interiørkvalitet – selv i de små biler. Og da Juke ikke just er en ”billig bil”, så burde Nissan lige have givet den en ekstra skalle på det område. Det samme gælder enkelte knapper, f.eks. til sædevarmen. De ligner altså noget fra en Nissan fra midten af 80’erne. Men, men, men – skuffelsen over plastkvaliteten forsvinder hurtigt, når de mange smarte detaljer i kabinen bliver taget i brug. Der er specielt én detalje, jeg gerne vil fremhæve, og det er klimaanlægget/kørecomputeren. Nissan har været så smarte, at klimaanlægget og kørecomputeren bruger samme knapper. Det er gjort muligt ved, at knapperne skifter udseende og funktion, når du f.eks. vælger klimaanlægget. Den knap, der før var ”sport mode” i kørecomputeren, bliver så pludselig til ”off” knap i klimaanlægget. Det ser fedt ud, og det virker!
Pladsen i kabinen er ganske fornuftig, hvis du sidder foran. Ved bagsædet er pladsen lidt mere trang, og specielt tagets hældning gør det svært for høje mennesker at sidde godt i længere tid. Bagagerummet er heller ikke det største – men skal du fragte større ting, så kan sæderne klappes sammen og frigøre mere plads. Juke fås i den sammenhæng også som van.
Varianter
Juke fås i tre forskellige varianter, både når det drejer sig om udstyr og motorer. Udstyrsvarianterne hedder Visia, Acenta og Tekna, og det burde være muligt at finde noget for enhver smag og pengepung. Motorvarianterne strækker sig fra en 1,6 liters benzin med 117 hk, til en 1,6 liters benzin med turbo og 190 hk og slutter af med en 1,5 liters dieselmotor med 110 hk. Førstnævnte motor fås også i en Pure Drive-version, der kører lidt længere på literen og udleder lidt mindre CO2. Vi har i denne test hygget os i en 1,6 Pure Drive med 117 hk og en 1,6 DIG-T med 190 hk, firehjulstræk og CVT gear.
Den mindste motor er støjsvag, omdrejningsvillig og ganske økonomisk – når den vel at mærke er i ”Eco mode”. Når du kører i Eco mode, er trækkraften ikke så imponerende, og specielt ved bykørsel virker den ganske trist, når der trædes på speederen. Benytter du dig af den økonomiske og miljøvenlige køreform, kan Juke nå 16,7 km/l i gennemsnit. Ved landevejskørsel runder den lige de 20 km/l.
Sådan ser det ikke helt ud med den kraftige turbo-version – og så alligevel. På trods af de mange ekstra hestekræfter, firehjulstræk og CVT-automatgear når Juke DIG-T alligevel op på 13,2 km/l ved blandet kørsel og 16,7 km/l ved landevejskørsel. Det er faktisk ganske imponerende for så kraftig en motor.
4-hjulstræk og CVT
Jeg kan ligeså godt slå fast med det samme, at jeg synes rigtig godt om den 1,6 liters turbomotor, og måden de 190 hk bliver overført til asfalten igennem firehjulstrækket. Det virker så absolut efter hensigten. Men så må jeg også sige, at CVT-gearet absolut ikke matcher motor og firehjulstræk. CVT-gear passer, i mine øjne, langt bedre til større og kraftigere motorer, f.eks. som i Nissan Murano. Fuld acceleration blev aldrig den positive oplevelse, jeg havde håbet på – og jeg kan nu ellers godt lide CVT-gear. Den 117 hk motor er faktisk ganske tilpas, rent ydelsesmæssigt, når bare du holder dig fra Eco mode. Det kan godt være, det ikke lyder særlig miljøvenligt – men sådan er det.
Priser
Juke kan, som sagt, vælges i tre forskellige varianter – der hver især har sine fordele. Det er naturligt nok den med Tekna-pakken, der byder på mest luksus. Men mindre kan også gøre det. Priserne starter ved 245.000,- for en 1,6 liters Pure Drive Visia, og slutter med den heftige 1,6 DIG-T med firehjulstræk og CVT-gear til 400.190,-. Kan du undvære firehjulstærk og CVT, så er prisen 100.000,- mindre.
Konklusion
Samlet set, så kan jeg rigtig godt lide Juke. Jeg synes, den er et ekstremt friskt pust i en til tider meget kedelig bilverden. Priserne er lidt høje, og plastkvaliteten er set bedre. Men set over én kam, så får Juke mig til at smile – og det er vel i virkeligheden det, det drejer sig om i den sidste ende.