Selv med fuldt batteri og godt vejr udleder nye plugin-hybrider i virkeligheden mellem 28 og 89 procent mere CO2 end deres fabrikstal anviser. Miljøorganisation råber på, at skatterabatten til plugin’er fjernes.
Kritikken er krads fra Transport & Environment (T&E), en miljø-interesseorganisation med hovedsæde i Bruxelles. Skatterabatten til plugin-hybrider skal fjernes, for der er ingen miljøgevinst ved de nye biler. Som eksempel bruger T&E BMW X5, Mitsubishi Outlander og Volvo XC60, for her har tests af bilerne i almindelige hverdagsscenarier vist, at bilerne udleder mellem 28 og 89 procent mere CO2 end opgivet. Det er altså med fuldt opladt batteri og under optimale omstændigheder. Når batteriet er tomt viser testen, at de udleder mellem tre og otte gange så meget CO2. Hvis man bruger funktionen, hvor benzinmotoren lader batteriet op, så udleder de tre plugin-hybrider mellem tre og 12 gange mere CO2. Det er en funktion mange biler har, hvis man skal kunne køre på ren el ind i en forureningsfri zone i en storby.
Farvel til diamanten - Mitsubishi stopper
Og som sagt ligger T&E ikke fingrene imellem. I en pressemeddelelse kalder senior director Julia Poliscanova ligefrem plugin’erne for falske elbiler.
Plugin-hybrider er falske elbiler, bygget til laboratorietests og skattelettelser, ikke rigtig brug. Vores tests viser, at selv under optimale forhold med et fuldt batteri forurener bilerne mere end annonceret. Medmindre du kører dem forsigtigt, kan C02-udslippet springe skalaen. Regeringerne bør stoppe med at subsidiere disse biler med milliarder af skatteydernes penge.
Skatterabat
Resten af 2020 kan plugin-hybriderne stadig nyde godt af en skatterabat i Danmark. Hvad der sker i 2021, er endnu ikke til at sige. Men et land som Holland har allerede i 2016 fjernet noget af skatterabatten til plugin-hybrider, da man indså at mange plugin’er simpelthen ikke blev opladt, men udelukkende blev købt for de store besparelser.
Plugin-power indfrier endelig Toyota RAV4's potentiale
Omvendt er plugin-hybriderne sammen med elbiler meget vigtige for bilproducenterne, fordi producenterne også vinder en slags skatterabat. Bilproducenterne er nemlig fra EU pålagt, at deres samlede flåde af modeller skal have et CO2-gennemsnit på under 95 g/km i 2020. Lykkes det ikke, vanker der kæmpebøder. Men der er hjælp at hente fra biler, som udleder under 50 g/km, det vil sige de fleste nye plugin-hybrider. De inkasserer nemlig en såkaldt super credit, så hver grønne bil tæller for to, og på den måde udjævner det samlede CO2-regnskab. Problemet er så bare, ifølge T&E, at plugin-hybriderne overhovedet ikke er grønne ude på landevejene.
Volvo V60 T8 TwinEngine – med ledning giver den mening
Reelt er den elektriske rækkevidde meget kortere end elbilernes, og i eksemplet med de tre plugin-hybrider kan hverken BMW X5 eller Volvo XC60 hurtiglade, og det gør det sværere for ejerne at sikre mest mulig kørsel på strøm. En undersøgelse har vist, at plugin-hybrider reelt kun kører på strøm i cirka 10 procent af tiden. I praksis betyder det, at de udleder mere CO2 end traditionelle hybrider og dieselbiler med mildhybrid-systemer.