Nissan må forsvare positionen som stamfader til klassen for moderne og skæve crossovers. Svaret er en ny Juke, som er blevet bedre på alle parametre.

Jeg var absolut ikke fan af den originale Nissan Juke. Den grundlagde klassen for små, lad os kalde dem livsstils-crossovers, da den blev lanceret i 2010. Dens aparte og højbenede design adskilte den visuelt fra den klassiske hatchback. Og designet skilte virkelig vandene. Mange hadede det, men endnu flere elskede det åbenbart. Nissan har solgt over én million Juke’s i Europa, og den startede en trend for mindre crossovers. I det såkaldte SUV b-segment, var der bare den ene model – i dag er der 24 forskellige konkurrenter. Mange af dem er mere afdæmpede, og naturligvis mere moderne, for meget er sket i bilbranchen på ni år. Derfor sender Nissan nu en ny version af Juke på gaden, som vi er taget til Barcelona for at teste.

VW T-Roc R er en skør vildbasse

Den er kort sagt bedre på alle parametre – den ser tilmed bedre ud. Designet er stadig unikt og med sin egen stil, men det er mere stramt, elegant og muskuløst. De overordnede dimensioner er vokset, så den nye Juke er 7,5 centimeter længere end den gamle, mens akselafstanden er vokset med hele 10,5 centimeter. Det er netop afstanden mellem hjulene, der betyder noget – det er nemlig her passagerne skal sidde. Således er afstanden fra forsædets ryg til bagsædepassagerens knæ vokset med 5,8 centimeter. Det er lidt svært at forestille sig, for der er ikke ligefrem oceaner af plads på bagsædet. Afstanden mellem hoved og loftet skulle også være forbedret med 1,1 centimeter, men igen virker det som en overdrivelse, for med mine 188 centimeter støder mit hoved mod loftet. Det skal så siges, at pladsen på bagsædet af den gamle Juke fik en nordkoreansk isolationscelle til at virke luksuriøs. Bagagerummet er vokset med 20 procent, så der nu kan være ganske respektable 422 liter. Så den nye Juke er trods alt en markant forbedring over forgængeren, men sammenlignet med eksempelvis Volkswagen T-Cross eller Skodas nye Kamiq, er der ikke så meget plads.

Skræddersyet
Sådan en crossover skal forestilles at være noget af det mest hippe, man kan få fingrene i, og når man er rigtig hip, vil man gerne have sin swag for sig selv – være en individualist og den slags. Derfor er det muligt at skræddersy sin Juke, men ikke helt så meget som før. Med den nye version er der 20 forskellige kombinationer af farve, tagfarve, farve på interiør og så videre og så videre. Heldigvis har Nissan ikke bare koncentreret sig om det visuelle, for kabinen har også fået et gedigent løft i kvaliteten. Vores testbil er topmodellen Juke N-Design, som koster fra 260.990. Den har eksempelvis alcantara-betræk på en del af instrumentbordet, som løfter kvaliteten. Teknikken har også fået et løft, så navigationen er mindre tungnem, og Juke har nu Nissans adaptive fartpilot ProPilot, som dog ikke er den mest overbevisende i forhold til visse konkurrenter.

Her er priserne på Skoda nye crossover - Kamiq starter fra under 200.000 kroner

Hvis du er interesseret i forbrændingsmotorer, så er du garanteret gammeldags. Hestekræfter, moment og omdrejninger hører ikke til i fremtiden, så Nissan har besluttet, at der bare findes én motor til hele Juke-programmet. Det er en trecylindret turbo-benzinmotor på én liter, som yder 117 hestekræfter og 200 Nm ved overboost. I kombination med den kan du få enten en sekstrins manuel gearkasse eller en syvtrins dobbeltkoblings-gearkasse. Den manuelle gearkasse er træls for at holde det kort, så læg de 18.000 kroner ekstra for automatkassen, den gør Juke mere letkørt og køreglad.

Spanske veje og mandelmælk
Apropos køreglad, så er det lykkes Nissans ingeniører at skabe en bil, som er udmærket til at absorbere bump, men som samtidig har en fin kontrol over chassiset, så krængninger i sving er begrænset. Det er ellers den slags, der kan opstå i højbenede biler med et højt tyngdepunkt. Men Juke slipper altså fra de snoede spanske landeveje med æren i behold – men den er ingen stor fornøjelse, og sandsynligheden for at du tager en omvej for at få den gode øko-kaffe med mandelmælk er nok større, end for at du tager en omvej for at køre på sjove veje. For så sjov er Juke heller ikke.

Audi Q3 Sportback – endnu en SUV som coupé

Indstigningsmodellen hedder Visia og koster fra 119.990 kroner, men her får du 16 tommer fælge med hjulkapsler, og det trækker ned i det ellers friske design. Hvis du hopper videre til næste trin – Acenta til 213.990 – får du 17-tommer fælge, otte tommer trykfølsom skærm og bakkamera, og hvis du køber den bil før 31. marts 2020, får du valgfrit udstyr med for 15.000 kroner eller en pakke, som inkluderer gummimåtter og vinterdæk på 17-tommer fælge, men altså kun fra udstyrsvarianten Acenta og op.

Hvis du er på jagt efter en bil, som har mere karakter og et design, der springer frem, så er den nye Juke det oplagte valg. Den bevarer de grundlæggende værdier, som skabte klassen tilbage i 2010, men resten af bilen er heldigvis blevet meget bedre.