Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg personligt er vild med den nye generation af Mercedes-Benz SLK. Den tidligere, eller skal vi sige oprindelige, var lidt af en tøsebil, der kun imponerede i den heftige AMG-udgave. Men de problemer er heldigvis et overstået kapitel, og SLK er nu blandt de bedste roadsters på markedet. Senest har SLK gennemgået et face lift, der bl.a. gør, at den rent designmæssigt følger storebror SL. Der er kommet flere skarpe kanter, og bilen virker langt mere aggressiv end tidligere. Den frække næse, som er inspireret af SLR-modellen, er der dog ikke rørt ved.

New Generation
Mercedes kalder sjovt nok den seneste generation af SLK for New Generation. Og selvom vi ser en markant ændring af designet, så er det altså under motorhjelmen at vi finder de fleste forandringer. SLK fås i fire forskellige motorvarianter - den mindste hedder SLK 200 Kompressor og har 184 hk, hvilket er en forøgelse på 21 hk i forhold til sidste model. På trods af den højere ydelse, så er brændstofforbruget forbedret betydeligt i forhold til tidligere.

Næste motor er SLK 280, der med sine 231 hk er rigelig kvik for de fleste. Lige over SLK 280 finder vi den nyudviklede SLK350 Sport, der med undtagelse af 55 AMG, er den kraftigste motor i programmet. SLK350 er i sit nye dress helt oppe på 305 hk - men har stadig en yderst fornuftig brændstoføkonomi med næsten 11 km/l.

SLK 350 er blevet forfinet og kælet for på flere områder - men sagt ganske kort, så er motoren blevet en ren perle. De 305 hk sørger for at sende den lille raket forbi de 100 km/t på blot 5,5 sekunder. Accelerationen foregår imponerende smidigt, takket være den syvtrins 7G-Tronic automatgearkasse. Desværre føler jeg at gearkassen skal bruge for lang tid til "at tænke sig om", inden den gearer ned ved pludselig og fuld acceleration. Det er et lille minus, som man delvist kan kompensere for ved at "gasse op" tidligere end normalt. Det er dog også muligt at vælge 7G-Tronic Sport, hvor du med små shift paddles selv kan skifte gear, og derved sikre en hurtigere acceleration.

7G-Tronic udmærker sig også ved sin "intelligente" funktion, der optimerer gearingen og derved også brændstofforbruget.

Designet
Med de skarpere kanter er SLK blevet mere aggressiv at se på. Samtidig er de nye forlygter i klarglas, de re-designede baglygter og de nye tågelygter med til at give et mere sporty look.  Samtidig har kabinen fået en overhaling, hvor specielt de nye instrumenter skiller sig ud. Vælger du din SLK med Sport-pakke, får du samtidig lækre detaljer som røde syninger og seler, sort himmel, samt indlæg i kulfiberlook. Og som et ekstra plus, så kæler Sport-pakken også for dine ører - da motoren får modificerede luftfiltre, så lyden bliver dybere og mere sportslig. Sport-pakken koster til SLK 350 godt 25.000,-, hvilket er penge, der er godt givet ud.

Taget
SLK er udstyret med metalfoldetag, der ganske hurtigt hopper af og på. Denne tagtype optager en del plads i bagagerummet, når det er slået sammen - men det gør sig gældende for alle biler, der har valgt dette i stedet for kaleche. Og en kaleche vil under ingen omstændigheder klæde SLK. Men alt dette ved man, når man er på jagt efter denne type bil.

En rigtig irriterende detalje, er den manuelt monterede vindskærm, der sidder imellem styrtbøjlerne. Den er meget svær at få til at sidde ordentligt, hvilket bl.a. gjorde at den rev sig løs på motorvejen med 130 km/t. Ikke smart. Dette bringer mig så til en detalje, der virkelig er smart - nemlig Air Scarf. SLK 350 har små luftudtag i nakkestøtterne, så man hele tiden har mulighed for at få varm luft i nakken under kørselen. En genial detalje, der gør SLK brugbar under endnu køligere forhold.

Økonomien
SLK 350 koster godt 950.000,- i basisversionen. Ønsker du den lækre sport-pakke, og måske diverse andre småting, så ender du sikkert på 1,1 mil., hvilket også er en pæn sjat. Men du får en af de smukkeste, mest velkørende roadsters på markedet. AMG 55 koster cirka 450.000,- mere, hvilket er rigtig mange penge - penge som du nok vil glæde dig over at have sparet i den sidste ende.

Konklusion
Det passer glimrende til SLK 350 at den har fået tilnavnet "Sport". De ekstra hk, den fede lyd og det nye design går virkelig hånd i hånd, og giver en et stort smil på læben, hver gang man sidder bag rattet. SLK er smuk og vender ansigter overalt, hvor den kommer frem.

Jeg ved at konkurrencen er meget hård, når det drejer sig om eksklusive roadsters med masser af muskler. Men SLK 350 har ikke noget at frygte - den skal nok være at finde i toppen af hierarkiet.