Der er efterhånden mange alternativer på det danske marked, hvis man er på jagt efter en såkaldt cafe-offroader. De mest populære er bl.a. Toyota RAV4, Suzuki Grand Vitara, Honda CR-V og efter Mitsubishi lancerede deres Outlander sidste år er den også kommet med i toppen på hitlisten. Outlander blev i første omgang introduceret med en 2.0 liters motor med 136 heste, men er også kommet i en 2.4 liters version med 160 heste. Det er denne udgave vi kikker nærmere på i denne omgang.
Priserne
Prismæssigt starter Outlander 2.4 ved 382.998,- og det er 33.000,- mere end den 2 liters model. Som van starter priserne ved 201.186 inkl. moms og topper for Outlander 2.4 Aut. Sport’s vedkommende ved 226.926,- inkl. moms.
Designet
Designet på Outlander vækker både opsigt og heftige diskussioner, og der er meget spredte meninger om, hvorvidt bilen er sej, grim eller ”bare for meget”. Det er især den specielle front, der provokerer en mening frem hos de fleste, men om kan lide designet eller ej, hænger tydeligvis sammen med alder og køn – de fleste ”drengerøve” synes bilen er sej. Jeg falder muligvis selv inden under denne kategori, da jeg personligt synes godt om designet – især de kraftigt overdimensionerede tagbøjler og de tonede ruder er med til at understrege det rålook.
Ny 160 hestes motor
Den nye 2.4 liters motor med 160 heste giver Outlander flotte præstationer med en accelerationstid på 9,9 sek. til 100 km/t og en tophastighed på 200 km/t. Den nye motor indeholder bl.a. variabel ventilstyring, som også ses hos nogle konkurrenter bl.a. Toyota og Honda. Fordelene ved variabel ventilstyring er, at man opnår højere effekt og bedre trækkraft ved lavere omdrejninger, lavere brændstofforbrug og dermed lavere forurening.
Til dagligt leverer motoren et udmærket stykke arbejde, og de 160 heste sørger for, at man kan komme hurtigt frem – både på asfalt og grusvej. I kombination med det permanente firhjulstræk kan de 160 heste give en underholdende køreoplevelse på løst eller fedet underlag. Et let gående og præcist gearskifte er også med til at forøge køreglæden.
Rimeligt forbrug på 9,5 km/l
Når man vejer 1½ tons kan man ikke forventer mirakler mht. et lavt benzinforbrug. De officielle tal lover et forbrug på 10,2 km/l. Vi nåede et forbrug på 9,5 km/l efter 1.200 km testkørsel, som bl.a. bød på en del hurtig motorvejskørsel og bykørsel – og det siges at være ganske acceptabelt, når bilens størrelse og motorens effekt tages i betragtning.
Outlander er ikke beregnet til at forcere mudderfyldte grøfter
Så kort og præcist kan det udtrykkes, hvad en Outlander ikke er beregnet til. Selvom en frihøjde på 20 cm opfordrer til terrænkørsel, bør man nøjes med at holde sig til skovveje og en tur langs stranden på Vestkysten. Almindelige landevejsdæk og et firhjulstræk uden spærredifferentiale sætte sine naturlige begrænsninger for, hvad man byder en Outlander på.
På landevejen og motorvejen føler en Outlander sig langt mere hjemme. McPherson hjulophæng for og multilink bag giver personbilsagtige køreegenskaber og god retningsstabilitet.
Kabinen
Det med at designe en spændende og funktionel kabinen er ikke det Mitsubishi folkene mestre allerbedst, selvom det er blevet bedre de senere år. Outlander kabinen er heller ikke specielt ophidsende, men fungerer efter hensigten. Hvide instrumentskriver, runde ventilationshuller, læderrat/lædergearstang samt mørke plastindlæg i instrumentbordet giver dog lidt liv til kabinen. Desværre kan rattet kun højdejusteres og førersædet kun vinkeljusteres. Pladsen er god både ved forsæderne og på bagsædet, dog imponerer et bagagerum på 402 liter ikke.
Listen over komfortudstyr er stort set komplet og indeholder bl.a. el-ruder, el-spejle, klimaanlæg, armlæn for/bag med kopholdere, radio med cd og fjernbetjent centrallås.
Sikkerheden…
er et af de væsentligste punkter som Mitsubishi ikke lægger nok vægt på. Som selvfølge har Outlander ABS bremser og 4 airbags, men man savner især ESP, og airbaggardiner som også kan beskytte bagsædepassagerne. Den sidste nye model - Mitsubishi Colt - har både gardinairbags og ESP er er netop blevet kåret til ”Årets bil i Danmark”, så det viser i det mindste, at Mitsubishi er på rette spor.
Outlander Turbo SUV med 202 heste
Til næste år introduceres en turbo version af Outlander. Motoren er en let neddroslet version af Lancer Evolution VIII's 2 liters 4-cylindrede motor med turbo og intercooler. Dette giver præstationer som lyder på 7,7 sek. til 100 km/t og en tophastighed på 220 km/t. 17” alufælge bliver standard med lavprofildæk i dimensionen 215/55.
Indtil da må vi ”nøjes” enten den 2 eller 2.4 liters version som også kan levere nok køreglæde og samtidig agere familiebil, stationcar, van eller cafe-offroader.