Da Mercedes-Benz for år tilbage introducerede deres SLS, begyndte et helt nyt kapitel i den tyske producents mangeårige virke. For selvom man tidligere havde haft SLR, så var SLS den første rigtige tilbagevenden til supersportsvogne i lang tid. SLR var jo svimlende dyr og vel egentlig også en hypercar – men SLS var en supersportsvogn, der skulle bide skeer med Ferrari, Porsche, Lamborghini og alle de andre herlige biler i denne klasse. Men, selvom SLS så tæskegodt ud, havde ualmindelig mange kræfter og en lyd som kun ganske få, så var den ikke ligefrem nogen ørn, når det kom til sving og kurver. De mangle muskler på baghjulene og en ikke helt perfekt vægtfordeling og undervogn, gjorde det til noget af en oplevelse, hvis du rigtig gik til den. Alligevel vil SLS altid være blandt mine favoritter, simpelthen fordi den udstrålede så meget attitude og galskab, at man ikke kunne undgå at elske den.
Så gik der lidt tid og Mercedes sendte AMG GTS på markedet. En super elegant, virkelig velkørende og så absolut imponerende bil, der med sine nu 522 hk ville være tilstrækkelig for de fleste. Men, når nu AMG var lykkedes med at skabe så skøn en bil, hvorfor så ikke gøre det lidt mere ekstremt – det var jo åbenlyst, at bilen kunne klare det. Det har de så gjort nu. Bilen hedder AMG GTR og byder på en ualmindelig lækker 4,0 liters V8 bi-turbomotor med hele 585 hk og et brøl, der får selv dårligt hørende til at vende sig, når du stryger forbi dem i bybilledet.
AMG GTR er ikke bare mere kraftfuld end GTS. Den er også sat hårdere op, har små justeringer i gearskiftet og en anderledes styling. Vores bil var bl.a. udstyret med en udvendig carbonpakke, der betød at skørter, diffuser, spejle og tag var i carbon. Derudover havde bilen carbon ceramic bremser, der (når de er varme, red.) får dig til at føle, at dine lunger bytter plads med dine ribben, når du klodser bremserne.
Accelerationen i AMG GTR er et kapitel for sig. 0-100 km/t er overstået på godt og vel 3,5 sekunder, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Men, måden bilen overfører sine kræfter til asfalten via baghjulene og perfekt skifter gear, mens de fire piber brøler så jorden den skælver, det er der, hvor magien begynder. Det er virkelig noget, der får smilet frem. Topfarten er 318 km/t.
AMG GTR er langt foran den førnævnte SLS, når det drejer sig om køreegenskaber. Den er ultrapræcis i sit styretøj og lægger sig ind i sving på fornemste vis. Har du mod på (på bane naturligvis, red.) mere sjov, så kan du via en knap i instrumentpanelet slå de elektroniske hjælpemidler fra og nyde godt af samtlige 585 utøjlede heste, der arbejder sig ned igennem de imponerende bagdæk (325/30 ZR 20).
AMG GTR er designet på den klassiske facon med en lang snude, lavt tyngdepunkt og siddepladser næsten ovenpå bagakslen. Alligevel har man opnået en næsten perfekt vægtfordeling, der gør kørsel til noget magisk.
AMG GTR har det hele og lidt til. Den er en Superbil med stort S og byder på alt, hvad du kan forlange, hvis du holder af den type superbiler, der er bygget op efter de klassiske principper med lang snude osv. Er du mere til V8-vræl og centermotor, så skal du måske kigge mod italienske himmelstrøg i stedet for. Personligt er jeg klart til den tyske opskrift – den er mere kontant, mere hard core.
Prismæssigt adskiller AMG GTR sig selvfølgelig fra GTS, faktisk er den 570.000,- dyrere i basispris, som er 3.185.000,-. Når du så ønsker at vælge lidt fra listen over ekstraudstyr og tilfældigvis falder over carbon ceramic bremser til 170.000,-, eksteriør carbon pakke til knap 100.000,-, Dynamic Plus pakke 43.000,- et Burmester anlæg til 100.000,-, og flere andre herlige ting, så ender vi nemt på en pris meget tæt på 4 millioner.
AMG GTR er noget af det mest lækre og hard core supersportsvogn på markedet lige nu. Den er ikke hidsig som en italiener eller skrigende som en japaner. Den er buldrende og fuldstændig gennemført underholdende.